tirsdag den 20. juli 2010

Det forsømte forår - Hans Scherfig

Hmmm ... der er sgu ikke noget at sige til at vores bedsteforældre nogle gange besidder en ret stivnakket og kontrær holdning, hvis de har haft en tilsvarende skolegang. Du godeste, at folk kom nogenlunde uskadte gennem sådan et forløb er da utroligt.

Tænk at man kunne behandle børn på den måde, og her tænker jeg sgu også på forældrene!

Og det er faktisk hvad jeg har at sige om denne bog.



fredag den 16. juli 2010

Tid til at elske - Lilli Palmer

Jeg havde faktisk læst denne, men glemte alt om det igen. Og af en eller anden årsag havde jeg faktisk stillet den tilbage i reolen, i stedet for at smide den ud.

Bogen er faktisk ret irriterende. Historien starter i 1922 efter den 1. verdenskrig, og handler om Sophie, barn af en distanceret tysk forretningsmand og en tyrkisk kvinde, som han har hentet hjem.
Der er ingen kærlighed i hjemmet, og parret bliver da også snart skilt. Derefter følger vi Sophie i opvæksten. Hendes første romantiske erfaringer sker med hendes stedmor, og derpå går det slag i slag med dårlige valg i mænd. Sophie er vist også afhængig af afhængigheder. Først morfin, så cigaretter og til sidst bridge.

Jeg synes det er en trist historie, og det er ikke en jeg gider læse igen.

Så denne gang MÅ den altså ud til genbrug.



torsdag den 15. juli 2010

Livets Barske Lektie - Helene Th Svolgart

Det her er en science fiction roman, og bare ved dét ord, begynder de små hår i nakken at stritte på mig. Normalt kan jeg ikke lide genren, der er for meget lal og miljøbeskrivelse i forhold til de menneskelige relationer, og det er jo trods alt dem, vi er interesserede i som læser.

Men den serie, som Helene er i gang med her ... den holder altså. Både LBL 1 og LBL 2 fokuserer på det menneskelige, relationerne, følelserne såsom tillid, had, hævn, tro og ... you name it.

Og det er det, der gør den god. Selvfølgelig også at Helene har skabt et sindssygt stort univers, hvor der kan puttes mange flere historier ind, hvis hun vil.

Jeg glæder mig til at læse 3'eren, Helene. :-)



tirsdag den 13. juli 2010

Barden Beedles eventyr - JK Rowling

Det her er en hyggelig lille bog. Det er morsomt at genindtræde i de universer som Rowling skabte med sine Harry Potter bøger, og jeg kunne da næsten også høre Dumbledore klukke fornøjet ved skrivningen af sine noter i bogen.

Rowling balancerer her på kanten af fiktion/virkelighed, og det er nok det, der gør det hele så fascinerende.

Det bliver spændende at se hvad hun vil kaste sig over nu. Jeg tror nok jeg ville udgive noget under pseudonym, hvis det var mig. ;-)



mandag den 12. juli 2010

Den amerikanske sømand - Karsten Lund

Det her var også en af de bøger, der stod i en af mine flyttekasser med påskriften "Ulæste bøger".

Den har en ret kedelig forside, så jeg har haft den i hænderne flere gange, men så lagt den væk til fordel for noget andet.

Men jeg har faktisk været ret betaget af den, så det var en positiv overraskelse. Det er en roman om en slægt i Skagen, og ud over det interessante i at se Skagens historie oprullet på en godt fortalt måde, så er der selvfølgelig en grum hemmelighed i familien, som bliver afsløret i sidste ende. En som man ganske vist har gættet på et meget tidligt tidspunkt, men det gør faktisk ikke noget.

Generelt har jeg heller ikke noget imod at kunne gætte slutningen, når bare jeg føler mig godt underholdt, og det har jeg gjort i denne.

Jeg tror jeg skal have tjekket hans andre bøger ud. Han skriver i hvert fald rigtig godt.



mandag den 21. juni 2010

Den niende indsigt - James Redfield

Som sagt har jeg et par flyttekasser med påskriften "Ulæste bøger", som jeg er ved at gå igennem. Jeg havde tit hørt titlen, men uden egentlig at vide hvad det drejede sig om.

Nu kan jeg så forstå at den næsten startede en hel bevægelse omkring de tanker og teorier, der er fremsat i bogen.

Det er også en dejlig filosofi, der bliver fremlagt, omend lidt utopisk, især den sidste indsigt.

Nu vil jeg ikke afsløre noget her, men langt hen ad vejen kunne jeg godt se den større sammenhæng, men i en kapitalistisk verden som denne, tror jeg desværre ikke på den.

Og hvor jeg så virkelig står af, er bestillingskuponen bagerst i bogen hvor man kan få nyhedsbreve for kun 50,- dollars. Tssshh ...

En anden ting ... nu ved jeg godt at nogle af indsigterne handler om at der ikke findes tilfældigheder, og dermed får man præsenteret tingene i den takt man er klar til dem, men det gør det altså også en anelse nemt for forfatteren. Vi andre kæmper med at få plausible spring, mens han bare klistrer dem på, og kalder dem en del af skæbnen.

Det er godt luret. :-)



torsdag den 3. juni 2010

Dæmring - Flemming Dalsgaard

Jeg kender forfatteren bl.a. gennem forfatternetværket Fyldepennen.dk og "Dæmring" er hans debut.
Og sikke en debut. Sproget er ret fantastisk, og især fordi bogen foregår i England i det tidlige 1900-tal, passer det rigtig godt ind.

Bogen handler om den unge, fattige Benjamin Parsons, der arbejder som stik-i-rend-dreng på et kontor.

Ved et tilfælde falder han over dukken, Aurora, der viser sig at gribe ind i hans liv på forskellige måder.
Men gaver gives ikke let, og Aurora har da også sin helt egen mening om tingenes tilstand.
Jeg synes det var en skræmmende bog. Der var konstant en undertone af noget dybere og grimmere, som man ikke helt kunne placere.

Samtidig skal jeg jo huske at slå et slag for den flotte forside, som min søster, Tamara Lara, har kreeret.