Mysteriet på Sydhavsøen - Hans Martin

Dette er også en af de bøger, som jeg har anskaffet mig ved loppemarkedsshopping. Guderne skal vide hvorfor.

Den er nok meget typisk for tiden. Var det ikke i 60’erne at der kom gang i alle eventyr- og opdagelsesromanerne, eller ligger det før?

Romanen handler en hollænder, der rejser ud for at missionere på Borneo. Ved et tilfælde støder han på en historie om en menneskeabe, der skulle leve på en afsides liggende ø. Selvfølgelig skal hollænderen og hans makker slæbe det her stakkels væsen med tilbage til Holland, hvor den skal udstilles og dermed tjene penge til dem.

Det ender jo som det MÅ ende, abemennesket tager nogle menneskelige egenskaber til sig, uden at ane hvad den skal bruge dem til, og til sidst forfalder den til druk og den omkommer.

Tja … jeg kom ret hurtigt gennem bogen, så den må jo alligevel have fænget. Men hvor var det modbydeligt at tænke på at man bare for 100-200 år siden udstillede folk og sågar børn, der havde deformiteter af forskellig art. Fx Elefantmanden og andre uheldigt stillede. Tænk, hvad disse stakkels mennesker har gennemgået. Deres følelser i det, de har siddet på den ene side af tremmerne, mens folk har grinet og gyst, slået dem og prikket til dem. Hvad har disse mennesker dog ikke følt? Hvilke liv har de haft? Hvordan kan man overleve den slags?

Forsiden var så total umulig at genskaffe, så I må nøjes med et palmebillede, bare for at smage stemningen. :-)

Hestenes dal - Jean M Auel

Dette er så anden del i serien af ”Jordens Børn”, og jeg må sige at jeg bliver mere og mere betaget. Jeg læste serien sidst i midt halvfemserne, men der har jeg tydeligvis ikke været klar til dem. Måske skulle jeg bare selv blive voksen.

Hendes ensomhed i denne bog, efter hun er blevet forstødt fra sin neandertaler-klan, og hun må begive sig på vandring går ind under huden på én. Man glæder sig med hende, da hun tager det moderløse føl til sig, og derfor nemmere kan bære ensomheden.

Da der pludselig dukker en mand op fra hendes eget folk, føler man hendes angst over pludselig igen at skulle blive ladt alene tilbage, nu hvor hun har smagt på fællesskabets glæder.

Nu har jeg heldigvis aldrig selv følt ensomheden, jeg har et godt og solidt netværk og er omgivet af mennesker, der elsker mig, og som jeg også elsker.

Hvilket vi i øvrigt nok glemmer at fortælle hinanden. Når jeg tænker på hvilke skæbner, der er omgiver os – ikke bare ude i den store verden – men bare her i Danmark, så priser jeg mig dybt lykkelig over min tilværelse. Det må jeg huske at fortælle min mor i morgen. :-)

Et nyt liv - Anne River Siddons

Den handler om en midaldrende kvinde, der pludselig må se sig forladt af sin mand. Denne har naturligvis en affære med en yngre kvinde, og da børnene er flyttet hjemmefra, føler hun sig pludselig meget alene. Hele hendes livsgrundlag, som gik ud på at tage vare på andre, blev revet væk under fødderne på hende, og nu står hun og aner ikke hvad hun skal gøre.
Og det kommer der selvfølgelig en historie ud af.

Det er en lidt pudsig bog denne her. På den ene side er bogen dræbende ordinær, ok hun farer godt nok ikke ud og finder en ny kærlighed, men stadigvæk … Og på den anden side, så fanger den bare. Om det er sproget, som egentlig er ganske nemt tilgængeligt og tilpas malerisk …? Eller er det fordi det lykkedes kvinden her at skabe sig et nyt liv ud fra de ruinbrokker, der lå tilbage?

Der er i hvert fald en varme i bogen, som tiltaler mig, også selv om den irriterede mig visse steder.

Pudsigt nok har jeg svært ved at blive fanget af andre bøger efter denne? Så noget i smagen må være blevet hængende og kræve en fortsættelse …

Hulebjørnens Klan - Jean M Auel

Det er nu tredje gang jeg læser denne bog. Første gang var for 18 år siden, og da var jeg vist ikke helt klar til alle naturbeskrivelserne. Denne gang glider de bedre ned, formentlig også fordi jeg selv er i gang med en istidshistorie, og der er Auels bøger jo uvurderlig research. Hun har virkelig studeret sit stof grundigt, og jeg mener også at have hørt at det tog hende mange, mange år, at gøre det.
For dem, der ikke kender Auel (findes der nogen?) kan det kort fortælles at hun er forfatter til mastodont-serien ”Jordens Børn”, hvoraf ”Hulebjørnens Klan” er den første i serien.

Den foregår for 30-35.000 år siden under den sidste istid, og under et jordskælv mister den kun femårige Ayla hele sin familie. Afkræftet af sult og alvorligt såret af en huleløve, bliver hun fundet af en klan af neandertalere, der noget modvilligt tager hende til sig. Ayla er nemlig af stammen homo sapiens og ligner slet ikke de andre.

