Det her er en rigtig nåååårh-bog. King evner den svære opgave at tage en vaneforbryder og morder, gøre ham til kidnapper af et lille spædbarn, som han lader være alene med jævne mellemrum, og alligevel gøre ham dybt sympatisk.
Blaze er et stort skrummel på to meter og 150 kilo. Som barn tog hans far ham og kylede ham ned ad trappen et par gange, hvilket gjorde den ellers kvikke dreng retarderet. Derefter kom han på Hetton House, et børnehjem, der virkelig ikke var for børn, og går videre gennem livet indtil han møder George.
George er en forhærdet vaneforbryder og bruger den store, tavse og retarderede Blaze som del i sine fupnumre, og de to har det egentlig godt sammen. De planlægger endda en kidnapning, der skal være deres store chance, så de for evigt kan leve uden alle de numre.
Desværre når George at dø inden kidnapningsforsøget skal udføres, men Blaze forsøger alligevel med den døde Georges stemme i hovedet.
Man burde ikke kunne lide ham, men det kan man. I glimt følger man hans barndom, og man har bare lyst til at kramme ham og sige nååårh hele tiden.
King kan bare det der. Selv i Blaze som er en virkelig gammel roman efterhånden.
Jeg tror bare jeg fortsætter min næsegruse beundring af manden. ;-)
Næste bogprojekt: Guillermo del Toro & Chuck Hogan - Blod
Ingen kommentarer:
Send en kommentar