Undergang - Antologi

Slutningen.

En dag går jorden under. Historien slutter. Tæppefald. Men hvordan? Går vi under sammen med den, eller går den under sammen med os? Hvordan klarer de få overlevere sig i en ny verden, hvor menneskeheden er at afsluttet kapitel?

Her er der ikke nogen, der i sidste øjeblik redder dagen. Her rammer kometen, mens ingen kan standse pandemien, et sted hvor solstorme raser, og atommissiler hviner over himlen.

"Undergang" indeholder 15 noveller om apokalypsen, skrevet af både debutanter og erfarne forfattere, foruden en afsluttende tekst om dommedagskulturhistorie.

YYYYYY

Forlaget Valeta udskrev i 2013 en novellekonkurrence sammen med bloggen Apokalyptisk. Blandt andet foranlediget af al den snak om dommedag, der havde været i forbindelse med mayaernes kalender, der jo som bekendt varslede verdens undergang den 21. december 2012.
Heldigvis havde man tolket mayaernes kalender forkert (tænker der sad en maya og hakkede i en stentavle, der lænede sig tilbage, tørrede sveden af panden og tænkte; "Nej, fuck det! Jeg laver det færdigt en anden dag"), og jorden består da så også heldigvis endnu.

Men hvor længe? Jeg var selv ung teenager i firserne, hvor vi meget letpåvirkelige unge kunne tale om den famøse røde knap, der kunne udløse en atomkrig mellem øst og vest. Jeg var virkelig bange, da Tjernobyl sprang i luften og vi fulgte dagligt vejrudsigterne for at følge vinden, der bragte den atomare sky med sig.
Siden fylder den globale opvarmning, større bevidsthed om kometernes kollisionskurs med jorden og bare lige nu ... Ebola-epidemien i Afrika også en del i vores tanker. Eller ... det bør det gøre, for vi skal huske at leve mens vi gør det. (Føler mig fristet til at synge noget Nick&Jay, men vil undlade det! ;-))

Her i "Undergang" har man udvalgt de 15 bedste ud af i alt 70 noveller, der blev indsendt til konkurrencen, og det er alle noveller af meget god kvalitet. Teknisk set. Forfatterne er alle meget stilsikre og velformulerede og bogen er godt gennemredigeret.
Jeg må dog blankt erkende at nogle af novellerne gik hen over hovedet på mig. Jeg syntes ikke at de helt gav mening, og virkede ikke realistiske på mig (paradoksalt nok, emnet taget i betragtning).
Flere af dem foregik også postapokalyptisk, hvor jeg måske havde forventet flere apokalyptiske, altså at de foregik mens himlen faldt ned. Nogle af novellernes personer opførte sig også på en måde, der fik mig til at tænke meget over menneskehedens måde at agere på. Ville menneskeheden forme sig således, hvis det virkelig skete?
Måske er det bare min egen indstilling/forventning til hvad der kunne ske, der kolliderer med de andre forfatteres. Det kan sagtens være.

Der er dog to noveller som jeg virkelig godt kunne lide, og som jeg gerne vil fremhæve.

Den ene er "La Gioconda ved Tidernes Ende" af Mikkel H Carlsen, som også er konkurrencens vinder. Hele novellen er gennemsyret af det vanvid og den angst man formentlig ville føle, hvis jorden gik under. Den "smagte" af dommedag, og jeg levede mig helt ind i den, så det var helt klart en værdig vinder.

Den anden er "Kromosom Y" af Maria Kjær-Madsen. Jeg er ikke tosset med novellens kvindelige hovedperson, som er noget skvattet i mine øjne, men lad nu det ligge. :-) Derimod er jeg vild med grundideen for apokalypsen ... og her kan jeg så ikke skrive mere, hvis jeg ikke skal afsløre plottet i novellen.

Så alt i alt er "Undergang" en samling af velskrevne noveller, der på meget forskellig vis giver et bud på hvordan en postapokalyptisk verden kunne se ud, dog uden at være i stand til at fange mig i en grad, som jeg havde håbet på.

Tak til forlaget Valeta for anmeldereksemplar.


Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-715700-0-7
Sider: 337
Anmeldereksemplar

Jomfruens datter - Lise Bidstrup

Det kan være hårdt at vokse op uden begge forældre. Eller man kan lære at leve med det.
Alma-Virgen nægter at leve i uvished. Hun insisterer på at kende sit ophav.