Romanen handler så om hendes barndom og ungdom, hvor hun forsøger at tilpasse sig klanens sæder og skikke, mens hun selv er så fundamentalt anderledes fra neanderthalerne.

Måske bliver man mere vis med alderen, men romanen taler nok mere til mig nu, end den tidligere har gjort. Angsten for det fremmede er jo desværre fundamental og har formentlig eksisteret i hele menneskehedens historie, men tanken om det her lille forsvarsløse barn, der bliver revet væk fra sin familie og må klare sig ude i den skræmmende verden helt alene, for så at komme hen til en stamme, der kommunikerer og fungerer helt anderledes … puha. Nu er jeg jo selv blevet mor, så derfor er jeg nok ekstra blød på det punkt. Men beskrivelserne om hvordan de bare lagde vanskabte børn ud for at dø, var virkelig hårde for mig at læse. Og jeg måtte da også fælde en tåre, da Ayla i slutningen af bogen må efterlade sin søn i stammen, da hun selv bliver dødsforbandet (går bare ud fra at alle har læst den :-))

Hvor skyggen falder - Teddy Vork

Seks horror-noveller - seks forskellige personer.

Balder, som vil gøre alt for at få sin ekskæreste tilbage. 
Taxachaufføren, som opdager at hans kone er ham utro.
Landskabsarkitekten Petra, som vil til bunds i hvem der vælter gravstenene på den kirkegård, som hun har omdannet til en park.
Forfatteren, som begynder at høre stemmer.
Moderen, som undrer sig over, hvem der har spist risengrøden på loftet.
Pia, som går tur på stranden med sin datter Signe.

Men ét har de til fælles: Alt bliver anderledes, dér hvor skyggen falder ...

Novellesamlingen her er Teddys debut, og da jeg kender hans skriverier fra Fyldepennen, må jeg tilstå at jeg også gik til bogen med en vis forventning om en høj standard.

Og han skuffede mig ikke. Det er intelligente gys, usandsynligt velskrevne og flydende i sproget og meget grimme skæbner der her afsløres. Måske blev jeg ikke så voldsomt overrasket, men hvor tit gør man det i horror-genren? Jeg kan ikke komme på nogen gyserhistorie, hvor jeg decideret bliver voldsomt overrasket, men det er jo formentlig fordi man sidder og forventer det værste hele tiden.

Især to af novellerne gik under huden på mig. Af ganske naturlige årsager. De handlede om børn.
Nu vil jeg ikke afsløre handlingerne her, for dem som har Teddys bog til gode, men føj hvor de gjorde indtryk.

I det hele taget er jeg blevet meget dårlig til at læse gyserhistorier, hvor jeg før i tiden slugte dem.

Med alderen er jeg blevet voldsomt nærtagende på det punkt, og efter jeg har fået barn, kan jeg slet ikke have dem, hvor der er børn involveret.

Men efter hvad jeg hører, så er det vist meget almindeligt … eller hvad?

Hundenes Nat - Lone Mikkelsen

Lone Mikkelsen kender jeg personligt. Hun udgiver på samme forlag som mig, og jeg mødte hende for nylig til forlagets efterårsreception. Et par dage efter var jeg på biblioteket, og dér stod hendes nyeste udgivelse og faldt mig i øjnene. Så måtte jeg jo lige have den med.

Den handler om en kvinde i renæssancetiden, der må forlade sit hjemsogn pga. følgerne af en kærlighedsaffære, som ikke lige lader sig skjule så let. Hun slutter sig til et pilgrimstog, der drager til Italien, hvor hun ad forunderlige omveje bliver fyrstindens amme.

Desværre – havde jeg nær sagt – må hun til sidst atter drage hjem, hvilket ikke lige går så godt. Og så har jeg vist ikke sagt for meget. :-)

Bogen er velskrevet og Lone har et rigtig godt og malende sprog, så man ikke har noget problem med at forestille sig hverken personer eller omgivelser.

Skurken i denne historie er i mine øjne helt klart religionen. Nu har jeg selv et lidt anstrengt forhold til religion (i hvert fald den fanatiske af slagsen) og både slutningen og hovedpersonens flugt fra Danmark, skyldes da også religionens snæversynethed.

Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om alt det dårlige som religion har ført med sig gennem tiderne. Jovist, mange føler sig styrket af deres tro, men de kvinder, der blev stemplet som hekse, de kvinder, der måtte lide skam og død fordi de fik barn uden for ægteskab osv. har nok set anderledes på det.
Hvem mon der opfandt historien med Eva og Kundskabens Træ? Og videreførte den?

Var det alene for at holde kvinden nede hvor hun hører til? Hvorfor i alverden skulle kvinden have skylden for alt skidt i verden, når det som oftest (historisk set) er mændene der begår dem?
Ja ja ja … jeg ved godt jeg lyder noget rødstrømpeagtig nu, men ikke desto mindre …

Desuden så har historien med Kundskabens Træ altid irriteret min blindtarm. Hvad er det for en Gud, der straffer folk for at søge kundskab/visdom? Man kan godt se hvor middelalderens præster har deres tankegang fra. Det var jo bedst at pøbelen ikke lærte at læse, for så kunne de aldrig modsige præsternes åh så vise ord.

Puha … som det kan ses, så har jeg lidt et anstrengt forhold til religion. :-)