mandag den 8. oktober 2012

Lyset i dine øjne - Heksemesteren 2 - Margit Sandemo

Lyset i dine øjne er anden del i serien Heksemester af Margit Sandemo. Som jeg har nævnt tusinde gange før, så har jeg altid været meget fascineret af Sagaen om Isfolket, som jeg har læst pinligt mange gange.
Heksemesteren derimod ... Naaah ...

Den unge Tiril er undsluppet sine forfølgere ved at overvintre på et ugæstfrit skær sammen med en gammel eneboerske, der dog tjener til det daglige brød på en temmelig usympatisk og ulovlig måde. Det kommer selvfølgelig for en dag, og unge Tiril vender tilbage til Bergen, hvor hun nu må se sig på flugt - ikke bare fra de mystiske to mænd, der stræber hende efter livet - men også fra fogeden. Hun er skyldig i meddelagtighed.
Hun får hjælp af Erling, den unge, rige og attraktive mand, der egentlig var hendes nu døde søsters tilkommende, og hun rejser straks til Island, fordi hun i et telepatisk drømmesyn har modtaget budskab om at Morí er i fare.
Da de begge vender tilbage til Norge, går de i gang med at opspore hendes familieforhold, for at finde ud af hvem, der vil myrde hende.

Og så har jeg vist allerede røbet alt for meget.

Jeg var sådan set ved at lægge den fra mig. Jeg synes stadig ikke at den når Isfolket til sokkeholderne. Den er god, ingen tvivl derom. Men når man først har læst ovennævnte, så kan man se at der er en del genbrugsscener, karakterne er de samme og også forfatterens egne tanker, der skinner igennem.

Men da jeg så nåede til slutningen af bogen kom der alligevel en drejning, der gjorde at jeg bare måtte læse videre. Bog nr. 3 havde jeg jo i forvejen bestilt på biblioteket, så den lå derhjemme, og så kunne jeg jo bare gå i gang.

For dem der ikke har læst Isfolket kan den dog være ret god. Der er heksemestre, undertrykt erotik, grænseflader mellem levende og døde og forfatteren fører os da også stilsikkert, men næsten mekanisk igennem.

Nu læser jeg så 3'eren, og så må vi se om jeg får bestilt 4'eren.


2 kommentarer:

  1. Hej
    Jeg er meget enig i din bedømmelse af "Heksemesteren" i forhold til Sagaen om Isfolket. Dog kunne jeg sagtens leve mig ind i Heksemester serien også. Jeg synes bare at begge serier fortsætter lige et par bøger for meget, de sidste holder ikke rigtig samme standard som resten af serien. Derfor må jeg også sige at jeg ikke har givet mig i kast med at læse "Lysets rige" selvom den også skulle omhandle både Isfolket og Heksemesteren, men jeg er vist blevet lidt Sandemo-træt ;-)
    Hilsner fra en anden læsehest
    Gitte

    SvarSlet
  2. Hej Gitte
    Tak for din kommentar! :-)
    Jeg er glad for at høre at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. Den er god, forstå mig ret, men når man er startet med det bedste, så vil alt andet jo blegne lidt.
    Jeg mindedes dog ikke at der var så mange indskudte forfatterbemærkninger i Isfolket, men jeg kan jo tage fejl.
    Jeg kan også sagtens leve mig ind i den, jeg skal nok bare lade være med at sammenligne. ;-)

    SvarSlet