3 romaner - Helle Helle

Ned til hundene / Rødby-Puttgarden / Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand

Dette er mit første bekendtskab med Helle Helle og jeg kan godt forstå hvorfor hun er så berømmet. Hun skriver godt, fængende, og fanger så sandelig de små spil mennesker imellem.

Romanerne her er korte, hver på under 170 sider, så de var samlet i et bind med alle tre (derfor denne samlede anmeldelse), men kortheden kan så bedre forstås når man ser den minimalistiske stil hun lægger for dagen.

Med ganske få ord forstår hun at beskrive samtaler og følelser, og det er en stor kunst.
Personligt er jeg nu ikke så vild med en SÅ minimalistisk stil. Jeg vil gerne have lidt mere fylde på.

Mørke steder - Gillian Flynn

Gillian Flynn er den ægte vare - en skarp, ætsende og overbevisende historiefortæller med sans for det makabre - Stephen King

Det var vel nok det, der fik mig til at putte bogen i posen, da jeg var på biblioteket sidst, men King har faktisk ret.

Historien er virkelig godt fortalt og synsvinklen er en helt anden end man plejer. Her er hovedpersonen den nu 31 årige Libby day, hvis familie blev næsten totalt udslettet ved en satantisk inspireret forbrydelse. Den eneste anden overlevende var den syvårige Libbys storebror på femten, som med hendes vidnesudsagn bliver dømt for forbrydelsen.

Først nu - da pengene fra de velvilliges fond er ved at være brugt - begynder hun at interessere sig for sagen igen.

Jeg vil ikke afsløre mere, for der er nogle overraskelser undervejs, og det der faktisk fylder mest i mine tanker ligenu kan jeg ikke engang skrive om, uden at afsløre for meget.

Læs den. Den er fremragende i sine personskildringer, og jeg skal helt bestemt have læst hendes anden bog "Skarpe Genstande".

Fahrenheit 451 - Ray Bradbury

"Fahrenheit 451" er jo en kultbog, som jeg har hørt en masse om, men aldrig har fået læst. Problemet med kultbøger er jo man ofte glemmer hvor gamle de er. Når man tænker på at Fahrenheit 451 er fra 1953, så er den jo ret fantastisk. Den fremmedgørelse og ensrettethed for mennesker, som beskrives i bogen er jo ikke langt fra virkeligheden.

Dog har vi jo ikke de der smarte elektroniske hænder der klarer opvasken og maden (hvad der dog kunne være RET godt. :-)).

Men når det så er sagt, så synes jeg at historien er tynd, og at den kunne være udvidet med meget mere følelser og meget mere menneskelighed.

Gump & Co - Winston Groom

Ja, jeg var jo også en af dem, der storelskede Tom Hanks i rollen som Forrest Gump. Man kunne jo ikke stå for hans charme, når han bød chokolade, og hvem kunne sige sig fri for at få tårer i øjnene, når han spørger om hans søn "også er dum".

Med det in mente var jeg jo glad for at se at der faktisk fandtes en fortsættelse, men æv nej. Sikke da noget hø. En ting er at skrive om en dum person, men man behøver jo ikke at gøre det i hele teksten.

Ok, retfærdigvis skal jo siges at stilen holdes hele vejen igennem, og at det er en fortællende stil, men ej hvor er træls at læse.

Nåh, det var vist det.

Under kuplen - Stephen King

Stephen King har gjort det igen. En stor (! - 1197 sider) dommedagsroman, hvor folk bliver presset ud til det yderste, og handler derefter.

Han har gjort det før, men det er ok. Hans force er nemlig at beskrive hvordan mennesker handler og agerer indbyrdes, og her kan han sgu noget, som jeg endnu har til gode at opdage tilsvarende hos en anden forfatter.

Den handler kort sagt om en kæmpe kuppel, der pludselig sænkes over den lille mainske by Chester Mill, og så behøver man faktisk ikke at sige mere. :-)

Desværre er det jo sådan at hans personkarakteristik fylder så meget, at selve afsløringen af kuplens hemmelighed faktisk er lidt et antiklimaks, men som læser er man sjovt nok også ret ligeglad hvem eller hvad der har placeret den kuppel. Det er ikke det, der bærer bogen.

Beklager min mangel på finlitterære smag, men Stephen King er sgu ubestridt mit idol. Hvem der dog bare kunne beskrive personer som ham ...

Øst for paradis - John Steinbeck

Som altid når jeg læser de store klassikere, føler jeg mig en anelse snydt. Måske uretfærdigt.
I og med at det netop ER klassikere forventer jeg på det nærmeste at blive væltet omkuld af al den fabelagtige litteratur, der vælter ud gennem siderne til mig. Og det sker så at sige aldrig.

"Øst for paradis" er en god bog. Det kan der ikke herske tvivl om (jeg har i øvrigt aldrig set filmen).

Den giver et knaldgodt billede af amerikanerne i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Personerne er varierede, og der sker spændende ting for dem. MEN ... jeg føler altså ikke synderligt knyttet til nogen af dem.

Løvekvinden - Erik Fosnes

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg tog denne bog med hjem fra biblioteket. Den handler om Eva, der fødes med en alvorlig genetisk fejl, der betyder at hun er dækket af pels over hele kroppen. Og jeg havde faktisk ikke lyst til at læse om et barn, der havde det så skidt, som jeg kunne forestille mig.
Men bogen bliver pudsigt nok aldrig tung eller sørgelig. Man føler selvfølgelig med det stakkels barn, men den er ikke så sentimental, som man ellers kunne forledes til.

Desværre kunne jeg ikke rigtigt forenes med skrivestilen, som virkede noget distanceret og "træls" indimellem, så det er nok ikke en forfatter, som jeg vil blive dybt betaget af.

Men den er et "læs" værd.