Killer Killer - Morten Ellemose

Bagsidetekst:
New York hærges af en række bestialske mord, som fører vicekommissær Anatolli Barritch og assistent Karen Walsh på sporet af den vanvittige seriemorder Angelface. 
Den karismatiske religionshistoriker Mordechai Rheingold hjælper dem og et grusomt mønster tegner sig. 
Et mønster, der har tråde langt tilbage i historien. Til en tid, hvor bødler og inkvisitionen var hverdag og hvor et uhyggeligt, sagnomspundet broderskab blev dannet. Snart anes et dystert hævnmotiv i mordene og grusomme skæbner venter alle de involverede.

Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, af en for mig ukendt dansk forfatter, som jo ellers allerede har en del skriveprojekter på bagen. Som oftest skriver han sammen med sin bror, forfatteren Søren Ellemose, men i bogen "Killer Killer" flyver han solo.

Det starter temmelig grumt ud, faktisk næsten grummere end mit nok så kendte blødsødne hjerte kunne tåle med en kvinde og hendes to børn, der holdes fanget af en grusom morder. Han beder hende vælge hvilket af hendes børn, der skal overleve, et valg som man (læs: jeg) slet ikke kunne forholde mig til. Eller rettere ... slet ikke VIL forholde mig til. Det er for grum en tanke.

Og herefter går det ellers slag i slag. Vi møder opklaringsteamet i skikkelse af vicekommissær Anatoly Barritsch (bliver altså nødt til at påpege slåfejlen i bagsideteksten), en mand, der tydeligvis kunne have godt af lidt færre donuts og lidt mere motion, Richard, en loyal betjent, der dog aldrig avancerer på grund af sine autoritetsproblemer, og Karen Walsh, den super intelligente profiler, der hægtes på eftersøgningen af Angelface.

Jeg vil ikke afsløre mere af historien her, da det vil ødelægge nogle af de mange overraskelser der er undervejs.

Jeg vil sige, at jeg er positivt overrasket. Faktisk havde jeg slet ikke læst bagsideteksten før jeg gik i gang, og derfor glædede mig over at handlingen udspiller sig i Amerika. Heldigvis (!!) har vi slet ikke forudsætninger for den slags seriemordere her i Danmark, og derfor ville historien slet ikke have fungeret her.

Opklaringsteamet blev heller ikke stereotypt, hvilket man ellers ofte ser i krimier, og deres valg af personlighed er nøje fastlagt efter deres roller i historien, og andre hændelser undervejs. Som kritisk anmelder var jeg ellers allerede ved at stejle ved Barritsch, men han vinder ved nærmere bekendtskab OG så er det igen ikke uvæsentligt at han er, som han er. Så persongalleriet er spundet godt sammen.

Hele bogen emmer af "Thomas Harris meets Chris Carter", og jeg må ærligt indrømme at jeg undervejs i læsningen ikke vidste om jeg skulle føle at det var idéforladt eller genialt. Efter at have summet på bogen et par dage, er jeg dog nået til den konklusion at Morten Ellemose gør det temmelig godt.
Han tager de elementer, der fungerer hos begge de nævnte forfattere, og gør dem til sine egne. Faktisk kombinerer han dem også med Dan Browns hang til broderskaber, og set som helhed fungerer det faktisk fremragende.
Overraskende nok, når man tænker over det. :-) Det er ikke nemt at kombinere tre så markante forfatterstile, og så ende med et unikt resultat. Om det er "Ellemose'sk" skal jeg ikke kunne udtale mig om, da det som sagt er første gang jeg stifter bekendtskab med forfatteren, men jeg tror helt klart at det her er en forfatter, som vi bør holde øje med.
Potentialet for salg til udlandet er helt klart også til stede her, vil jeg mene. "Killer Killer" kunne sagtens gøre sig på den udenlandske thriller-scene.

Det er i øvrigt også i denne bog at jeg for første gang er stødt på at et offer har "sin egen hornhinde under neglene". Alene tanken om det ... det er så afskyeligt, men lad den lige synke ind et øjeblik ... Tænk på hvad der skal til, før man har sin egen hornhinde under fingrene.

Samlet konklusion må være at jeg er ret imponeret over Morten Ellemoses thriller, som blev læst på uhyggelig kort tid. Sproget er nærværende, letlæst, enkelt, men alligevel med skarpe betragtninger. Tempoet er holdt højt og der er ikke tid til afslapning undervejs.

En helt klart anbefalelsesværdig thriller af en lovende dansk forfatter.

Men hov, kritikpunkterne skal der jo også være plads til. Dem havde jeg nær glemt. :-)

Rheingold irriterede mig faktisk af og til. Ikke hans person, men hans dialog. Her føltes det sommetider som om han afsagde replikker, som forfatteren havde glædet sig til at fremføre, men som ikke passede helt ind i dialogen med de implicerede. Eller også var det måske bare en del af hans kryptiske facon.

