Jeg har været færdig med denne bog et stykke tid nu, men har ikke kunnet tage mig sammen til at lave denne - min andensidste - anmeldelse.
Lurian Krüger vokser op som enebarn i en meget dysfunktionel fødsel. Vi møder ham allerede i fødselstidspunktet og kan fornemme at det her ikke kommer til at gå ret godt. Hverken far eller mor formår at tage sig af drengen, der vokser op i et minefelt af depressioner og psykoser.
Vi følger Lurian op gennem teenageårene, hvor hans sociale afstumpethed begynder at vise sig, for Lurian er et skadet barn. Og et skadet menneske. Selv da han ender hos en venlig og velmenende plejefamilie, går det galt for ham.
Da han fylder atten og endelig kommer ud af socialforvaltningens søgelys og føler friheden, begynder den deroute som måtte komme. Hans lejlighedsvise tidligere drab bliver voldsommere og oftere, og der er kun én vej for Lurian Krüger. Han kan simpelthen ikke lade være. Driften og lysten til at slå ihjel er alt for voldsom.
Jeg har det svært med denne bog
På den ene side er det en god bog; det psykologiske er fint skildret og hele derouten er forståelig og troværdig. Sproget i sig selv er også fint varieret og hele bogen har et godt tempo og flow.
Men personerne ... Hvis jeg skal læse en bog på 400+ sider, skal jeg have nogen at holde af, og jeg kunne ikke holde af Lurian Krüger.
På et tidligt tidspunkt havde jeg medlidenhed med drengen. Mit hjerte blødte for det lille barn, der voksede op på den måde med en far der spærrede sig inde i sit eget værelse og moderen for depressiv til at ænse noget som helst om sig.
Men min medlidenhed holdt kun mens Lurian var et barn. Efterhånden som han voksede op og blev mere og mere afstumpet, forsvandt også den smule følelse jeg havde for ham.
Senere i bogen fik vi en anden synsvinkel at følge. Nemlig politimanden Johnny, der er sat på sagen af et af de mange mord Lurian efterhånden har begået, men heller ikke han er sympatisk. På visse måder er han såmænd lige så følelsesmæssigt handicappet som Lurian, men det er næsten værre, for Johnny formodes at være "en af de gode".
Og derfor føltes antipatien ekstra stærkt, fordi han netop forventedes at være sympatisk, og så langt fra var det.
Det er afsindigt svært at skrive om en seriemorder og gøre ham sympatisk. Derfor er det også en meget modig bog at skrive, hvilket jeg gerne vil rose forfatteren for, men jeg har svært ved at holde af bogen fordi der var ikke et eneste menneske i den, jeg følte sympati for.
Derfor ender min personlige vurdering på 3 hjerter, og det alene fordi forfatteren KAN skrive, men ikke højere, fordi jeg dybest set ikke kunne lide bogen rent indholdsmæssigt.
Tak til forfatteren og forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.
Forlag: Mellemgaard
Sider: 422
Trykt anmeldereksemplar.
Bagsidetekst:
I fortællingen om Lurian Krüger følger vi en en ægte seriemorders gøren og laden fra hans følelseskolde, vanrøgtede opvækst i midten af 70'erne og videre ad hans livsbane mod en afgrund af blod og tårer og et morderisk behov, som bliver sværere og sværere at tæmme, jo længere ud over mørkets rand han bevæger sig.
I takt med dat et voksende antal lig dukker op rundt omkring i landet, intensiveres politijagten på morderen, som på trods af den voksende mængde bevismateriale forbliver usynlig over for efterforskningsholdet.
Lurian er Andrias Andreasens mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlade én med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.
Romanen benytter sig af elementer fra både den hårdkogte amerikanske og mere psykologiske skandinaviske genre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar