Helligt forræderi - James Forrester

Året er 1563. England er en bekymret nation. Katolske sammensværgelser mod den unge dronning Elizabeth har efterladt landet i en tilstand af frygt og mistænksomhed. En sen nat får den respekterede budbringer William Harley, kendt som kongens overherold, besøg af en uventet gæst - katolikken Henry Machyn, der er desperat efter at gemme i et manuskript til en krønike, der indeholder en så farlig hemmelighed, at han frygter for sit liv. Snart er staten, i form af Francis Walsingham og hans skrupelløse håndlangere i gang med fuldstændigt at ødelægge William Harleys fredelige hjem i deres søgen efter Machys krønike.

Jeg har jo givet mig selv et løfte. Min grænse er egentlig 50 sider, men denne gav jeg alligevel 124 sider før jeg gav op.

Forfatteren kender sit stof. Han er (iflg. bagsiden) både prisbelønnet historiker og medlem af Det Kongelige Historiske Selskab i UK), men skønlitterært ...

Efter 124 sider er der faktisk kun sket det der er beskrevet ovenfor, og det er ret dræbende.
Ligeledes synes jeg også at personen reagerer utroværdigt af og til, hvilket jo bidrager til den almene irritation.

Så ... nope ...

Det Mørke Tårn - Det Mørke Tårn 7 - Stephen King

Revolvermanden Rolands ka-tet er spredt for alle verdener. Susannah-Mia er ved at føde sin unge i et rædselskabinet i Tordenskoven.
Jake og tumlebjørnen Ben er klar til kamp mod Type-tre vampyrerne i New York, og Roland og Eddie skal redde forfatteren Stephen King i Maine.
De har rejst så langt for at redde Tårnet og de er så tæt på målet, men det sidste stykke vej kan blive den længste mil i deres liv, før Tårnets dør smækkes i, og deres skæbne besegles.

Jeg har desværre været lidt længe om at læse denne bog. Det skyldes ikke at den er dårlig, men fordi der simpelthen har været for mange andre gøremål i mit liv.

Uha, hvordan kan jeg skrive om denne bog uden at afsløre alt?

Jeg kan fortælle at Roland endelig ser sit mørke tårn, og jeg kan fortælle at jeg tudede flere gange undervejs. Både af glæde, men så sandelig også af sorg over at skulle slippe nogle af personerne, som jeg virkelig var kommet til at holde af under denne ... øh ... 2000-3000 siders rejse.

Stephen King selv optræder jo også både i denne bog og i den foregående, og det har jeg haft nogle ambivalente følelser med. I efterskriftet kan jeg se at han også nævner det, for det er sgu lidt ...

Margit Sandemo gjorde det i Isfolket, og jeg kan vel godt forstå bevæggrunden for det, for hvis man har tilbragt så meget tid i selskab med en serie som hhv. Sandemo og King har gjort, så ER de jo også en del af dem selv. Sandemo mente at hendes pen var blevet ført, og på en eller anden måde er det også det man føler ved Det Mørke Tårn hos Stephen King.

Rigtigt mange af hans bøger kredser sig om Det Mørke Tårn på den ene eller anden måde. Hans forfatterskab i sig selv er temmelig imponerende, for alting fletter sig ind i hinanden, og det giver mening at hans hånd blev ført af guden Gan fra den inderste verden.
Så jo ... jeg æder den, jeg bryder mig måske ikke vildt om det, men jeg æder det. Men kun fordi han er min helt. :-)