Korrekturen. Nogle steder er det gået lige stærkt nok med korrekturen. Jeg ved godt at det er umuligt at sende en fejlfri bog på gaden. Jeg tror ikke, der findes en eneste bog uden at der er en slåfejl eller andre småfejl i den. Men der var et par læseforstyrrende fejl, og så er bagsidefejlen med navnet ret grel.
Jeg håber, forlaget retter fejlen ved et evt. andet oplag.

Tak til Forlaget H. Harksen Productions for anmeldereksemplaret.

Helbrederen II - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere, og sælge diverse hjemmebryggede mirakel-miksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede, og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål.
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken, og under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Sådan! Det er sådan (!) at en historisk roman skal skrives. Sproget er holdt enkelt, og er der ukendte udtryk, bliver de forklaret let og naturligt.
Bogen er ikke fyldt med indforståede termer, hverken af historisk art, med hensyn til lægegerningen, Robs møder med muslimerne og hans egen forklædning som jøde. Alle detaljer kommer flydende så naturligt at man som læser bare absorberer dem og godtager dem.

Det er en svær kunst at skrive historiske romaner. Ofte har forfattere (incl mig selv) en tendens til at ville overforklare tingene, for mange af hans bevæggrunde sker på basis af hans opvækst og den tid han lever i. Man er så angst for at læseren skal tolke hans måde at være på, ud fra nutidige begreber (hvilket i øvrigt ret ofte sker, skal jeg hilse og sige), at man får skrevet al for meget information ind.
Det samme med de historiske detaljer. Man vil gerne gengive alt det man selv har læst og lært om emnet, men less is more ... Det er ikke detaljerne, der fastholder læseren. Det er menneskerne.

Hvis jeg skal komme med noget brok, så er det at forfatteren glider lige let nok hen over sorgscenerne. Ikke at jeg bebrejder ham, sorgscener er noget hø at skrive. Der er ingen fremdrift og det er opslidende, men de er også nødvendige. Til en vis grad naturligvis.

Som jeg skrev efter læsningen af første bind, så har jeg læst "Helbrederen" før, og det var et kært gensyn. Så selv om bogen er fra 1986 er den ingenlunde forældet (det bliver historiske romaner sjældent :-)), og kan stadig læses med stor fornøjelse.

I Yetiens Hule - Andrea Bastian

Omtale:
De er på jagt efter Yetien, Himalayas Bigfoot, et mytologisk monster, som ingen troede på. Men yetien eksisterer og er særdeles veludstyret. Følg den unge kvinde, Sofia på sin vej gennem Tibets landsbyer og bjerge i et erotisk eventyr befolket af mystiske mænd, lokkende unge kvinder, buddhistiske, tantradyrkende indfødte samt et overnaturligt bæst, hvis seksuelle lidenskab ingen kan holde nede!

Andrea Bastian har skrevet en føljeton i tre dele i en - for os i Danmark - ny genre, der hedder "Erotiske monsterhistorier".

Da hun skrev til mig og bad mig anmelde føljetonen, var jeg i første omgang ved at sige nej, for hvilke forudsætninger har jeg for at kunne anmelde en historie som denne? Jeg må også tilstå at jeg trak en del på smilebåndet over tanken om monstersex generelt. Altså sex med afskyelige snemænd, havmænd og sumpmonstre.
På den anden side er der måske ikke noget at sige til det. Det må vel være en naturlig afledning efter hele Twilight-æraen, der jo også damper af erotik mellem mennesker og overnaturlige væsner som vampyrer og varulve.

Nu har jeg jo også - i den kommende antologi Drifter - 13 mørke fortællinger fra forlaget Kandor - selv stiftet bekendtskab med genren "darc erotica", så jeg har jo bevæget mig lidt ad den boldgade selv.

Nåh, historien her ...

Selve genren, har jeg lidt svært ved at tage alvorligt, må jeg tilstå. Det er lidt med smil på læben at jeg anmelder første del her, men man skal også kunne læse (og anmelde) værker, der ligger uden for ens "comfortzone". Og alt andet lige skal man have respekt for det værk, man har læst.

Så hvordan oplever jeg så læsningen?

Først og fremmest er der læst godt korrektur på historien. Der er ikke mange stavefejl, som jo ellers  - desværre - godt kan præge selvudgivelser.
Rent skrivemæssigt er der også et fornuftigt flow og variation i udtrykket, selv om der selvfølgelig er passager, der godt kunne have brugt en erfaren redaktør.
Men alt i alt fremstår historien velskrevet og godt funderet.

