Erik Jernhånd - Kristoffer J. Andersen

Erik Jernhånd har undertitlen Et rablende riddereventyr, og det er lige nøjagtigt hvad denne ungdomsbog er.
Den er morsom, underholdende og parodierer genren med den ædle ridder og især hans selvforståelse.

Erik Jernhånd er den ældste søn i et kongedømme og har som sådan altid trænet til at være nobel, ridderlig og være i stand til at dræbe drager, trolde og hvilke andre fjender der måtte dukke op.
Han kan alle ridder Constantins bøger udenad, og ved alt hvad der er værd at vide om riddergerningen.
Noget overraskende for ham, er det hans yngre bror, den langt mere administrative John, der udpeges som arvtager til tronen.

Det fører til at Erik Jernhånd må drage ud i verden med de 117 kongeriger på jagt efter en nødstedt prinsesse, som han kan redde og dermed få det halve kongerige.

Undervejs samler han nogle hjælpere op, hvilket er meget genkendeligt for genren, men disse personer er både underholdende og varieret beskrevet.
Der er Alikazar, den halve skovtrold, som vist egentlig ikke har så meget troldeblod i årerne, som han gerne vil give indtryk af på grund af hans behårede undersætsige skikkelse.
Der er Maria, den trolddomskyndige kvinde, der viser sig at være både menneskelig og indtagende.
Og så er der min absolutte favorit; Don Marco el Torro Fernando de Flamingo, der konstant fortæller at han har dræbt 1000 fjender og lavet den elskov med 1000 kvinder. Et tal, der langsomt stiger efterhånden som bogen skrider frem. Ham kan man kun elske. :-)

Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre hvorvidt Erik Jernhånd får sig en prinsesse og et kongerige, men plottet er rigtig godt funderet med gode nutidige paralleler selv om den er tro mod sin genre og sit univers.
Historien er underholdende og morsomt beskrevet, så den kan klart anbefales.

Ravnekrog - Ben Gadd

Jeg har lovet mig selv at jeg ikke længere vil spilde min tid på bøger, der ikke fange mig. Hvis ikke de har fanget mig på de første 50 sider, må de væk.
Desværre er det jo gået op for mig at jeg ikke lever for evigt, og derfor er der altså bare ikke plads til dårlige eller ligegyldige bøger. :-)

Ravnekrog fangede mig slet ikke, selv om jeg vist endda gav den 75 sider.

Den handler om en ravn, der ved et tilfælde ankommer til Rocky Mountains. Han kan ikke huske hvor han kommer fra, men er "pludselig faldet ned fra himlen."
De andre ravne tager ham til sig og på den måde kan jo meget belejligt fortælle om ravnenes livssyn og forklare de hændelser de kommer ud for.

Det er ikke fordi ... bogen er faktisk velskrevet, og det er morsomt at læse det fra en ravns perspektiv. Beskrivelserne af både ravne og omgivelser er også rigtig godt skrevet, så det er ikke derfor, den ikke fanger.
Det er bare ... den er ikke interessant.

Så den må videre til Kirkens Korshær.

Brødrene Løvehjerte - Astrid Lindgren

Denne her bog fik jeg af en veninde for snart mange år tilbage. Hun blev på det nærmeste forarget, da jeg måtte tilstå at jeg aldrig havde læst Brødrene Løvehjerte, og det med god grund.

Jeg har selvfølgelig læst Astrid Lindgren før, og læser dem også nu for min datter, men netop Brødrene Løvehjerte vil jeg altså nok lige vente lidt med, for den egner sig bestemt ikke til en pige på fem år.

Jeg havde næppe læst de første kapitler, før jeg sad og tudede over de stakkels brødres skæbne. Den lille døende Karl, der ikke kunne deltage i noget som helst fordi han var syg, og den smukke Jonathan, som alle forguder. Smuk, venlig og hjælpsom.
Den store omsorgsfulde Jonathan trøster lille Karl, når han er bange for døden. Han fortæller om det vidunderlige Nangijala, som man kommer til når man dør. Et fredeligt land, hvor man kan fiske og ride som man har lyst.
Det er så første gang at tårerne står på spring. ;-)

Så sker det tragiske at der udbryder brand i deres ejendom og den modige Jonathan løber ind for at redde Karl, men omkommer i forsøget. Lille Karl ligger alene på slagbænken og hører moderens venner sukke over at det netop var Jonathan, der måtte dø.
Anden gang ..

Heldigvis dør lille Karl snart efter (og her ikke et ord om de tårer der så pressede sig på ved tanken om moderen, der nu havde mistet to børn), og han ankommer til Nangijala, som er præcist så vidunderligt som Jonathan har fortalt.

Desværre lurer farerne også i det eventyrlige land, og de vikles ind i et oprør mod den onde Tengil, der har erobret nabodalen.

For dem, der ikke har læst den, vil jeg ikke fortælle mere, men jeg vil godt afsløre at tårerne stod frem i øjnene på mig endnu engang.

Læs den. I al sin enkelhed er det en dyb og ganske vidunderlig historie.

Ex - Teddy Vork

Der har godt nok været stille på min bogblog her på det seneste.

Som man kan læse på min forfatterblog, så skyldes det et momentant tilfælde af vathjerne, men også at jeg har læst nogle engelske fagbøger ifm. researchen til et romanprojekt, som jeg dog ikke rigtigt ved om det bliver til noget.
Nu får vi at se.

Da jeg løftede blikket fra fagbøgerne faldt det på Teddy Vorks Ex, som jeg har haft stående på hylden siden jeg købte og fik den signeret til bogmessen sidste år. Jeg har længe haft lyst til at læse den, og så alligevel ikke, for jeg ved at Vork altid kravler ind under huden på mig og sidder der nok så fint længe efter jeg har lagt bogen.

Og selvfølgelig gjorde denne da også det.

Ex handler om Edmund, der bor i Esbjerg sammen med sin kone Agnete og deres lille søn Andreas. Agnete lider af angst, hvilket selvfølgelig lægger et pres på Edmund, der dermed må agere klippe i forholdet.
Da han hører at hans eks-kæreste Regitze pludselig er død, forsøger han derfor at skjule, at meddelelsen virkelig går ham på.
Tankerne kværner i hans hoved, og han begynder at se Regitze flere steder. Det virker som om hun forsøger at komme i kontakt med ham, som om hun vil ham noget, og han forsøger desperat at stykke deres fortid sammen i hukommelsen på trods af de store huller der er.

Som sædvanlig vil jeg ikke afsløre hvad der så sker, for det er først et godt stykke inde i romanen at det går op for én hvilken drejning historien vil tage, og dertil er slutningen både grusom, modbydelig og overraskende.

Vork skriver fantastisk. Enkelt, nærværende og alligevel knivskarpt. Selv dagligdags gøremål og tanker, som vi alle oplever fra tid til anden, er skrevet med små detaljer, som virkelig fanger og klæber sig fast.
Dertil kommer at han med sin stilfærdige skrivestil lige så ubemærket borer sig ind under huden på én, så man blot vender side efter side for at indtage hele stemningen, for så endelig at opdage, at man slet, slet ikke har lyst til at være med længere.
Men man bliver nødt til det. Man må følge Edmund og familien til den bitre ende.

Denne bog bliver jeg helt sikkert nødt til at læse igen, for jeg slugte så store dele af den, at jeg må genlæse den, for at give mig selv lov til at se alle de små fine detaljer, der er i den.

Teddy Vork er i øvrigt nomineret til Horror Prisen 2012 for denne roman. Om det bliver ham, bliver først afsløret til Krimimessen i Horsens marts 2013.