fredag den 3. november 2017

De, der vogter - Claus Holm

De, der vogter var en bog der overraskede mig. På den gode måde ...

Jeg havde som sådan ikke nogen forventninger til bogen, da jeg tog fat i den. Ikke ud over at dette bliver min sidste anmeldelse, og at jeg derfor var fyldt med både følelser af lettelse og tristesse. 
Måske var dette så den helt perfekte stemning at læse bogen i, for De, der vogter formår at fange forskellige sindsstemninger på en meget fin og underspillet måde.

De, der vogter er en samling af 4 kortromaner.

BUNKEREN, der handler om en gruppe turister der pludselig må se sig være fanget i en gammel missilbunker, og hvor det fint beskrives med menneskers umiddelbare hang til at falde ind i deres pladser i et hierarki. OG det modsatte naturligvis.

KVINDEN OG LØVERNE, der handler om drengen Chris og pigen Kath der mødes en sommer og sammen taler om drømme og fremtid. Og uden at afsløre noget bliver dette en sommer ingen af dem vil glemme.

GAVEN, der handler om en ung kvinde der pludselig må se sig stå som enke og enlig mor, og hvordan hun skal finde fodfæste i livet efter det.

VOGTERNE, der er lidt lettere og humoristisk med to skytsengle (fra hver sin side vel at mærke), der er sat på jorden for at passe på en lille dreng.

Det pudsige er at jeg under hele læsningen havde en fornemmelse af Stephen King's tilstedeværelse. Ikke noget jeg kunne sætte fingeren på, men tanken strejfede mig flere gange undervejs. Det var ikke fordi historierne på nogen måde var uhyggelige, så det var ikke Kings evne til gys, der fik følelsen frem, så hvad var det?
Og så var det, det gik op for mig ... det er det der med at helt almindelige mennesker oplever ekstraordinære ting, fortalt på en stilfærdig men alligevel dyb og empatisk måde.
Her er ingen superhelte eller "udvalgte" som man så ofte ser. Det er helt almindelige mennesker, der er udsat for uventede ting.

Da jeg så læste forfatterens efterskrift faldt tiøren. Forfatteren er nemlig selv betaget af en af Stephen Kings bøger (som jeg selv har læst mange gange), nemlig "Different Seasons", som også består af fire kortromaner. Heraf er især "Rita Hayworth and the Shawshank Redemption" kendt, da den blev filmatiseret som "En verden udenfor", en af mine absolutte yndlingsfilm.

Ikke dermed sagt at forfatteren på nogen måde plagierer Stephen King, for det er der ikke tale om her. Der er tale om en hyldest ikke bare til King, men især til den gode historie om det almindelige menneske.
Det er fire meget forskellige historier, der frembringer følelser som spænding, sørgmodighed, smil, tristhed, empati og glæde.

Det er en bog der kan anbefales til alle, der nyder en god historie. :-)

Bogen kan købes ved at kontakte forfatteren selv på www.clausholm.net eller - og det hører jeg rygter om - billigt på den kommende bogmesse i Bellacentret.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.



Forlag: EgoLibris
Sider: 383
Trykt anmeldereksemplar

lørdag den 7. oktober 2017

Lurian - Andrias Andreasen

En modbydelig skæbnefortælling, der bare bliver værre efterhånden man læser.

Jeg har været færdig med denne bog et stykke tid nu, men har ikke kunnet tage mig sammen til at lave denne - min andensidste - anmeldelse.

Lurian Krüger vokser op som enebarn i en meget dysfunktionel fødsel. Vi møder ham allerede i fødselstidspunktet og kan fornemme at det her ikke kommer til at gå ret godt. Hverken far eller mor formår at tage sig af drengen, der vokser op i et minefelt af depressioner og psykoser.

Vi følger Lurian op gennem teenageårene, hvor hans sociale afstumpethed begynder at vise sig, for Lurian er et skadet barn. Og et skadet menneske. Selv da han ender hos en venlig og velmenende plejefamilie, går det galt for ham.

Da han fylder atten og endelig kommer ud af socialforvaltningens søgelys og føler friheden, begynder den deroute som måtte komme. Hans lejlighedsvise tidligere drab bliver voldsommere og oftere, og der er kun én vej for Lurian Krüger. Han kan simpelthen ikke lade være. Driften og lysten til at slå ihjel er alt for voldsom.

Jeg har det svært med denne bog

På den ene side er det en god bog; det psykologiske er fint skildret og hele derouten er forståelig og troværdig. Sproget i sig selv er også fint varieret og hele bogen har et godt tempo og flow.

Men personerne ... Hvis jeg skal læse en bog på 400+ sider, skal jeg have nogen at holde af, og jeg kunne ikke holde af Lurian Krüger. 
På et tidligt tidspunkt havde jeg medlidenhed med drengen. Mit hjerte blødte for det lille barn, der voksede op på den måde med en far der spærrede sig inde i sit eget værelse og moderen for depressiv til at ænse noget som helst om sig.
Men min medlidenhed holdt kun mens Lurian var et barn. Efterhånden som han voksede op og blev mere og mere afstumpet, forsvandt også den smule følelse jeg havde for ham.

Senere i bogen fik vi en anden synsvinkel at følge. Nemlig politimanden Johnny, der er sat på sagen af et af de mange mord Lurian efterhånden har begået, men heller ikke han er sympatisk. På visse måder er han såmænd lige så følelsesmæssigt handicappet som Lurian, men det er næsten værre, for Johnny formodes at være "en af de gode".
Og derfor føltes antipatien ekstra stærkt, fordi han netop forventedes at være sympatisk, og så langt fra var det.

Det er afsindigt svært at skrive om en seriemorder og gøre ham sympatisk. Derfor er det også en meget modig bog at skrive, hvilket jeg gerne vil rose forfatteren for, men jeg har svært ved at holde af bogen fordi der var ikke et eneste menneske i den, jeg følte sympati for. 