Mennesket har jo en fri vilje.

Og så kan man vel også vælge en far?

YYYYYY

Det her er en barsk roman. Så barsk at jeg undervejs overvejede om jeg ikke havde udfordret mit nok så velkendte blødsødne moderhjerte lige rigeligt, men jeg er glad for at have læst den til ende, for selv om bogen er grusom på mange måder, er det også en meget, meget smuk beretning.

Vi følger flere forskellige mennesker, også mennesker, som umiddelbart ikke virkede relevante for fremdriften af historien, men som viste sig at være det alligevel.
De vigtigste personer er:

Laura, der vokser op i København hos en alkoholiseret og ondsindet far og en mor, der lader sig mishandle og misbruge for øjnene af barnet. Dermed får Laura et forkrampet og anstrengt forhold til mennesker generelt og mænd i særdeleshed, så hun distancerer sig fra alle og begraver sig i bøgernes verden.

"Det eneste sted, hun følte sig fri, var i bøgernes verden. Der, hvor tanker var noget, der blev fortalt, og hvor folks handlinger blev forklaret med ord."

Sameer, der som ganske ung må forlade sin familie i Yemen, da han bliver forelsket i en bortlovet ung pige og dermed kaster skam over familien. Han slutter sig til nogle handelsrejsende, der dog finder ud af at Sameer kan bruges i en modbydelig branche og han henslæber sine dage i slavehandlerbranchen med at bekæmpe sin samvittighed.

"Arbejdet var grunden til, at han drak jævnt hver dag, og arbejdet var grunden til, at han ikke drak mere. Et besynderligt paradoks, men et paradoks, der sørgede for at holde ham i live og gøre hans hverdag nogenlunde tålelig. Han var for længst holdt op med at håbe på lykke, han forventede bare, at dagene gik."

Og så er der Wanjohi, der som otteårig bliver manden i familien, da hans far pludselig dør. Sønderknust går han ud for at lave en dukke, som hans far skal have med i graven, men bliver her samlet op af menneskehandlere, og bliver solgt som slave til en khatplantage.

"Det var anden gang i Wanjohis korte liv, at han forlod sin hjemegn, og Sameer gjorde sig ingen forestillinger om, at han kunne gætte, hvilke tanker, der rumlede i barnets hoved.
- Hvor er din dukke? spurgte han, efter at de havde kørt et stykke tid.
- Sammen med min far, lød svaret, og noget inden i Sameer gik i stykker."

(Jeg må indrømme at sidstnævnte citat her, bragte noget væde frem i øjenkrogene)

Alle disse grusomme skæbner bliver i sidste ende flettet smukt sammen i Alma-Virgens søgen efter sin egen far, for selv om hendes mor har kaldt hende Virgen (jomfru på spansk), må der nødvendigvis være en far et eller andet sted, så det sætter hun sig for at finde ud af.

Som sagt er det her en utrolig barsk roman. Jeg blev rørt af disse børns skæbner og ærligt talt var jeg ved at smide bogen fra mig på et tidspunkt, for - som jeg har nævnt før - mit moderhjerte kan altså bare ikke bære den slags. Men jeg blev alligevel grebet af fortællingen, der på trods af de mange forvirrende synsvinkelskift, flettes smukt sammen i sidste ende.
Bogen viser sig at være langt mere end bare en ubarmhjertig fortælling om visse børns skæbne, men handler dybest set om kærlighed og at den kan findes hvor man mindst venter det. Også selv om man for længst havde opgivet håbet.

Tak til forlaget Valeta for anmeldereksemplar.

Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-028-1
Sider: 220
Anmeldereksemplar

So sorry ...

Jeg er ved at lave om på min bogblog, og i den forbindelse er jeg ved at indsætte forsidebilleder på de gamle bøger jeg har læst. Fordi ... nårhja, det skal jo være lidt mere lækkert at se på, ikke?

Og nu ser jeg så nogle af de gamle "anmeldelser", og det øhh ... ja, er jo ikke anmeldelser, men bare en hurtig konstatering af om jeg synes at det er skidt eller kanel.

Et øjeblik overvejede jeg om jeg skulle slette dem, men nu har jeg besluttet mig at lade dem stå. Alene for at minde mig om at jeg skal gøre mig umage, når jeg læser en bog og vil skrive om læseoplevelsen af den.