Historien kommer godt fra start med Sofia i flyet, der møder danske Frank, der er i Tibet på forretningsrejse. Hun og hendes kollega Sarah, der også arbejder frivilligt på børnehjemmet, støder ind i ham igen, og det kommer til en hed trekant i hans lejlighed. Og her fungerer præmissen. Det erotiske er lystent og dampende, præcis som sådan noget skal være.

Efterfølgende går de på jagt efter Yeti'en, og her kommer Frank og de to piger væk fra hinanden, hvorefter Yeti'en bortfører pigerne. Det viser sig at Yeti'er også bliver ensomme, og kan bruge lidt kærlighed. ;-)
Det er så her, at jeg står lidt af, må jeg tilstå. Jo, nogen (mange?) tænder på "mørk erotik", men jeg synes slippet mellem brutalitet og lyst er for kort. Det er trods alt en uvant situation for Sofia, og jeg synes måske ikke lysten retfærdiggøres eller gøres rigtig virkelig for mig.

Måske er jeg også uretfærdig, for lige så vel som der i pornofilm kun ligger en ganske tynd og plotmæssigt udfordret historie forud for dampen, så behøver der måske i genren monstersex, heller ikke være den psykologiske indsigt mellem lyst og brutalitet med et behåret væsen.

Så for folk, der vil rystes ud af deres læsemæssige comfortzone, så er dette måske det helt rigtige. :-)
Det er i hvert fald både anderledes og nyskabende.

Helbrederen I - Noah Gordon

Bagsidetekst:
Historien tager sin begyndelse i år 1021 i det sygdomshærgede London, hvor Rob J Cole vokser op under trange kår. Efter at både hans far og mor er døde, bliver han brutalt skilt fra sine søskende og kommer i lære hos en badskær med hvem han rejser land og rige rundt. Det bliver en barsk og lærerig tid. For at tjene til føden må de optræde som gøglere og tryllekunstnere og sælge diverse hjemmebryggede mirakelmiksturer.
Rob opdager snart at han har talent for at helbrede og derfor beslutter han sig for at blive læge. Det fører ham ud på en rejse, som går over store afstande og gennem mange lande med Persien som det endelige mål. 
Her kommer han i lære hos den tids største healer. Forklædt som jøde arbejder han hårdt som kirurg på krigsmarken. Under beskyttelse af den mægtige shah kæmper han mod de stærke mullahers fordomme og den frygtede pest. Men livet har også sine lyspunkter, undervejs møder han den store kærlighed.

Se, det her er en historisk roman som jeg er ret vild med. Jeg har også læst den før, for længe, længe siden, så det er et glædeligt gensyn.
Lykken ved en mangelfuld hukommelse er så at det er et helt friskt gensyn. :-)

Nu har jeg jo netop lagt "Rosens Navn" fra mig, for den blev simpelthen for tung at læse, og så er det en lise at komme i gang med "Helbrederen".

Historiske romaner skal ikke formidles tungt og tørt, som fx "Rosens Navn". Hvorfor skulle det det? Sommetider virker det som om at bare fordi det er historisk, så skal det være tunge, kedelige beskrivelser, men det afskrækker da bare læserne. "Helbrederen" er i sin enkelhed en meget bedre historisk roman, for den stopfodrer ikke læseren med datidens facts. Hvorfor skulle den også det? Det er mennesket vi vil læse om. Mennesket, som vi vil kunne identificere os med.
Det svarer lidt til at skrive en kriminalroman, der foregår i Danmark, samtidig med at man skal foreklare alt hvad der foregår inde på Borgen på det eksakte tidspunkt. Det er jo irrelevant for mennesket i bogen, medmindre vedkommende er direkte involveret i det.

"Helbrederen" har jeg som sagt læst for mange, mange år siden, og uden at vide om det præcis var den, så er det den stil, der gør at jeg også selv skriver historiske romaner. Det er sådan fiktiv historie skal formidles. Man skal føle med Rob Cole, da han står som ti årig forældreløs med ansvaret for placeringen af sine yngre søskende, mens han selv frygter for sin fremtid. Det er hans sorg og frygt, da han må forlade London, og lade sit kendte liv bag sig. Og man glædes med ham, når med stålsathed begiver sig ud på en lang og farefuld rejse, som vi andre ikke engang kan forestille os vores vildeste fantasi. Tænk at rejse til fods fra London til Persien! Der er pænt langt. :-)

Så jeg fortsætter med glæde med "Helbrederen II".

Rosens navn - Umberto Eco

Alle kender vel "Rosens Navn". Bogen om den kloge munk William og hans hjælper Adso, der skal opklare nogle mord i et kloster i 1100-tallet.
Den er filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen, og har efterhånden nogle år på bagen.

Jeg er også ret ked af at skulle give fortabt på den, men jeg orker den altså simpelthen ikke.