Derfor ender min personlige vurdering på 3 hjerter, og det alene fordi forfatteren KAN skrive, men ikke højere, fordi jeg dybest set ikke kunne lide bogen rent indholdsmæssigt.

Tak til forfatteren og forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Forlag: Mellemgaard
Sider: 422
Trykt anmeldereksemplar.

Bagsidetekst:
I fortællingen om Lurian Krüger følger vi en en ægte seriemorders gøren og laden fra hans følelseskolde, vanrøgtede opvækst i midten af 70'erne og videre ad hans livsbane mod en afgrund af blod og tårer og et morderisk behov, som bliver sværere og sværere at tæmme, jo længere ud over mørkets rand han bevæger sig.

I takt med dat et voksende antal lig dukker op rundt omkring i landet, intensiveres politijagten på morderen, som på trods af den voksende mængde bevismateriale forbliver usynlig over for efterforskningsholdet.

Lurian er Andrias Andreasens mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlade én med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.
Romanen benytter sig af elementer fra både den hårdkogte amerikanske og mere psykologiske skandinaviske genre.

mandag den 3. juli 2017

Selvmorderen - Kristoffer Dahl

SELVMORDEREN er en bog om at finde løsninger på uforklarige selvmord der får de pårørende til at stå forvirrede og ulykkelige tilbage. Det er en bog der handler om at finde sig selv og finde svar. Og det er en bog om hvor langt man kan, vil og skal gå.

Hovedpersonen er André Camus og da vi møder ham, er han indlagt på en psykiatrisk afdeling efter at han har lidt af vrangforestillinger og påstår at hans kæreste har begået selvmord.
Men ingen har kunnet bevise eksistensen af kæresten. Hun er ikke med på overvågningskameraer eller registreret på diverse hoteller, hvilket gør at ingen tror ham.

Da hospitalet vurderer ham rask nok til at blive udskrevet, bliver det i følgeskab med en ung mand ved navn Ravi, som skal "sprede smil i hans hverdag", men som hurtigt bliver Andrés assistent til et nyt selvmord de skal forsøge at opklare. Samtidig kan André ikke lade være med at undersøge den påståede ekskærestes forsvinden, selv om det i starten bekymrer Ravi noget. 

André og Ravi bliver hurtigt gode venner og tilbringer mange timer med at spille skak, diskutere sagen og allermest kan de godt lide at diskutere filosofi eller religion. Og de drikker kakao. Masser af det! :-)

Men det var desværre de filosofiske diskussioner, der trak spændingen ud af historien for mig. 

Jeg er sikker på at forfatteren har gjort et kæmpe stykke arbejde med at få de teologiske/filosofiske diskussioner til at passe sammen med opklaringsarbejdet. Jeg kan også godt lide grundideen og det plot der så bliver foldet ud i efterspillet, men jeg havde virkelig svært ved at komme igennem det filosofiske.
Det trak som sagt al spænding og flow ud af historien, hvilket fik mig til at skimme undervejs. Hvilket jeg synes er synd, for jeg kan se hvor meget arbejde der ligger gemt i det.
Da jeg endelig nåede slutningen som jo er ret dramatisk og tænderskærende var jeg næsten for udmattet til at kunne "påskønne" det.

Jeg håber dog at forfatteren vil forsøge sig med en lidt lettere bog. Egentlig kunne det sagtens være en thriller/krimi igen, men så gå mere lige på, en mere strømlinet historie uden så mange svinkeærinder.
Sproget er i hvert fald godt og også nemt at læse, Kristoffer Dahl forstår at udtrykke sig, men det er som om man har villet for meget i en og samme bog.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.



Bagsidetekst: 
Når der konkluderes, at et dødsfald skyldes selvmord, så stopper efterforskningen. Drabsmanden er offeret. Sagen er lukket.

Det svar er ikke tilfredsstillende for ateisten André Camus, verdens eneste selvmords-efterforsker. Han finder svar til de efterladte. Som han selv siger: "Mit speciale er at hjælpe folk af med skeletterne i skabet."

Men lige meget hvor mange svar, han har givet efterladte, så mangler han stadig svar på sit eget spørgsmål: "Hvorfor er det tilsyneladende kun mig, der ved, at min kone blev tvunget til begå selvmord?"

Spørgsmålet har drevet André Camus ud over kanten, og et forfejlet selvmordsforsøg har anbragt ham på psykiatrisk afdeling.

Nu skal han udskrives og får tvunget følgeskab af den unge kristne Ravi Chesterton. Sammen drager de ud for at løse flere selvmordssager, imens de forsøger at opklare selvmordet på Andrés kone.


søndag den 28. maj 2017

Skøgernes Danmarkshistorie - Bo Jensen

SKØGERNES DANMARKSHISTORIE er en meget udførlig og interessant gennemgang af prostitution i Danmark gennem tiden.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af denne bog, ud over det åbenlyse i titlen. Jeg har selvfølgelig - som mange andre danskere, som ikke har direkte kendskab til branchen - en masse fordomme om a) enten den "lykkelige" luder eller b) ofrene.

Umiddelbart kan jeg ikke sige at denne bog har rykket mig, for jeg har længe personligt ment at man burde legalisere prostitution, så man dermed i det mindste kunne forsøge at "rydde op" i branchen. Plus jeg tænker at der må være millioner af skattekroner at hente, men jeg ved ikke hvorfor politikerne har den berøringsangst.

Bogen her har en meget grundig tilgang til emnet. Den belyser de få statistikker der trods alt er om emnet, har udtalelser fra prostituerede gennem tiden, og jeg tror også at det er en vigtig bog, for i mine øjne er det vigtigt at man taler om tingene i stedet for at skubbe tingene ned under de sten, hvor de gemmer sig bedst.
Lidt lige som de problemer der er med islam og terror. Så længe man står i hver sin politisk korrekte lejr og råber ad hinanden, kommer man aldrig ind til tingenes kerne.