Ligrøverne - Robert Louis Stevenson

Den velansete London-læge Dr. Macfarlane ankommer til en kro i Debenham for at tilse en gæst. På kroen sidder som altid fire drikkebrødre, en af de fire, Fettes, bliver ved synet af doktoren både ædru og ligbleg. De deler en grufuld hemmelighed fra deres ungdomstid som lægeassistenter ved det anatomiske institut ved universitetet i Edinburgh. Et institut, der altid manglede emner at dissekere ...

"Ligrøverne" (The Body Snatcher) blev første gang offentliggjort i avisen The Pall Mall i 1884, som gjorde reklame for den med plakater så gruopvækkende, at politiet forbød dem. Historien foreligger nu for første gang i uforkortet udgave på dansk og i Peter Mouritzens oversættelse.
Det er en dunkel fortælling fra horrorgenrens begyndelse.

YYYYYY

Det er lidt pudsigt, da jeg selv skrev "Freaks" og i starten koncentrerede mig om ligrøver-delen, stødte jeg også på historierne om Hare & Burke, som var notoriske resurrectionist (genopstandelsesmænd, altså en pæn omskrivning af ligrøvere), og deres virke i Edinburgh og omegn i starten af 1800-tallet.
Men jeg fandt faktisk aldrig ud af at denne novelle fra Robert Louis Stevenson fandtes. Ikke at jeg som sådan kunne bruge det som kildemateriale, men det er litteratur skrevet i samme århundrede som den min historie foregår i, så hele stemningen kunne jeg godt havde ladet mig inspirere af.
Heldigvis fandt jeg så ikke noget i denne her, som konflikter med "Freaks", så ... pyha. :-)

Novellen har Fettes, en afdanket tidligere lægestuderende (vi får aldrig at vide om han egentlig bestod lægeeksamen) som hovedperson. Da Dr. Macfarlane dukker op i kroen, reagerer Fettes voldsomt og deres fælles ungdomshemmelighed bliver snart afsløret.
En hemmelig der består i deres handlinger i forbindelse med at skaffe dissektionsobjekter til universitet, de moralske kvaler ved ligrøveri og mistanken, da ligene af og til ser lige vel friske ud.
Historien kulminerer med at de i fællesskab drager ud til en nylig begravet bondekone, men turen ender slet ikke som de havde regnet med.

Der er altså noget ved det engelske 1800 tal, der bare er tiltalende selv om jeg personligt ville have betakket mig for at have levet på den tid. Om det skyldes for mange romantiserede film og bøger, ved jeg ikke, men jeg kan godt forestille mig at jeg en anden gang får henlagt en historie til den tid.

Forlag: Jensen & Dalgaard
ISBN: 978-87-7151-004-1
Sider: 61
Biblioteksbog

Den sidste gentleman - Ruben Greis

MARKUS har siden sin tvilling Mikaels død isoleret sig med internettet og samboen Arif som eneste selskab.

ARIF sender sin modstræbende ven på en date med pigen Liv i håb om at få ham tilbage på banen.

LIV har dog skeletter i skabet, og snart jages hun og Markus gennem København af ubehagelige typer.

Det udvikler sig til en blodig weekend med grumme konsekvenser for dem alle tre ...

YYYYYY


Det er egentlig lidt af et tilfælde at "Den Sidste Gentleman" falder ned i mit skød. Forfatteren Ruben Greis kender jeg kun perifært gennem forskellige litterære arrangementer, hvor han altid har virket som en sympatisk og underholdende fyr. Indtil for nylig troede jeg at han "bare" var dedikeret læser, men så det gik op for mig at han også havde udgivet en bog.

Da vi så for kort tid siden enedes om at bytte bøger, lovede jeg ham faktisk også en anmeldelse af "Den Sidste Gentleman" her på bloggen, uden egentlig at vide hvad type roman det var.

Lige så snart jeg havde foreslået det, fortrød jeg det, for ... tænk nu hvis det var det argeste lort og jeg hadede hvert et ord af den? Hvor diplomatisk skulle jeg være? Især fordi jeg først efterfølgende fandt ud af at det var en egenudgivelse, og det kan desværre være noget af en pose blandede bolsjer. Der kan være guldkorn imellem, men meget af det er sandelig også noget hø.


