Sov, mit barn - Joanne Harris

Henry Chester er en middelmådig kunstmaler i Victoriatidens snerpede England. Hans far var præst, moderen døde tidligt efter at have været mentalt fraværende for drengen Henry.
Da han ved et tilfælde opdager den 9 årige Effie, bliver han totalt forgabt i hende. Han bruger hende konstant som model, da hun med sit blodfattige, blege og smukke ydre er definitionen på uskyld.
Han er i den grad betaget af hende at han "passer på" hende til hun som 19 årig kan blive hans brud, formet efter hans idealiserede billede af en uskyldsren kvinde.
På bryllupsnatten viser hun sig dog at være en kvinde af kød og blod og med - uha - kødelige lyster, hvilket i den grad kommer bag på ham.
Hun bliver gravid, syg og mister barnet, og efter den tid holder han hende bedøvet i laudanum-tåger gennem adskillige år.

En skønne dag møder hun dog en anden kunstmaler, Mose Harper. En charlatan, døgenigt og egoistisk menneske. De bliver elskende, og hun prøver at finde sig selv i sin splittele. Gennem Mose møder hun også bordelmutteren Fanny Miller, der genkender sin myrdede datters ånd i den unge pige.

Derefter begynder intrigerne, hvor alle forsøger at få det ud af det, som de selv helst vil opnå, og den endelige taber bliver selvfølgelig den stakkels Effie.

Jeg var faktisk ved at lægge denne bog fra mig ret tidligt i forløbet. Bogen skifter mellem 4 forskellige jeg-fortællere, uden nogen synlig angivelse af hvem kapitlet omhandler, hvilket er pænt irriterende. Måske er det med vilje at man skal bruge et halvt kapitel for at finde ud af hvem det handler om, for hele bogen er gennemsyret af hallucinationer, vrangforestillinger, minder og mareridt.
Bogen blev dog læst til ende, men nu sidder jeg bare tilbage med irritation og frustration, og tænker at den historie kunne være skrevet meget bedre og meget mere nærværende.

Der er dog en enkelt passage, som jeg godt kan lide, selv om den ikke er synderligt beskrivende for bogen:
Men for mig lyder fornuftens stemme lidt lige som Henry Chesters, vag og vranten. Jeg mener, at dagens videnskab er gårsdagens magi, og at dagens magi kan blive morgendagens videnskab. Kærlighed er det eneste varige i denne urolige, rationelle verden; kærlighed og dens mørke halvdel, had.

Nattens cirkus - Erik Morgenstern

For søren da, hvor er jeg bare ikke god til at genrebestemme bøger. Magisk realisme til denne her? Eller historisk?
Den har magi og den foregår i slutningen af 1800 tallet. Så skal vi kalde det en blanding mellem de to?

Nattens Cirkus er en vidunderlig bog. Jeg har været utrolig grebet af den og den dovne, let melankolske og mørke stemning, der hviler over bogen. Man bliver drevet fra side til side i et adstadigt tempo og med en smag af fylde, nat og magi.
Meget imponerende.

Citat fra bogen:
Cirkusset ankommer uden varsel.
Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i de lokale aviser. Det er simpelthen der, hvor det ikke var i går.
De tårnhøje telte er sort- og hvidstribede, og der er ingen gyldne eller højrøde farver. der er overhovedet ingen farver, bortset fra de nærliggende træer og græsset på de omgivende marker. Sort-hvide striber mod en grå himmel, talløse telte i forskellige former og størrelser, omsluttet af et kunstfærdigt smedejernshegn fra en farveløs verden. Selv den smule jord, man kan se udefra, er sort eller hvid, malet eller overstrøet med pulver eller forfavndlet via et eller andet cirkuskneb.

Cirkusset er omdrejningspunktet for hele fortællingen, da den er skueplads for ikke blot de besøgende, men også for to personers kamp på liv og død.
På et tidligt tidspunkt i fortællingen mødes to gamle magikere og indgår - på vegne af to børn - en aftale om en dyst. En duel, hvor døden er den endelige udgang. Men ingen af børnene får dette at vide. De trænes i magi og lever hver især en sær skyggetilværelse uden for det virkelige samfund, mens de opelsker deres magiske evner indtil den endelige dyst skal stå.
Ideen om cirkusset er netop grundlaget for denne dyst, og den fyldes med ganske ekstraordinære artister, der ikke har deres lige i hele verden.
De to kombattanter dyster mod hinanden, uden dog at den ene - kvinden Celia Bowen - er klar over hvem hendes modstander er. Hun kan blot se at modstanderen har brugt sin magi til at skabe endnu en oplevelse i cirkusset, og derpå afventer næste træk.

Bogen er bygget op med mange forskellige tidspring, som jeg egentlig ikke gjorde meget ud af at holde styr på, men de fører alle sammen hen til det uundgåelige. Dysten mellem de to kombattanter, der naturligvis kommer til at foregå i Nattens Cirkus.

Som sagt er det her en ganske vidunderlig bog. Nu kan jeg så se at den er ved at blive filmatiseret, og den skal jeg helt klart se. Jeg er spændt på at se om de kan indfange det magiske og vemodige fra bogen.
Det eneste negative jeg kan sige er, at den på sine steder kunne blive lidt langtrukken, men så snart jeg ikke kunne komme til at læse, lå den og ulmede i mine tanker.
Helt klart et dejligt bekendtskab.