For der ER problemer med prostitution, hvilket alverdens udtalelser fra "lykkelige" ludere ikke kan lave om på. Der er ofre for "human traficking", kvinder, der bliver fastholdt i en branche de ikke selv har valgt, unge piger - sågar børn (og jeg kan dårligt få mig selv til at tænke på det her), der tvinges ind i det af skrupelløse mennesker.
Og uanset hvor mange ressourcer politiet sætter ind, så vil det formentlig aldrig blive bedre, før man får skilt tingene ad.

Jeg er helt sikkert for at man legaliserer prostitution som ethvert andet erhverv, sådan at både kunder og sexarbejdere får ordentlige forhold. Det er ikke fair at de ikke kan forsikres eller organiseres. Uden at vide det tænker jeg også at de ville være en uvurderlig kilde af informationer så man kunne blive mere succesfuld til at få stoppet den prostitution der knuser vores hjerter hver gang vi hører om det.
Måske jeg er blind, men jeg kan kun se fordele ved legalisering og orden i branchen. Det vil igen også give mulighed for at få kontakt med dem, der ikke vil være i branchen, for dem er der givetvis også mange af.

Bogen virker ret gennembearbejdet og sandfærdig, men jeg syntes dog der mangler en del om netop human traficking som jeg - uden igen at vide det - tror at der er meget af. Den del bliver slet ikke berørt, og jeg kan ikke tro at det ikke påvirker de frivillige udøvere i branchen eller køberne for den sags skyld.

Derfor har jeg også et gnavende problem med bogen, den virker som en fortaler kun for de frivillige, og ikke for dem, der er tvunget ud i det af enten afhængighedsårsager eller decideret tvang. Og så er det ikke prostitution generelt bogen handler om, men kun de frivillige.

Tak til Forlaget Foxy for anmeldereksemplar.


Forlag: Foxy
Sider: 283
Trykt anmeldereksemplar

Bagsidetekst:
SKØGERNES DANMARKSHISTORIE fortæller om de kvinder, som solgte sex i Danmark 1860-2000.

I 1800-tallet arbejdede de under politikontrol. I mellemkrigstiden blev de erklæret åndssvage og spærret inde på arbejdsanstalter. 
Efter anden verdenskrig var der relativt få kvinder i erhvervet, til gengæld fik de efterhånden lov til at arbejde i fred. Flere og flere bordeller gjorde arbejdet rimeligt trygt. Erhvervet blev umådeligt populært efter 1970, og mange kvinder strømmede til for at prøve at sælge seksuelle ydelser i et par år.
Men statsmagten vil gerne bekæmpe prostitution, og det er forbudt at drive bordeller. Hvorfor? Svaret på det spørgsmål skal findes i historien for mere end 100 år siden.

For at se på købesex med et moderne blik, må vi gøre op med et 100 år gammelt syn på prostitution. Og for at gøre op med historien, må vi kende historien. Derfor denne bog.

søndag den 21. maj 2017

Bloggen drosler ned ...

Jeg har længe gået og tænkt over det, og nu tager jeg skridtet.

Da jeg startede bogbloggen tilbage i 2009 gik jeg og "hyggede" mig med et stressnedbrud, som betød at jeg intet skrev selv.
Heldigvis har dette ændret sig og jeg får både og skrevet (og udgivet) bøger, og har besluttet mig for at fokusere på det område. Det er vist også det, jeg er bedst til. :-)
Jeg vil aldrig blive så dygtig som de "rigtige" bogbloggere, som er fantastisk kreative med billeder og anmeldelser.

Jeg vil dog stadig nørde rundt i bøgernes verden også som læser (jeg vil da slet ikke kunne lade være :-)). 
Jeg vil være at finde på bogbloggernes kommentarspor og på Goodreads, og jeg tænker at de bøger der gør særligt indtryk på mig, vil jeg ævle om ovre på min forfatterblog:



De bøger jeg har til anmeldelse nu, vil jeg selvfølgelig stadig læse og anmelde her, men efter det, vil bloggen være inaktiv.
Jeg lukker den dog ikke ned for der skal stadig være adgang til de bøger jeg trods alt nåede at anmelde.

Måske vender jeg tilbage en dag. :-)

Tak for denne gang.

søndag den 14. maj 2017

Norse Mythology - Neil Gaiman

Neil Gaiman kan noget med historier. Han er simpelthen den fødte storyteller.
Jeg hørte en anden bog af ham (Neverwhere), som jeg ikke brød mig om, men jeg tænkte jeg ville give ham en chance alligevel, da jeg også havde hørt Oceanet, hvor grusvejen endte, og den kunne jeg ret godt lide.

I NORSE MYTHOLOGY tager Neil Gaiman fat i de nordiske gudesagn, og hvem elsker ikke dem. :-)

Her er historien om Røskva og Tjalfe, om hvordan Tyr lænkede fenris-ulven, om hvordan Thor fangede Midgårdsormen på en fisketur og om hvordan Odin mistede sit øje.

Mange af historierne havde jeg hørt før, bare på dansk, og det var skægt at høre en englænder udtale de nordiske navne.

Det giver også noget at det er Neil Gaiman selv, der læser historierne op. Som forfatter ved han præcist hvor han skal sætte kunstpauserne og lægge betoningerne. Især det sidste var vigtigt for han iblander historierne ret meget sarkasme, og det ville have været gået temmelig meget tabt, hvis ikke han selv havde læst op.

Samtidig gav det mig så endnu et hak på min Reading Challenge, hvor jeg efterhånden er ret godt med. Det er ligefør jeg tror at jeg får den gennemført i år. :-)

Forlag: Harper Collins US
Sider i trykt form: 304
Hørt som engelsk lydbog: 6 timer og 29 minutter - Oplæser: Neil Gaiman

Omtale:
Introducing an instant classic--master storyteller Neil Gaiman presents a dazzling version of the great Norse myths. Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology , Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin's son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman's deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.


lørdag den 13. maj 2017

45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Thomas Oldrup

Efter The Circle trængte jeg til noget lettere og kastede mig derefter over "45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien".