Derfor var det også med lidt bævende hjerte at jeg åbnede bogen, læste de første sider og ... ja, så har jeg faktisk læst i den i hvert et ledigt minut indtil jeg blev færdig med den her for et øjeblik siden. Den er jo god! (beklager det overraskede tonefald. :-))

Den starter med at vi møder Markus, den efterladte tvilling, der stadig sørger over sin brors død to år forinden. Vi føler med ham, for hvem af os kan overhovedet forestille sig hvordan det måtte være at miste en tvillingebror? Han vil allerhelst isolere sig selv i sin egen lille cyberverden, hvor han når som helst kan trække stikket, hvis menneskerne i den anden ende kommer for tæt på.
Arif - hans sambo - synes dog at det er gået for vidt, og arrangerer en date, for at få Markus ud og i gang med livet igen. Markus bliver selvklart rasende over denne invasion, men tager alligevel ud på daten, alene for at fortælle pigen, at den er aflyst.

Og så! sker der ellers ting og sager. Liv har nogle lig i bagagen, og pludselig bliver Markus hvirvlet ind i en hel række dramatiske begivenheder, som ikke bare vender voldsomt op og ned på hans liv, men også tvinger ham til at konfrontere sin egen sorg over Mikael.

Det er en hurtig, let læst bog, men man skal ikke lade sig narre af det relativt sparsomme sideantal. Den rummer meget mere end forventet, og sproget er både medrivende og godt varieret.

Og ... beklager min fordom ... jeg kiggede efter korrekturfejl, men enten var der ikke en eneste, eller også glemte jeg den, da jeg først blev grebet af handlingen. Det kan vist meget vel være det sidste. ;-)

Jeg håber virkelig vi ser mere fra hans hånd i fremtiden.

Forlag: BOD
ISBN: 978-87-7691-731-9
Sider: 169
Signeret anmeldereksemplar

Horn - Joe Hill

Ignatius Martin Perrish vågner en morgen med gevaldige tømmermænd og opdager at han har fået horn i panden. Han tror først det bare er indbildning - et udtryk for det helvede han har befundet sig i, siden hans kæreste blev brutalt myrdet for et år siden.

Ig selv har været den eneste mistænkte, og alle tror han kun er sluppet for tiltale fordi hans rige forældre holdt hånden over ham. Alle, selv Gud, synes at have vendt ham ryggen.
For hornene er virkelige nok. Folk omkring ham får en sær trang til at betro ham deres mest forbudte tanker, og Igs nye, makabre talent viser sig hurtigt brugbart i jagten på morderen, der ødelagde hans liv.

Troen på det gode i mennesket har kun bragt sorg og udstødelse, så nu skal ret være ret og Djævlen have, hvad der tilkommer ham.
YYYYYY

Jeg er ret vild med måden Joe Hill skriver på. Han er enkel i sin udtryksform, men alligevel fylder hans beskrivelser enormt meget.

Igs kæreste blev offer for en brutal sexforbrydelse, og da alle tror det er ham, lever han som udstødt i sin egen lille verden af alkohol. Han har taget afstand fra alle, bortset fra Glenna, hvis lejlighed han bor i, men han ænser hende ikke rigtigt.
Da han den morgen vågner med afsindige tømmermænd og horn i panden, aner han ikke hvad han har lavet aftenen forinden, og i det hele taget aner vi langt hen ad vejen i bogen hvorvidt det vitterligt er ham, der har myrdet sin kæreste.

Da det først går op for ham at han ikke er ved at blive sindssyg og at hornene er virkelige nok, og lærer at udnytte sine medmenneskers trang til at fortælle deres grimmeste tanker, beslutter han sig for at skabe noget retfærdighed, for det, der skete dengang.

Det er lidt pudsigt. Bogen her er faktisk rigtig god, den går virkelig i dybden og man føler virkelig med Ig, da han sammen med sin mor og far lærer deres inderste tanker om ham selv at kende, men det er bestemt ikke en bog, der vil blive hængende i hukommelsen længe.
Præmissen vil nok, altså det at Ig vågner med horn, men selve handlingen virker lidt ligegyldig. Lidt som en god idé, som bliver lige vel abstrakt nok til sidst.

Men Joe Hill skal vi helt klart holde øje med fremover. Jeg tror kun han bliver bedre og bedre.

Forlag: People's Press
ISBN: 978-87-7108-011-7
Sider: 407
Eget eksemplar