onsdag den 22. september 2010

Tågen og andre noveller - Stephen King

Jeg har været gået lidt død i bøgerne. Efter "Konkyliesamlerne" fik jeg fat i en dårlig bog, og efterfølgende en selvhjælpsbog, der heller ikke fangede. Da min mand så gik i gang med denne King-bog, så greb jeg chancen for at blive godt underholdt.

Og det er man jo altid, når man er i selskab med King. Nu er det bestemt ikke alle noveller i denne samling, der er fantastiske. Flere af dem er nogle af hans helt tidlige, men der er fantastiske noveller imellem. Mine yndlingsnoveller må være: Guds Tekstbehandlingsanlæg, Den elastiske Kugle, Tågen og Aben.

Men selv om de er svingende i kvalitet, så er det jo helt utroligt at hans personskildringer allerede i de tidligere historier er så gode.

Bare man dog kunne beskrive mennesker lige så godt. :-)



onsdag den 15. september 2010

Arthur & George - Julian Barnes

Også denne bog hev jeg ned fra bibliotekets hylde, fordi jeg ledte efter B-forfattere. Egentlig utroligt at begge B-bøger var rigtig gode oplevelser.

Arthur & George er en semidokumentarisk roman om den nok så kendte Sir Arthur Conan Doyle og den mindre kendte George Edalji, der dømmes for en forbrydelse, han ikke har begået.

Det er en lidt stilfærdig bog, og starten fænger ikke så voldsomt, men så begynder man at føle for personerne, og så er man ubehjælpsomt fanget.

Og ydermere fik jeg en vanvittig lyst til at få læst nogle Sherlock Holmes historier. :-)



lørdag den 4. september 2010

Havet i Theresienstadt - Morten Brask

Denne bog fandt jeg kun fordi jeg vidste at jeg ikke endnu havde læst bøger af en forfatter, der startede med B. Jeps, så nørdet er jeg. :-)

Men det er en vidunderlig bog. Jeg har selv - under en tur til Prag - besøgt Theresienstadt (gudskelov som turist), og det rørte mig at besøge denne bizarre by, der var et helvede for de internerede jøder, samtidig med at de forsøgte at skabe en normalitet med cafeer, skuespil etc.

Tyskerne skulle bruge lejren til propaganda-formål, hvilket blev de danske jøders redning.

Hovedpersonen Daniel Faigel, næsten færdiguddannet læge, deporteres hertil i en alder af 26. På trods af alt det grumme han ser, oplever han også kærligheden, da han møder den tjekkiske Ludmilla.

Med sig i bagagen har han også skeletter i form af en dysfunktionel familie og en uligevægtig mor, der måske (det står ikke beskrevet, men jeg tolker det sådan) blev myrdet af faderen, da hun bliver lige pinlig nok.

Oven i købet skriver Morten Brask ret godt, så jeg skal have tjekket hans øvrige bøger.

Det var en god læseoplevelse.