Den indeholdt fx fakta om paver, David Hasselhoff, stigbøjler, ninjaer, hekseafbrændinger og meget meget mere.

Forfatteren skulle efter sigende have været journalist på "Alt om Historie" et blad som jeg abonnerede på med stor fornøjelse en overgang.

Der var fx et kapitel om ninjaer, som faktisk er et fiktivt begreb, om hvorfor Buddah altid afbildes som en lille buttet fyr, når han egentlig dyrkede askese og om hvor mange hekseafbrændinger der egentlig var.

Lige den har jeg lidt svært ved at tro på, så det skal jeg have tjekket på et tidspunkt, men det bliver ikke lige nu. 

Men bogen virkede generelt velfunderet og -begrundet, så researchen skal nok være i orden.
Det var i hvert fald et underholdende afbræk, og da jeg nu har sat mig for at få læst flere non-fiktion bøger. Man tager ikke skade af at blive klogere og læse bredere. :-)


Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider i trykt form: 174
Hørt som dansk lydbog - 3 timer og 59 minutter - Oplæser: Jakob Sveistrup

Omtale: 
denne bog kastes der på en faktuel, men samtidig underholdende måde lys og klarhed over alle de mere eller mindre hårdnakkede myter og halve sandheder fra verdenshistorien, der er opstået gennem tiden. Bogen kommer omkring de mest alvorlige, spøjse og forundrende myter og spænder vidt fra alvorlige fejlopfattelser til de mere uskyldige, kuriøse og folkelige. Nogle af myterne kan uden de store dikkedarer tilbagevises ellers bekræftes, mens andre mere har karakter af halve sandheder, der kræver en forklaring og nuancering, f.eks.: - Var det græske demokrati overhovedet demokratisk? - Bar middelalderens bødler virkelig sorte hætter? - Døde Kleopatra ved at lade sig bide af en hugorm? - Er prostitution verdens ældste erhverv? Alt dette og mere får man svar på i 45 MYTER OG HALVE SANDHEDER FRA VERDENSHISTORIEN, som er en ny bog af den ene af forfatterne bag 45 MYTER OG HALVE SANDHEDER OM 2. VERDENSKRIG. Et must for alle historieelskere.


onsdag den 10. maj 2017

The circle - Dave Eggers

Min reading challenge udfordrede mig til at læse en bog, der ville blive filmatiseret i år.

Jeg kunne finde to i Storytel, men hældte egentlig mere til en bog om hunde, end denne her, for forsiden fangede mig aldrig.
Det gør den dog nu, hvor jeg har læst bogen, hvilket ikke er forfærdelig hensigtsmæssigt, men meget pudsigt.

Bogen er nu blevet filmatiseret med Tom Hanks og Emma Watson i hovedrollerne, og jeg har lige opdaget at filmen kommer her i juni, så den skal jeg helt klart se.
Traileren kan ses her.

Firmaet The Circle er - som Tom Hanks netop sagde det i et interview jeg så på YouTube: Apple, Google, Amazon og Uber samlet i ét firma.
Hvis man samler sine ting der, behøver man aldrig huske på flere koder eller bekymre sig om andre udbydere. The Circle har det hele.

Men med deres innovation forøges også deres monopol og senere deres totalitarisme (hold da op, det måtte jeg da lige slå op :-)).

Mae Holland er den unge og søde pige, der efter college arbejder på det lokale forsyningsselskab i en bås med brune hessianvægge. Hendes veninde Annie har fået arbejde hos The Circle, og ender med at skaffe Mae et jobinterview.
Da Mae får jobbet, er hun ekstatisk.
The Circle er en fantastisk arbejdsplads. Der er luksus og rum til at være dedikeret medarbejder, der er fantastiske sundhedsforsikringer og imponerende arbejdsforhold.

Langsomt men sikkert bliver Mae fanget ind i The Circles visioner, men er de nu også så fantastiske som de lyder til?

Jeg vil ikke afsløre mere her, for bogen havde et twist som jeg bestemt ikke havde set komme, og jeg vil glæde mig til at se filmen.

Fem hjerter herfra.


Forlag: People's Press
Sider i trykt form: 458
Hørt som dansk lydbog - 16 timer og 5 minutter - Oplæser: Tina Kruse Andersen

Omtale:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelserne for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført af den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7. Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere... offentlig, aftager hendes begejstring. Det, der begynder som en fængslende historie om en ung idealistisk kvinde med ambitioner, forvandles til en højaktuel og tankevækkende thriller om personlig integritet og demokrati. The Circle bliver filmatiseret i 2016 med Emma Watson og Tom Hanks i hovedrollerne. ANMELDERNE SKREV "Fantastisk roman: Vores smukkeste ideer er rædselsfulde realiteter" -Politiken, 5 hjerter "»The Circle« er Dave Eggers' hårrejsende skræmmevision om, hvordan de sociale medier kan misbruges i de forkerte hænder." -Berlingske, 4 stjerner 


American on Purpose - Craig Ferguson

Jeg har besluttet mig for at læse mere fakta. 
Nu betragter jeg egentlig ikke biografier som fakta, men jeg tror at det ville være godt at læse mindst en ikke-fiktiv bog om måneden, bare for at få udvidet min horisont. 
Det tager man jo aldrig skade af. ;-)

Craig Ferguson er kendt for sit Late Night Talkshow, som jeg har streamet flere gange på Youtube. Han er en interessant talkshowvært, der - selv om han tit er under bæltestedet - faktisk kan føre interessante samtaler på de svære betingelser som et talkshow jo er.
Her er ikke tid til dybe diskussioner, men jeg synes han gør det godt, og har som sagt set flere shows med ham.

