Illa Isabella - Per Lau Jensen

I et nedslidt kvarter i en københavnsk forstad, lige op ad kirkegården, ligger en forsømt og træt herskabsvilla. 'V''et er forsvundet for længst, så i folkemunde er det Illa Isabella eller bare Isabella. For en del år siden er villaen blevet solgt til en ældre forfatter, som sjældent lader sig se. Han har ført et omflakkende liv, en årrække med adresse på den spanske solkyst. Dengang havde han succes med en række kriminalromaner af internationalt tilsnit. 
Nu har han lagt sit liv om, har fundet 'Illa Isabella' (eller er det mon villaen, der har fundet ham?). Forfatteren har fået adgang til nogle interessante dagbøger, der åbenbart stammer fra husets første ejer, og nu skriver han på en bog, der foregår, da huset var nyt.

Romanen befinder sig i krydsfeltet, hvor tid og skæbne, virkelighed og fantasi mødes. Romanen er en slægtshistorie, men den handler også om hovedstaden, Christiansborgs brand i 1884, de brølende opgangstider fra århundredeskiftet, om cabaretter, dansepiger og de første biler, frem til krisen i 1930'erne, og den handler om herskabsvillaen, der blev rammen om en familie, der gik til grunde.
Men ikke mindst er det historien om pigen, der i 1913 blev begravet under en tarvelig sten på kirkegårdens fattigafsnit.
Hvem var hun? Og hvem er bogens hovedperson, forfatteren, i grunden?

Jeg havde faktisk ingen forventninger til denne bog. Jeg havde sagt ja til at anmelde den pga. det historiske tilsnit, som bogen lover ud fra bagsideteksten og ... ja, jeg indrømmer det ... jeg kan godt lide historier, der har forfattere i hovedrollerne.

Forfattere elsker at skrive om forfattere. :-) Og jeg elsker skam også at læse om dem, men gad vide hvordan almindelige læsere har det med dem? Vil deres handlinger give mening for folk, der ikke skriver?
Nåh, lige meget. Det var en strøtanke.

Bogen starter med at vi får præsenteret den gamle herskabsvilla, og selv om jeg i starten tænkte at det dog var en ret minutiøs gennemgang af kvarterets bygninger og beliggenhed, virkede det ikke nær så kedeligt, som det egentlig burde. Normalt bør man starte en bog op med et brag, men det er der slet ikke i denne. Tværtimod.
Og alligevel læste jeg videre. Jeg blev drevet videre af nysgerrighed og jeg tror faktisk at det er sprogets skyld. Jeg blev taget ved hånden og ført ind i bogen, meget stilsikkert og selvsikkert gennem en intro, som normalt ville have fået mig til at sukke og rulle med øjnene. Det gjorde jeg slet ikke her.
Lidt pudsigt egentlig.

Herefter møder vi forfatteren, og her begynder jeg så at blive interesseret. Hvad er han for en mand? Ham den gamle, smårunde, skæggede ældre herre som har skrevet krimier, men ved (som vel de fleste forfattere går og drømmer om) at stadig har 'den store samtidsroman' i sig.
Og han er sgu hyggelig, ham Ole Sanchez, som forfatteren kalder sig. Selv om han af og til er en mavesur, gammel mand, så er han så genkendelig. Igen ... måske er det kun for os andre forfattere, men det tror jeg nu ikke. :-)

Han tøffer rundt i sit hus, skriver en linje på sin bog af og til og tænker tilbage på sit liv og ikke mindst på sin nye historie.

"Han rejste sig med et suk så dybt som kun en forfatter, hvis historie er modvillig, kan udstøde, og gik hen til vinduet."

eller

"En ældre mand, hvis ordforråd lød som resultatet af en litteraturuddannelse, havde en teori om en af Oles bipersoner i en ældre bog, som Ole havde glemt handlingen i. Det brugte manden en del tid på at indvie Ole i ..."

I det hele taget er Ole Sanchez vel arketypen på en forfatter. En sær enspænder, som ikke gider tale med nogen uden forudgående aftale. Han holder sig for sig selv, drikker en del kaffe (og så ryger der også noget sprut ned af og til), og går og småmumler for sig selv omkring handlingen i sine bøger.
Han begynder at dykke ned i husets historie da nogle håndværkere finder et gammelt skilt med et guldhjerte med navnet "Isabella" bag væggene, og vil vide hvem hende Isabella egentlig her.

Han vil skrive om hende, og da han endelig støder på nogle dagbøger fra Isabellas far, begynder historien at tage fart i hans hoved.
Han bliver dog forstyrret af hans hushjælps afløser (dennes niece), der er ung, nysgerrig og meget talende i forhold til den normale hushjælp. Bedre bliver det ikke af at hun en dag står med en taske i hånden og spørger om hun må flytte ind et par dage, fordi hendes ekskæreste er af den voldelige slags. Det er ikke noget, der huer den gamle forfatter, men alligevel lader han hende gøre det, og ... uden at afsløre for meget, så bliver han alligevel en smule glad for selskabet.

Historien bevæger sig mellem forfatterens eget liv, den roman han er ved at skrive og dagbogsnotaterne der beskriver beboerne i 'Illa Isabella's historie og det bliver rigtig fint flettet sammen til et stort hele.
Personlighederne er også virkelig godt skildrede, både de nutidige, men også dem fra historisk tid. De er fint beskrevne med både gode, dårlige og overraskende sider.
Især den ene historiske person var godt beskrevet. I starten syntes jeg nok at han var temmelig hård, men efterhånden kunne jeg godt se at han var et produkt af sin tid og sin egen opvækst, så skiftede jeg igen og syntes at han var en virkelig usympatisk person, så blødte jeg op, og til sidst ... årh ... dumme svin!
Jeg kan godt lide historier, der får mig til at skifte mening om personerne, og det er rigtig godt skildret i denne her roman.

Så alt i alt var jeg meget positivt overrasket over romanen her. Den var på en måde slet ikke hvad jeg forventede og alligevel indeholdt den alt det, som den lovede. Men også meget mere ... Det er en af de romaner som længe efter man er færdig, vil dukke op i ens underbevidsthed af og til, og som jeg vil mindes som en hyggelig, god og også vigtig historie.

Tak til Forlaget Hovedland for anmeldereksemplar.

Forlag: Modtryk
ISBN-nr. 978-87-7070-474-8
Sider: 211
Anmeldereksemplar