fredag den 9. maj 2014

Drifter - 13 mørke erotiske noveller - Antologi

Bagsidetekst:
I mørk erotik kombineres gys og lyst. Effekten kan være ganske foruroligende, hvilket du opdager, når du læser denne bog.
Her møder du blandt andet ægteparret, der pifter deres sexliv op ved at invitere døden ind i ægtesengen.
Du kommer også til at møde manden, der en dag får henvendelse fra en søn, han ikke anede eksisterede. Og som ikke burde eksistere.
Og så er der kvinden, der efter en skilsmisse og hensygnende sexliv en dag kommer til at røre en ældre kvindes hånd. Og mærker knoglerne under den tynde hud.
Alle tre foruroligende noveller. Og der er yderligere ti i samlingen


Som vist alle læsere af både min blog og facebookvæg ved, så udskrev Forlaget Kandor sidste sommer en konkurrence, hvor bidragene skulle være af genren "darc erotica".
Det er en genre, som er populær i USA, men som endnu ikke helt har nået de danske boghylder.

Forlaget var så modigt at opfordre danske forfattere til at give deres bud på genren, og som sagt lod jeg det bare fare, da jeg så konkurrencen første gang. En ven af mig, der er horrorforfatter udfordrede mig så (på en barnlig, men alligevel sært overtalende måde), og jeg endte med at skrive et bidrag. Og som jeg også har udbasuneret vidt og bredt, så blev jeg overraskende udvalgt til at deltage i antologien med flere af Danmarks skarpe horror-hjerner.

Jeg har været utrolig spændt på at læse antologien, for ... hvilke andre "syge" ting, havde de andre fundet på? Hvordan havde de kombineret elementerne horror og erotik.

Og jeg må godt nok sige at der er historier imellem, som jeg bestemt ikke havde set komme. Der er en skøn kombination af hede, dampende erotik, grumhed, råhed, klamhed, rygradskrybende angst og ren og skær vantro.
Fælles for dem alle er, at det er forfattere, der kan deres kram. Der er ikke nogen slinger i valsen sprogligt, så der er ingen grund til IKKE at læse denne bog.

Om ikke andet så for at læse noget meget nyskabende og anderledes. Selvfølgelig vil genren afskrække mange, men der er mange rigtigt fine portrætter af den menneskelige psyke, når den er bedst ... eller værst. :-)

Min egen favorit er "Drifter" af Flemming Rasch. Den fik mig både til at grine, spærre øjnene op i vantro og havde også sin del af begær. Men alle de andre er også fremragende, og så fantastisk fantasifulde. Jeg havde aldrig troet at man kunne få så mange forskellige historier ud af det samme oplæg.

Mere vil jeg ikke afsløre. Når man læser denne bog, bør man blive overrasket undervejs. Og det gør man. :-)




2 kommentarer:

  1. Hvis du trænger til mere gys og lyst, så prøv at læse "Direktørens sekretærer" af N. Johansson. Den er pirrende på en anden måde end sædvanligt og med et seriøst spændende og super-overraskende plot. Hverken min kæreste eller jeg er blevet så godt underholdt i så lang tid, som da vi læste den højt for hinanden... Virkelig super underholdning til frække nætter... :-)

    SvarSlet
  2. Hej Liva
    Den vil jeg da overveje. Det er ellers ikke en genre, der har den store udbredelse her i landet, må man sige. :-)

    SvarSlet