Ud over det kendte jeg egentlig ikke så meget til ham, så det var spændende at dykke ned i.
Jeg havde dog hørt at han havde haft et misbrug, men jeg havde ingen anelse om hvor slemt det egentlig var.
Craig Ferguson fortæller ærligt - uden at blive hverken fordømmende eller ynkelig - om alt det lort han har lavet. Han fortæller om chancer han forspildte og kærlighedsforhold som han saboterede.

Man kæmper med ham undervejs, og man bliver så glad da det endelig lykkes for ham, for han er - på trods af at han er en kæmpe nar når han er høj eller fuld - et meget sympatisk og vindende person.

Og så har han jo den der kære skotske accent, som man næsten ikke kan stå for.

Fire hjerter herfra.


Forlag: Harper Collins US
Sider i trykt form: 377
Hørt som engelsk lydbog: 7 timer og 24 minutter - Oplæser Craig Ferguson

Omtale:
In American on Purpose, Craig Ferguson delivers a moving and achingly funny memoir of living the American dream as he journeys from the mean streets of Glasgow, Scotland, to the comedic promised land of Hollywood. Along the way he stumbles through several attempts to make his mark-as a punk rock musician, a construction worker, a bouncer, and, tragically, a modern dancer. To numb the pain of failure, Ferguson found comfort in drugs and alcohol, addictions that eventually led to an aborted suicide attempt. (He forgot to do it when someone offered him a glass of sherry.) But his story has a happy ending: in 1993, the washed-up Ferguson washed up in the United States. Finally sober, Ferguson landed a breakthrough part on the hit sitcom The Drew Carey Show, a success that eventually led to his role as the host of CBSs The Late Late Show. By far Fergusons greatest triumph was his decision to become a U.S. citizen, a milestone he achieved in early 2008, just before his command performance for the president at the White House Correspondents Association Dinner. In American on Purpose, Craig Ferguson talks a red, white, and blue streak about everything our Founding Fathers feared.


Ting min søn skal vide om verden - Fredrik Backman

Efter at have læst selvhjælpsbogen "Orden i Kaos", var jeg vist ikke klar til at læse noget fiktivt, så jeg kastede mig over denne bog.

Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med forfatteren i "Min mormor hilser og siger undskyld", som jeg både fandt voldsomt underholdende, men også meget irriterende på visse steder.
Jeg havde dog hørt virkelig meget godt om denne bog, som er en kærlighedserklæring til forfatterens søn.
Og en forklaring på mange af de mærkelige ting knægten måtte opleve i sin barndom.

Jeg kan især godt lide undskyldningen for at forfatterens (og dermed min) generation er nogle skvatnavler og vores forældres generation meget mere handlekraftige og effektive. Så effektive at de er "lige som schweizerknive med skægvækst". ;-)

Jeg smilede under det meste af lytningen af denne bog, og grinede endda højt, hvilket er ret sjældent, så den her kan anbefales til alle der vil have et lille uforpligtende humørløft, og især er den velvalgt, hvis du selv har børn. 

I hvert fald hvis du kan huske hvordan det var, da de var små, vil du hygge dig med kapitlet om lort. ;-)

Fem hjerter herfra.


Forlag: People's Press
Sider i trykt form: 175 sider
Hørt som dansk lydbog: 3 timer og 25 minutter - Oplæser: Torben Sekov

Omtale:
"Jeg vil godt sige undskyld. For alt det, jeg kommer til at gøre i de næste sådan cirka atten år. For alt det, jeg går glip af og alt det, jeg ikke forstår.” Ting, min søn skal vide om verden er en fars forsøg på at forberede sin søn på den verden, der venter. En bog med fabelagtig snak og rørende råd om hverdagens ulidelighed og livets højdepunkter. Om Ikea, mand(l)ighed, bilnøgler, fodbold, mødre, kvinder, kærester og plastikgiraffer. Og mest af alt om at forsøge at være en god far! Fredrik Backman tegner med stor komisk træfsikkerhed denne generations fædre og forældre. Med hudløs ærlighed og ubetinget kærlighed skriver Backman til sin søn, og det går direkte i hjertekulen, hvad enten du er far, barn, forælder eller bedsteforælder.

Orden i kaos - Kurt Strand & Michael Kongstad

Jeg er stresset for tiden. 
Det er kedeligt at høre om, jeg ved det godt. Det er også træls at høre den samme sang hele tiden, men den sang fylder gevaldigt i mit hoved, og har bragt mig ud af balance.
På det helt personlige plan har jeg en treenighed der skal gå op i en højere enhed; 
Der er mit brødjob, hvor jeg er Senior Financial Assistant i et større bogholderi. Et ret krævende job med masser af store projekter.
Så er jeg forfatter. Ikke en karriere jeg kan leve af, men som jeg ikke vil undvære, fordi det er hvad jeg ER.
Og så er jeg mor og kone. Og de vil sjovt nok også gerne have noget opmærksomhed. ;-)

Sidst de tre ting ikke gik op i en større enhed, brød jeg til sidst sammen og gik ned med stress. En oplevelse jeg ikke vil byde min værste fjende. At sidde på en parkeringsplads foran Fakta og stortude fordi man ikke kan huske hvor ens barn er, er IKKE en sjov oplevelse.

Nåhmen ... her i løbet af foråret har jeg kunnet mærke mine grænser skride, og efter at have tilbragt en måned i isolation (jeg arbejdede, og når jeg kunne komme til det, begravede jeg mig i fiktive verdener - desværre ikke mine egne), men det var bare ikke nok.
Og så fik jeg øje på at jeg havde denne i min læseliste på Storytel, og jeg tænkte at det måtte være sagen.

Og det var det.

Jeg er faktisk så overvældet at jeg på det nærmeste har missioneret for de teknikker jeg har lært af denne bog. Den bygger på PEP-principper (Personal Effeciency Programme) og handler om hvordan man skal organisere sig selv, når man får godt 30-40 emails om dagen, er involveret i ca. tilsvarende antal ongoing projekter plus at være supporter/sparringspartner/leder for 5 assistenter. Eller ... den var selvfølgelig ikke stilet til mig, men der var MANGE ting i den her bog jeg kunne bruge.
Siden jeg hørte den forrige weekend har jeg arbejdet efter bogens principper, og det har hjulpet. Gevaldigt.
Fra at have en mailboks med over 350 ulæste mails, hvor jeg jævnligt gik glip af vigtige informationer fordi jeg simpelthen ikke nåede at pløje mig igennem alle dem jeg fik og virkede uforberedt (især til min egen irritation), er jeg nu helt med.
Det er ret utroligt. :-)
Ja, jeg har stadig en million projekter, som ikke er færdige, men jeg ved præcis hvad status er på dem alle, og hvem jeg mangler at få svar fra. Min mailboks var - da jeg lukkede ned for i dag - fuldstændig tom, og jeg har reageret på alt hvad der er kommet i dag, plus jeg faktisk har nået temmelig meget.

Hvis jeg kan holde ved og bruge de samme principper i fremtiden, vil det her være en "life changing" bog, og dem er der altså ikke mange af!!

Det bliver for omstændeligt at komme ind på bogens principper, men den handler dybest set om at "Afslut eller beslut". Når en mail kommer ind, så enten besvar den med det samme, eller smid den over i Task-oversigten som opgave.
Jeg tror det virker fordi jeg mentalt har registreret at der så kommer en ny opgave, men den fylder ikke i mit hoved, da jeg ved at den er lagt over, og jeg derfor ikke glemmer den igen.
Der er selvfølgelig også andre ting, men bare den ene har betydet alverden.

På det mere spændende plan har jeg så også fundet ud af at jeg "bare" skal strukturere min aften. Den seneste uge har jeg godt nok arbejdet indtil datteren skulle i seng, men fremtidigt vil jeg måske kunne arbejde på private ting. Når tøsen så er kommet i seng, sætter jeg mig ved køkkenbordet med en skrivebog. 
Der er ingen internet i en skrivebog, ingen Netflix, Youtube eller Facebook, der kan lede mig på afveje. Kun mine ord.
Og jeg har faktisk skrevet MEGET, når man tænker på hvor lidt jeg ellers har skrevet. Inden længe skal jeg på skriveweekend med de andre Tellerupforfattere, og der håber jeg at kunne få skrevet det ind i min bog.

For fanden ... jeg håber så inderligt at det her kan blive min redning. Kryds fingre for mig!

Seks hjerter herfra! 

Forlag: Lindhardt & Ringhoff
Sider i trykt form: 240
Hørt som dansk lydbog: 6 timer og 59 minutter - Oplæser: Esben Hansen

Omtale:
Mailboksen sander til, skrivebordsdyngerne vokser, telefonen ringer ubønhørligt, møder trækker ud, og støj fra sniksnakkende kolleger irriterer. En typisk arbejdsdag er præget af mangel på overblik, for meget arbejde og utilfredshed med det færdige resultat. Alt for ofte hører vi om kolleger, venner eller bekendte, som netop af disse årsager er gået ned med stress. Denne bog har fokus på enkle værktøjer, enhver videnarbejder kan bruge for at rydde op, skabe orden i kaos og gøre sin arbejdsdag mere overskuelig og effektiv. Effektivitet handler ikke om at arbejde hårdere, men om få skiftet dårlige vaner ud med gode og om at arbejde mere koncentreret og fokuseret. Målet er at nå dagens opgaver inden for arbejdstiden uden stress og jag. Overblik, planlægning og struktur er de væsentligste ingredienser, når der skal skabes orden i kaos. Kurt Strand og Michael Kongsted gennemgår trin for trin en række enkle værktøjer, som alle kan have nytte af. Og ni videnarbejdere fra forskellige brancher fortæller om deres praktiske erfaringer med værktøjerne og de positive effekter, de har haft på deres arbejdsliv.




søndag den 30. april 2017

Hvis jeg overlever natten - Fortællinger fra Mørket

HVIS JEG OVERLEVER NATTEN er en samling af noveller, samlet i en antologi og udgivet af forlaget Enter Darkness.
Som det kan ses på bagsideteksten, er dette den første i en række novellesamlinger, hvilket jeg synes er ret godt, for horror fungerer rigtigt godt i novelleform.
Måske er det endda den bedste form for genren.

Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen. 
Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende. 
Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter.

Så går vi videre til Savanna Linds "Hvis jeg overlever natten", som også har givet navn til antologien. En lidt abstrakt novelle, om en pige hvis kæreste forlader hende, som jeg nok ikke blev så voldsomt fanget af.

Derefter Lars Ahns "Hvor hesten ligger begravet", om fortidens synder der vender tilbage. Uhyggen sniger sig langsomt ind og ender i et tvist, som jeg godt nok havde set komme, men som stadig havde en god effekt.

Susanne Thrane har skrevet en skræmmende novelle ("Der er ingen bånd der binder mig") om skyggesider og sindssyge, og som kom på anden pladsen for mit vedkommende.

Kasper Grandetofts "Fobi" var den af novellerne, som jeg allerbedst kunne lide. Brrrr .... det kribler op ad rygraden bare ved tanken. Alle små hår rejste sig ved læsningen af denne.

Morten Carlsens "Babusjkaernes herre" var interessant og spændende, men fangede mig ikke helt så meget, måske pga. dens fortælleform, men ideen var rigtig god.

Og endeligt var der Flemming Johansens "Den tavse zone", som desværre slet ikke gjorde noget for mig. Jeg bryder mig meget lidt om science fiction og kan derfor ikke rigtigt blive rørt af det. Måske fordi jeg bare ikke kan forholde mig til rummet på den måde. 