Jeg kan ellers godt lide den. Jeg har læst den før, for mange år siden, og har også set filmen, men ... jeg ved ikke om det skyldes at jeg stadig har hovedet fuld af for mange ting, eller ... men jeg magter simpelthen ikke detaljegraden i bogen.

Der er lange beskrivende passager, mange historiske detaljer, som man faktisk godt kunne være foruden og også lange passager på latin, som man jo ikke forstår.

Det er måske også noget af et spring. Fra Chris Carters letlæste og fantastiske krimier og direkte over i en tungere historisk roman.

Som sagt, det er ellers en god bog, men den kræver noget af sin læser, og den koncentration har jeg desværre ikke for tiden.

Dødsshowet - Chris Carter

Bagsidetekst:
Kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles-politiets specialdrabsafdeling får en anonym opringning, der beder ham gå til en bestemt internetadresse - en privat udsendelse. Hunter logger på, og en forestilling beregnet kun for ham begynder straks.

Tvunget til at foretage et kvalmende valg må Hunter sidde og se på, mens et uidentificeret offer bliver torteret og myrdet live på internettet.

Før Hunter og hans makker Garcia overhovedet når at komme i gang med efterforskningen, får Hunter en ny opringning. En ny internetadresse. Et nyt offer. Men denne gang har morderen opgraderet sit spil ...

Dette er den - indtil videre - sidste bog i serien om Robert Hunter af Chris Carter. Jeg har set på nettet at han vist er ved at have en ny bog på trapperne, men den er jo så langt fra kommet på dansk endnu.

Og jeg må sige at Chris Carter har været et godt bekendtskab. Det havde jeg faktisk ikke forventet, og jeg gik lidt ind i det fordi ... nja ... jeg havde ikke rigtig hoved til at læse noget krævende. Men de har faktisk taget mig med storm.
Robert Hunter og hans makker Garcia er ganske vist stereotype set udefra, men de fungerer perfekt. Både sammen og hver for sig.
Forbrydelserne er ultra voldelige, men der bliver ikke svælget i følelsesmæssige detaljer, der kan gøre det kvalmende ... eller ... måske her i sidste bog var der godt nok scener, som jeg måtte glide let henover for at det ikke skulle blive for meget, og det er faktisk første gang jeg oplever det.

Så alt i alt har det været et fremragende bekendtskab!

Selvfølgelig MÅ der dog være noget kritik, for ellers ville det da næsten være for meget med al den lovprisning. Og det eneste jeg faktisk kan komme på er hans cliffhangere.
Det er godt med cliffhangere, men det er desværre hver eneste gang at de laver et gennembrud i efterforskningen, så ser Hunter eller Garcia på et eller andet og derpå "Hold da kæft," da det gik op for dem hvad de så på.
Det bliver en anelse trættende. Kom nu bare med det. Jeg ER jo i gang med bogen, og jeg er klar til at få det at vide. :-)
Men det er så det eneste. Ellers er jeg udelt begejstret.

Dødens kunstner - Chris Carter

Bagsidetekst:
En sygeplejeelev får sit livs chok, da hun finder sin patient, anklager Derek Nicholson, myrdet i sin seng. Handlingen virker meningsløs - Nicholson var dødssyg med kun få uger tilbage at leve i. Men det, der chokerer kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles' drabsafdeling mest, er det visitkort, morderen har efterladt.
For Hunter er der ingen tvivl om, at morderen forsøger at kommunikere med politiet, men metoden ligner ikke noget, han nogensinde har set før. Og hvad kan det skjulte budskab være?

Dødens Kunstner er den fjerde bog i serien om kriminalassistenterne Robert Hunter og hans makker Carlos Garcia, fra drabsafdelingen i LAPD. Og de tilhører ikke bare drabsafdelingen, men en speciel enhed der hedder UV, som i ultravoldelige mord.

Og det er godt nok ultravoldelige drab at vi har fået serveret i de første fire bøger, som jeg har slugt (ok, langsomt slugt, men alligevel), men Carter formår ikke at falde for fristelsen for at svælge i det. Jo, der er mange detaljer, men de er beskrevet nøgternt, gerne gennem Robert Hunters analyserende øjne, og derfor bliver det ikke splattet. Klamt ja, men det kammer ikke over.

Derudover er der noget Holmes'k over den måde Robert Hunter drager konklusioner på, hvilket også tiltaler mig helt vildt.

Jeg har egentlig ikke læst ret mange krimier i de seneste år, men jeg må nok tilstå at jeg er faldet for Chris Carters måde at skrive på.

I skrivende stund er jeg i gang med den sidste bog i serien Dødsshowet. Der er en mere på vej, men den er endnu ikke oversat, og jeg er sikker på at min mand også gerne vil have fingrene i den. Ja, det vil jeg jo nok også. ;-)