Rosens navn - Umberto Eco

Alle kender vel "Rosens Navn". Bogen om den kloge munk William og hans hjælper Adso, der skal opklare nogle mord i et kloster i 1100-tallet.
Den er filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen, og har efterhånden nogle år på bagen.

Jeg er også ret ked af at skulle give fortabt på den, men jeg orker den altså simpelthen ikke.

Jeg kan ellers godt lide den. Jeg har læst den før, for mange år siden, og har også set filmen, men ... jeg ved ikke om det skyldes at jeg stadig har hovedet fuld af for mange ting, eller ... men jeg magter simpelthen ikke detaljegraden i bogen.

Der er lange beskrivende passager, mange historiske detaljer, som man faktisk godt kunne være foruden og også lange passager på latin, som man jo ikke forstår.

Det er måske også noget af et spring. Fra Chris Carters letlæste og fantastiske krimier og direkte over i en tungere historisk roman.

Som sagt, det er ellers en god bog, men den kræver noget af sin læser, og den koncentration har jeg desværre ikke for tiden.

Dødsshowet - Chris Carter

Bagsidetekst:
Kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles-politiets specialdrabsafdeling får en anonym opringning, der beder ham gå til en bestemt internetadresse - en privat udsendelse. Hunter logger på, og en forestilling beregnet kun for ham begynder straks.

Tvunget til at foretage et kvalmende valg må Hunter sidde og se på, mens et uidentificeret offer bliver torteret og myrdet live på internettet.

Før Hunter og hans makker Garcia overhovedet når at komme i gang med efterforskningen, får Hunter en ny opringning. En ny internetadresse. Et nyt offer. Men denne gang har morderen opgraderet sit spil ...

Dette er den - indtil videre - sidste bog i serien om Robert Hunter af Chris Carter. Jeg har set på nettet at han vist er ved at have en ny bog på trapperne, men den er jo så langt fra kommet på dansk endnu.

Og jeg må sige at Chris Carter har været et godt bekendtskab. Det havde jeg faktisk ikke forventet, og jeg gik lidt ind i det fordi ... nja ... jeg havde ikke rigtig hoved til at læse noget krævende. Men de har faktisk taget mig med storm.
Robert Hunter og hans makker Garcia er ganske vist stereotype set udefra, men de fungerer perfekt. Både sammen og hver for sig.
Forbrydelserne er ultra voldelige, men der bliver ikke svælget i følelsesmæssige detaljer, der kan gøre det kvalmende ... eller ... måske her i sidste bog var der godt nok scener, som jeg måtte glide let henover for at det ikke skulle blive for meget, og det er faktisk første gang jeg oplever det.

Så alt i alt har det været et fremragende bekendtskab!

Selvfølgelig MÅ der dog være noget kritik, for ellers ville det da næsten være for meget med al den lovprisning. Og det eneste jeg faktisk kan komme på er hans cliffhangere.
Det er godt med cliffhangere, men det er desværre hver eneste gang at de laver et gennembrud i efterforskningen, så ser Hunter eller Garcia på et eller andet og derpå "Hold da kæft," da det gik op for dem hvad de så på.
Det bliver en anelse trættende. Kom nu bare med det. Jeg ER jo i gang med bogen, og jeg er klar til at få det at vide. :-)
Men det er så det eneste. Ellers er jeg udelt begejstret.

Dødens kunstner - Chris Carter

Bagsidetekst:
En sygeplejeelev får sit livs chok, da hun finder sin patient, anklager Derek Nicholson, myrdet i sin seng. Handlingen virker meningsløs - Nicholson var dødssyg med kun få uger tilbage at leve i. Men det, der chokerer kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles' drabsafdeling mest, er det visitkort, morderen har efterladt.
For Hunter er der ingen tvivl om, at morderen forsøger at kommunikere med politiet, men metoden ligner ikke noget, han nogensinde har set før. Og hvad kan det skjulte budskab være?

Dødens Kunstner er den fjerde bog i serien om kriminalassistenterne Robert Hunter og hans makker Carlos Garcia, fra drabsafdelingen i LAPD. Og de tilhører ikke bare drabsafdelingen, men en speciel enhed der hedder UV, som i ultravoldelige mord.

Og det er godt nok ultravoldelige drab at vi har fået serveret i de første fire bøger, som jeg har slugt (ok, langsomt slugt, men alligevel), men Carter formår ikke at falde for fristelsen for at svælge i det. Jo, der er mange detaljer, men de er beskrevet nøgternt, gerne gennem Robert Hunters analyserende øjne, og derfor bliver det ikke splattet. Klamt ja, men det kammer ikke over.

Derudover er der noget Holmes'k over den måde Robert Hunter drager konklusioner på, hvilket også tiltaler mig helt vildt.

Jeg har egentlig ikke læst ret mange krimier i de seneste år, men jeg må nok tilstå at jeg er faldet for Chris Carters måde at skrive på.

I skrivende stund er jeg i gang med den sidste bog i serien Dødsshowet. Der er en mere på vej, men den er endnu ikke oversat, og jeg er sikker på at min mand også gerne vil have fingrene i den. Ja, det vil jeg jo nok også. ;-)