Alt i alt synes jeg at det her er en velredigeret og spændende antologi med gode kvalitetsnoveller, og jeg håber virkelig at forlaget får mulighed for at udgive flere i serien.

Tak til forlaget Enter Darkness for anmeldereksemplar.



Forlag: Enter Darkness
Sider: 230
Trykt anmeldereksemplar

Bagside:
En afrikansk dæmon, en helhest, Satans yngel, syge sind med skæbnesvangre følger, udenjordisk liv og en lind strøm af edderkopper er hvad de syv noveller i HVIS JEG OVERLEVER NATTEN udsætter sine læsere for.

HVIS JEG OVERLEVER NATTEN er første bind i serien FORTÆLLINGER FRA MØRKET hvor du stifter bekendtskab med en god blanding af nyere såvel som mere erfarne forfattere, primært i genrer der relaterer sig til horror og science fiction.

Disse forfattere har bidraget til antologien:
Lars Ahn (altid leveringsdygtig i noveller inden for horror og science fiction), Morten Carlsen, Kasper Grandetoft, Flemming Johansen (deltager med sin første novelle til voksne), Savanna Lind (debutant), A. Silvestri (bl.a. kendt for murstensromanen PANDEMONIUM) og Susanne Thrane.





lørdag den 29. april 2017

101 amazing Harry Potter facts & 101 more amazing Harry Potter facts - Jack Goldstein

For helt at afslutte universet, faldt jeg lige over to yderligere Harry Potter bøger på Storytel.

To facts-bøger om Harry Potter universet samt en masse fun facts omkring skuespillere, film, bøger og universet.

Bøger som jeg nok godt kunne have levet foruden, men som alligevel var meget hyggelige at læse, selv om de var ganske korte.

Og her burde jeg måske nok skrive nogle af disse fun facts, men det eneste jeg faktisk kan huske var at Daniel Radcliffes stuntdouble kom ud for så voldsomt et uheld i den sidste bog, så han sidder i rullestol i dag, og det er der ikke meget "fun" ved.



101 Amazing Harry Potter Facts
Forlag: Andrews UK
Sider i trykt form: 25
Hørt som engelsk lydbog: 17 minutter - Oplæst af Jack Goldstein



101 More Amazing Harry Potter Facts
Forlag: Andrews UK
Sider i trykt form: 30
Hørt som engelsk lydbog: 37 minutter - Oplæst af Jack Goldstein


Harry Potter #3, #4, #5, #6 og #7 - J. K. Rowling

Denne måned har i den grad stået i Harry Potters tegn.

Min balance er tippet og stresset fra mit brødjob har gjort at jeg intet har fået skrevet. Overhovedet! (Suk)
Så jeg har forsøgt at få hjernen på rette køl igen ved at lytte til lydbøger og male i malebøger.

Men Harry Potter er ikke det værste tidsfordriv jeg har lavet i tidens løb, vil jeg sige. ;-)

I stedet for at tage bøgerne enkeltvis vil jeg i dette blogindlæg fortælle om at jeg har fået læst:

- Harry Potter and the Prisoner of Azkaban #3
- Harry Potter and the Goblet of Fire #4
- Harry Potter and the Order of the Phoenix #5
- Harry Potter and the Halfblood Prince #6
- Harry Potter and the Deathly Hallows #7

Og det er altså bare historier der holder. Der er ikke mange plotfejl (den eneste store der virkelig irriterede mig var at Harry ikke kunne se thestralerne allerede fra starten af (han havde jo set i hvert fald sin mor dø), men især i slutningen af bog nr. 4, hvor han havde overværet Cedrics død. Her nævnes endda specifikt at han blev kørt i de førerløse hestevogne, og her burde han have set dem.
Der er sikkert andre plothuller, men ikke nogen der lige faldt mig i øjnene.

Jeg gider slet ikke snakke om hvor fantastiske bøgerne er, og hvilket uendeligt smukt univers JK Rowling har skabt med disse bøger. Ej heller om hvor mange ligheder der er med historiske begivenheder, såsom visse troldmænds antipati mod mudderblods-troldmænd/hekse (folk født af ikke magikere) og racehygiejnen i Tyskland i 30'erne. Dette er bare et af mange eksempler.

Men det der fascinerer mig vel allermest er kompleksiteten af universet og det faktum at hun skrev bøgerne løbende i takt med at læserne gik fra tusinder til millioner, der bare sad og ventede på næste bog.
Det massive pres der må have ligget på hende er ufatteligt. Og at hun husker at binde bøgerne sammen i hver slutning er ganske enkelt fabelagtigt.

Lige som sidst får alle bøgerne 6 hjerter. :-)


Forlag: Pottermore

#3 - 480 sider - 12 timer og 2 minutter - Oplæst af Stephen Fry
#4 - 640 sider - 20 timer og 54 minutter - Oplæst af Stephen Fry
#5 - 816 sider - 29 timer og 1 minut - Oplæst af Stephen Fry
#6 - 560 sider - 20 timer og 30 minutter - Oplæst af Stephen Fry
#7 - 640 sider - 23 timer og 58 minutter - Oplæst af Stephen Fry



lørdag den 15. april 2017

Harry Potter and the Chamber of Secrets 2# - J. K. Rowling

Når man forsøger at gemme sig væk fra virkeligheden, hvad er så bedre end at fordybe sig i Harry Potters forunderlige univers?

Jeg har været meget stresset på mit brødjob på det seneste, og har virkelig haft brug for at slå hjernen fra. Og jeg har fundet ud af at den bedste måde jeg kan gøre det på, er at sætte et par earplugs i og sidde og male i Joanna Basfords fantastiske malebøger.
Når lydbogen går direkte ind i øregangen på den måde, blokerer det for at min hjerne tænker tanker, og det har jeg virkelig haft brug for.

