Øst for paradis - John Steinbeck

Som altid når jeg læser de store klassikere, føler jeg mig en anelse snydt. Måske uretfærdigt.
I og med at det netop ER klassikere forventer jeg på det nærmeste at blive væltet omkuld af al den fabelagtige litteratur, der vælter ud gennem siderne til mig. Og det sker så at sige aldrig.

"Øst for paradis" er en god bog. Det kan der ikke herske tvivl om (jeg har i øvrigt aldrig set filmen).

Den giver et knaldgodt billede af amerikanerne i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Personerne er varierede, og der sker spændende ting for dem. MEN ... jeg føler altså ikke synderligt knyttet til nogen af dem.

Løvekvinden - Erik Fosnes

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tog denne bog med hjem fra biblioteket. Den handler om Eva, der fødes med en alvorlig genetisk fejl, der betyder at hun er dækket af pels over hele kroppen. Og jeg havde faktisk ikke lyst til at læse om et barn, der havde det så skidt, som jeg kunne forestille mig.
Men bogen bliver pudsigt nok aldrig tung eller sørgelig. Man føler selvfølgelig med det stakkels barn, men den er ikke så sentimental, som man ellers kunne forledes til.

Desværre kunne jeg ikke rigtigt forenes med skrivestilen, som virkede noget distanceret og "træls" indimellem, så det er nok ikke en forfatter, som jeg vil blive dybt betaget af.

Men den er et "læs" værd.

Drageløberen - Khaled Hosseini

"Drageløberen" har jeg hørt enormt meget om i årenes løb, og på et tidspunkt købte jeg den også, men har først fået den læst nu. Den er måske ikke gammel nok til at være klassiker, men det er da en Must Read.

Og jeg tror ikke at det er sidste gang.

Historien kryber ind under hudern på én, selv om jeg i starten virkelig ikke kunne udstå hovedpersonen, der begår en virkelig fej og kujonsk handling overfor sin bedste ven, som han selv betragter som en tjenestedreng. Man bilder sig selv ind at man selv ville have reageret, havde man stået i samme situation som han, men hvad ved man om sig selv i ekstreme situationer?

Først mange år efter får hovedpersonen mulighed for at gøre bod. Han vender tilbage til det talibanstyrede Kabul, hvor han leder efter sin barndomsvens søn, der nu forældreløs prøver at overlever i et grusomt børnehjem.

Det er grum læsning. Fængende, dragende og modbydelig på samme tid.

Odds mareridt - Dean Koontz

Tja, Odd er jo et behageligt selskab, men han er altså ved at blive lidt ensporet, lidt for helte-agtig og tingene sker altså lidt for let for ham.

Det er da belejligt at bare fordi han har brug for et våben, så kommer der en dame farende, der kan mærke at han har brug for hjælp. Det må jeg huske til den næste historie jeg skal skrive. :-)

Men man er jo underholdt og bliver pacet gennem romanen, som altid, når det er Koontz det drejer sig om. Han forstår bestemt hvordan sådan roman skal "skæres".

Dødens jagt - Joe Hill

En afdanket heavy metal stjerne med hang til det morbide, får købt sig et genfærd på en internet-auktion.

Det var en pudsig bog. Hele vejen igennem havde jeg sådan en "genkendende" fornemmelse, i starten var bogen lidt lang tid om at gribe mig, men da der kom noget mere "kød" på hovedpersonen Judas Coyne, begyndte det at ligne noget. Så kunne jeg næsten ikke slippe den igen, selv om der stadig var noget fladhed omkring personerne.

Først her bagefter gik det op for mig at det var Stephen Kings søn, der var forfatteren. Man kan godt se inspirationen, og jeg skal lige have tjekket hans anden roman for at se om han kan finde sin egen stil.

Forbandelsen - Johanne Hildebrandt

Et arkæologisk hold udgraver et mosefund i det nordlige Sverige, hvorefter liget transporteres gennem hele landet til undersøgelser. Nu da det er en gyser, kan man selvfølgelig regne ud at noget slipper ud fra graven og følger med.

Altså ... historien overrasker ikke voldsomt. Plottet er gennemskueligt, men det er egentlig ok.

Historien er velskrevet og de historiske islæt gør det ret interessant for en historienørd som jeg.

Nu tror jeg snart at jeg skal have fat i hendes trilogi om nordisk mytologi.

Sne - Orhan Pamuk

Jeg har sagt det før, og siger det igen. Jeg HAR åbenbart ikke hjerne og tæft for klassikerne og de "store" romaner.

Orhan Pamuk - nobelprismodtager - har skrevet romanen "Sne" om et militærkup i den tyrkiske grænseby Kars.

Jeg ved ikke ... det er nok fordi jeg virkelig, virkelig, virkelig ikke forstår den mentalitet der ligger bag de der fundamentalistiske mennesker, der myrder løs for en eller anden (i mine øjne) tåbelig sag, mens mere humanistiske værdier bare får lov til at gå til grunde og bliver negligeret.

Under alle omstændigheder var den irriterende, kedelig og trættende at læse, så den blev også smidt til genbrug.

Lægen fra Zaragoza - Noah Gordon

Jeg kan huske at jeg for tusind år siden læste en roman af Noah Gordon og elskede den, så da jeg var i Netto forleden og så denne roman ligge og flyde til 30,-, måtte den jo med hjem i kurven.

Men, men, men ...

Her er et glimrende eksempel på at man skal lade researchen blive i baggrunden og ikke forgrunden.

Jeg blev fyldt med alskens ligegyldige detaljer, som gjorde at jeg overhovedet ikke følte med nogen som helst, og blot blev irriteret.

Så den røg til genbrug.