Upopulær mening.
Jeg kan se på Goodreads at "alle" elsker denne bog, men jeg har altså enkelte problemer med den, som jeg lige vender tilbage til.
SKRØBELIGE SKØNHED handler om den lille rødhårede Fern, en bogorm, en drømmer og hvis vigtigste egenskab i livet var at tage sig af sin fætter med muskelsvind, Bailey.
Selv hendes forældre kunne finde på at sige (!) - når hun ikke hørte det, men alligevel gjorde det - at hun var et livstykke, men ikke særlig køn.
Og hun er forelsket i Ambrose, den lille bys helt, kaptajn og superstjerne på bryderholdet og dertil smuk som en Adonis.
Hun har været forelsket i Ambrose næsten hele sit liv, men han ser selvfølgelig aldrig til hendes side, for hun er jo bare grim og undselig.
Men Ambrose vælger at drage i krig i Irak og vender tilbage som en skadet og vansiret mand, og her Fern den eneste han tør åbne sig bare en lille smule for.
I mellemtiden er hun så vokset op fra den grimme ælling til at være en smuk svane, men på charmerende vis er hun slet ikke selv klar over det.
Altså ...
Jeg synes det er en virkelig sød historie, og jeg nød også at læse den. Jeg kan også godt lide moralen (selv om den er så tyk at man nærmest bliver kvalt i den), at det ikke er udseendet man skal gå efter, men indholdet. Og at man ikke skal tage noget for givet for det kan pludselig forsvinde.
Fern i sig selv er noget intetsigende og Ambrose næsten for god til at være sand. Men jeg elskede virkelig Bailey. Fætteren med muskelsvind i sin rullestol, hvis livsmod og humør virkelig var vidunderlig. Det var ham jeg allerhelst ville høre om, og også ham der gjorde at jeg fældede en tåre undervejs.
Det andet var bare næsten for forudsigeligt og tamt.
Hvor jeg så har virkelig problemer med bogen var at den for det første var teknisk ikke særlig godt udført. Der var flashbacks på flashbacks, hvilket er noget af det første man hører om på skrivekurser at man skal lade være med. Det forstyrrer helheden normalt, og det gjorde det også i denne bog.
Og så var der hele tendensen med at slå over i alvidende fortæller med jævne mellemrum.
Dertil kommer at det bibelske blev trukket ned over hovedet på læseren i en sådan grad at jeg nærmest følte mig til stede hos et vækkelsesmøde. Jeg ved godt at det var i Pennsylvania og i bibelbæltet, men det kunne godt have været tonet ned.
Jeg giver denne 3 hjerter, og det alene fordi jeg alligevel godt kunne lide sødmen.
Forlag: Lindhardt & Ringhoff
Sider i trykt form: 369
Hørt som dansk lydbog - 10 timer - Oplæser: Kristine Brendstrup
Omtale:
Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm. Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen. Kan Fern hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan hun omsider vinde hans hjerte? "Skrøbelig skønhed" er en romantisk young adults-roman om kærlighed og venskab, heltemod og nye begyndelser. Amy Harmon er en amerikansk forfatter, hvis bøger har ligget på bestsellerlisterne i New York Times, Wall Street Journal og USA Tody. Hun har skrevet historier, lige siden hun var helt lille, og i dag udkommer hendes bøger på 13 sprog over hele verden. "Skrøbelig skønhed" er hendes debut på dansk. "En uforglemmelig fortælling, der sætter sig i hjertet og ikke giver slip før længe efter sidste side er vendt." - Goodreads
Ingen kommentarer:
Send en kommentar