Og som sagt ... Harry Potter er ikke et dårligt valg, når man skal flygte fra virkeligheden. :-)

Gider jeg overhovedet at fortælle hvad bog nr. 2 handler om? Om at døren til "Hemmelighedernes Kammer" er blevet åbnet igen, og at elever findes forstenede rundt omkring i gangene?
Naah, det tror jeg ikke. For selvfølgelig klarer Harry, Ron og Hermione ærterne og redder dagen.

Sjovt, var det i hvilke som helst andre historier, hvor heltene altid fik hjælp i sidste øjeblik og altid klarede sagerne, ville man brokke sig over den mængde af tilfældigheder der får det hele til at gå op i en højere enhed.

Men det gør ikke noget, når det er JK Rowling. Hun kan jo på det nærmeste gå på vandet. :-)

Hvorfor er det så at vi (størstedelen af alle boglæsere) elsker historierne om Harry Potter så højt? Jeg mener ... der er jo nogle forfattergreb i bøgerne (tilsvarende findes i Tolkiens bøger, og der irriterede de mig virkelig), hvori Rowling siger, "senere da Harry ..." og dermed egentlig punkterer al spænding. Men det tilgiver vi hende.
Er det personerne? Altså Harry opfører sig virkelig tåbeligt af og til. Hermione kan virkelig være irriterende, og Ron er altså et fjog af og til.
Men stadig ... vi elsker dem alle tre, og de er så godt et team, at man igen ... bare tilgiver Rowling for hvad der måtte være af fejl.

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad der er så fantastisk ved disse bøger, men det er der. Det er så dragende at man bare ønsker at dykke ned i universet, man ville endda bo der, hvis det var muligt, og det er derfor Rowling ramte en guldåre med sine bøger.
De er bare ... elskelige!

Så jo, jeg synes stadig de er fantastiske!


Forlag: Pottermore
Antal sider i trykt form: 384
Hørt som engelsk lydbog - 9 timer og 42 min - Oplæser: Stephen Fry

Omtale:
'There is a plot, Harry Potter. A plot to make most terrible things happen at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry this year.' Harry Potter's summer has included the worst birthday ever, doomy warnings from a house-elf called Dobby, and rescue from the Dursleys by his friend Ron Weasley in a magical flying car! Back at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry for his second year, Harry hears strange whispers echo through empty corridors - and then the attacks start. Students are found as though turned to stone ... Dobby's sinister predictions seem to be coming true.

søndag den 9. april 2017

Harry Potter and the Philosopher's Stone #1 - J. K. Rowling

Er det ude af proportioner at sammenligne Harry Potter og 9/11?

Jeg kan huske hvor jeg var 9/11, og jeg kan faktisk også huske hvor jeg var, da jeg hørte om Harry Potter første gang. Sært, ikke? :-)
Er de to ting sammenlignelige?

Harry Potter var jo også en skelsættende begivenhed på sin vis. Man har måske glemt det nu, men på det tidspunkt var fantasy forbeholdt "nørder", og "almindelige" læsere ville hellere dø end at indrømme at de nød en fantasy i ny og næ. I øvrigt var der heller ikke så meget af det.

Jeg kan huske at jeg var på besøg hos min mor, og over en kop te sad vi og talte om bøger. Hun nævnte en bog, som hun havde fået anbefalet af min moster, om en elleve årig dreng der var magiker og boede under trappen i et kosteskab indtil han blev indkaldt til en magisk skole og lærte at trylle.
Hun købte bogen og da hun havde læst den og stadig ævlede om den, lånte jeg den og læste den.

Og så var jeg solgt.

Pudsigt nok har jeg set filmene mange (!!) gange, men aldrig genlæst bøgerne, men da de nu er dukket op som lydbøger både på dansk og engelsk, blev jeg simpelthen nødt til at gå i gang med dem.
Jeg har valgt den engelske version (indtalt af Stephen Fry), for at høre den på originalsproget, og den er absolut mageløs.

Det irriterer mig lidt at han siger MalfOy i stedet for MAlfoy, og at Voldemorts stemme er lige pibende nok, men bortset fra det er han en fremragende indlæser.

Og jeg elsker stadig historien. Det giver ikke mening at genfortælle det her, for alle kender jo historien (og hvis I ikke gør, så bør I virkelig læse den!). 
Det er en af de bøger, hvor man virkelig ønsker at være med inde i den. Man har den allerstørste lyst til at hoppe ind i den og bare være der.

Denne første del i serien er ofte blevet beskyldt for at være barnlig, og ja, der er nogle litterære greb, som man som oftest ser i børnebøger, men gør det noget? Drengen er 11 år, og det smukke ved denne serie er at både Harry, forfatteren og læseren vokser sammen.

Jeg havde egentlig bare tænkt mig at læse første del her for at sætte er mærke i min Reading Challenge (genlæs en bog, der fik dig til at smile), men øhh ... i skrivende stund er jeg nået til nr. 3 og jeg er ikke sikker på at jeg kan stoppe før jeg er helt færdig. :-)

Harry Potter holder stadig, og vil gøre det længe endnu.


Forlag: Pottermore
Sider: 384
Hørt som engelsk lydbog - 8 timer og 25 minutter - Oplæser: Stephen Fry

Omtale:
'Turning the envelope over, his hand trembling, Harry saw a purple wax seal bearing a coat of arms; a lion, an eagle, a badger and a snake surrounding a large letter 'H'.' Harry Potter has never even heard of Hogwarts when the letters start dropping on the doormat at number four, Privet Drive. Addressed in green ink on yellowish parchment with a purple seal, they are swiftly confiscated by his grisly aunt and uncle. Then, on Harry's eleventh birthday, a great beetle-eyed giant of a man called Rubeus Hagrid bursts in with some astonishing news: Harry Potter is a wizard, and he has a place at Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry. An incredible adventure is about to begin!