fredag den 23. oktober 2015

Skyggeliv - Wahreils Arv #1 - Kenneth Lund

Døden hersker i landet Surnam. 
Kun under Divanianskovens kroner holder elvere og druider stadig stand mod troldmanden Byzant og hans udøde legioner.

Den unge halvelver Talisin har fundet et spor der måske kan give verden en chance. Han må finde Wahreils tekster, der måske indeholder hemmeligheder, der kan fælde den mørke fyrste og samle en gruppe, der kan hjælpe ham til at nå sit mål.

Velkommen til en dyster fantasyverden, hvor du vil møde helte, der er mindst lige så brutale som deres fjender.
Helte der må kæmpe for ikke selv at blive opslugt af mørket.

Velkommen til Skyggeliv, første bind af tre i serien Wahreils Arv.



Da jeg fik denne bog i hånden, var det allerførste jeg tænkte på, at det var et vildt lækkert produkt jeg stod med her.
Hardcoveret er af meget god kvalitet og illustrationen på forsiden bliver fremhævet og der er effekter der virkelig giver liv til den luende ild, der er ved at fortære sværdet.

Nu var jeg så på Herlufholms Fantasybogmesse her sidste weekend, hvor jeg blev gjort opmærksom på at der faktisk findes en helt almindelig udgave af bogen, hvor omslaget bare er almindeligt illustreret og så deluxe udgaven, som jeg har haft mellem hænderne.

Indeni er der ydermere et farveillustreret kort over riget, hvilket bare øger til "lækkerhedsfornemmelsen".

Så når I nu fiser ud og køber den, så kig efter deluxe-udgaven, for den virkelig lækker!

Vi følger Talisin, den unge halvelver, der har været i lære hos den lærde Irnam, og som drager ud i verden for at befri verden for sin svøbe. Han tror han har nøglen til løsningen, og i ungdommeligt overmod drager han afsted for at gøre det han gøre.

Der går dog ikke lang tid før han ender i en fangekælder og her møder han de personer, som bliver hans følge på den kommende rejse.
Men det er ikke normale helte vi møder her. Det virker som om de alle har deres egen agenda, deres skjulte udgangspunkter og visse af dem er faktisk ikke spor bedre end de skurke, som de forsøge at bekæmpe.

Vores helte (ish, for de er virkelig ikke alle sympatiske) møder mange farer undervejs og det virker utænkeligt at de nogensinde bliver i stand til at bekæmpe den onde troldmand og hans håndlangere.
Især på de sidste kaotiske sider virker det som det er en uoverkommelig opgave.

Skyggeliv er første bind i en trilogi, og første del afsluttes temmelig uafsluttet.

Personligt ... årh, jeg har det lidt svært med bogen her. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad det er, for sproget er godt og det flyder fint derudaf. Det er ikke det.
Det er heller ikke fordi personerne er pappede, for det er de bestemt ikke. De er ikke sort/hvide, men meget facetterede.
Bogen er også fint redigeret, og det eneste ankepunkt jeg kan komme på er at satsen er lidt tæt, men det er nok et tyndt grundlag.

Men af en eller anden grund har jeg været enormt lang tid om at læse den, og den fangede mig aldrig rigtig. Jeg kom aldrig under huden på personerne og det er måske det, der er skyld i det. Eller ... måske er det også fordi jeg ikke læser ret meget af de traditionelle fantasy-bøger.
Jeg ved det ikke, og jeg er ærligt talt bange for at være lidt uretfærdig, for det kan godt være at nogen vil elske den, men den var ikke noget for mig.

Tak til Forlaget Calibat for anmeldereksemplar.

Forlaget Calibat
ISBN: 978-87-9328106-6
Sider: 328

Ingen kommentarer:

Send en kommentar