En professor kidnappes efter at have fundet et sensationelt dokument - et brev, som spåmanden Nostradamus sendte til den magtfulde Medici-familie i Firenze. Et brev fyldt med uforståelige koder og okkulte henvisninger.
Arkæologen Bjørn Beltø kastes ud i jagten på brevets hemmeligheder. I 500 år har en munkeorden ledt efter dette brev. De er overbeviste om, at koderne viser vejen til Pagtens Ark - og Gud.
Puha, det holdt hårdt at blive færdig med den her bog. Det virkede som om den kunne blive ved og ved og ved, og jeg kunne slet ikke holde mig fanget om den.
Og det er faktisk både synd og uretfærdigt.
Det er nok en kombination af flere ting, for det første har jeg ikke været sååå læsende her på det sidste og for det andet har der været et hav af andre ting i mit liv.
For bogens kvaliteter kan jeg egentlig ikke sætte mange fingre på. Det er et pænt produkt med en sober og alligevel flot forside, sproget er let tilgængeligt og nemt at følge, og så kunne jeg faktisk rigtigt godt lide hovedpersonen.
Bjørn Beltø er ikke en arketypisk helt. Han er usikker på sig selv og så er han uhyre sympatisk:
Et sekunds stilhed Så brød salen ud i bifald. Jeg lod mig rive med. Jeg jublede og klappede henrykt. Jeg er nødt til at indrømme det: Jeg tilhørte den meget lille flok, der kunne lade sig begejstre af et næsten 500 år gammelt brev.
eller senere, hvor han beskriver sig selv:
En arkæolog er en historiens detektiv. Vi finder orden der, hvor andre finder kaos. Vi ser mønstre, hvor andre ser uorden. Vi graver der, hvor andre ikke gider.
Men jeg skal ikke prale. Detektiv? Jeg er ikke nogen helt. Handlekraftig? På ingen måde. EN følsom, stærk mand, som kvinderne falder for? Ha ha. Alkoholproblemer? Nej. Problemer i privatlivet? Tja, strengt taget har jeg ikke noget privatliv, der er værd at nævne.
Som sagt. Han var sgu en sympatisk fyr, ham vores albino-arkæolog Bjørn Beltø. Og han har en lun, forsigtig humor, som er tiltalende:
Angelica gik på badeværelset først. Det tog en evighed. [...] Tandbørstning, fjernelse af sminke, natcreme, hårbørstning. Guderne må vide, hvad der skal til, for at kvinde kan sove godt, uden at hun risikerer at tørre ind i nattens løb.
Historien er spændende og enormt godt researchet. Der var ingen punkter hvor jeg var i tvivl (altså når de ramte nogle af mine nørdpunkter) og resten var så overbevisende forklaret at jeg på intet tidspunkt var i tvivl om at forfatteren vidste hvad han talte om. Der ligger et imponerende (!) researcharbejde bag den her bog, og det må man sgu tage hatten af for.
Men måske var det også en medvirkende faktor for at den blev kedelig for mig. Der var meget fagstof at tygge sig igennem, og mindre info kunne måske gøre det. Altså bare for at strømline bogen lidt.
Og så var der en anden ting, der også irriterede mig. Det har givetvis været med vilje, for det var konsekvent hele bogen igennem, men hvorfor var det mon at når man fulgte den bortførte professor og hans søn, at der ikke var nogen anførselstegn omkring direkte tale? Det var der jo, når man fulgte Bjørn Beltø.
Det var temmelig irriterende, og på et tidspunkt overvejede jeg om det var fordi forfatteren ville have mig til at forstå at det var en anden synsvinkel vi så det fra, og så følte jeg nærmest at forfatteren fornærmede min intelligens. Jeg håber der er en anden årsag, men det var generende.
Men som sagt ... teknisk er bogen præcis som den skal være i det som selv forlaget kalder "Da Vinci-stilen". Den er stilsikkert skrevet i et godt og enkelt sprog og med en sympatisk hovedperson. Der er både koder, hemmelige selskaber og filosoferen over store religiøse spørgsmål, men den fangede mig desværre ikke.
Tak til Forlaget Turbine for anmeldereksemplar.
Forlag: Turbine
ISBN: 978-87-409-0168-8
Sider: 583
Anmeldereksemplar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar