Det var en pudsig bog. Hele vejen igennem havde jeg sådan en "genkendende" fornemmelse, i starten var bogen lidt lang tid om at gribe mig, men da der kom noget mere "kød" på hovedpersonen Judas Coyne, begyndte det at ligne noget. Så kunne jeg næsten ikke slippe den igen, selv om der stadig var noget fladhed omkring personerne.
Først her bagefter gik det op for mig at det var Stephen Kings søn, der var forfatteren. Man kan godt se inspirationen, og jeg skal lige have tjekket hans anden roman for at se om han kan finde sin egen stil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar