Shakespeares Hemmelighed - Jennifer Lee Carrel

Kate Stanley er tidligere Harvard professor, men har lagt studierne om Shakespeare bag sig for at blive teaterinstruktør og opføre hans skuespil i stedet.
Til sin gamle mentors udtalte misbilligelse selvfølgelig, hvilket har skabt et større brud mellem dem.
En dag dukker Roz (mentoren) dog op på teatret i London og stikker Kate en lille æske. De skal tale sammen, men Roz dukker aldrig op til det aftalte møde.
I stedet bliver hun myrdet på en meget Shakespeariansk måde, og teatret i London bliver brændt ned.

Og så går det ellers slag i slag derudaf ... Mentoren Roz er ikke alene kommet på sporet af et original manuskript af Shakespeare, som alle troede var gået tabt. Og ikke nok med det, måske med det entydige bevis for hvem Shakespeare egentlig var.

Historien her er som en intelligent "Da Vinci" og alle de andre af den slags bøger, som er fulgt i kølvandet på den bølge. Jeg er ikke engang helt klar over hvad den subgenre kaldes ...

Forfatteren har researchen i orden. Nu er jeg ikke den store Shakespeare kender, men det lader til at forfatteren er temmelig velinformeret, måske endda i en grad, hvor det bliver for meget for den almindelige læser. Mindre information kunne måske have gjort det, men det er jo en klassiker.

Man får researchet sig til så meget vidunderlig information, og så skal man smide det halve af det væk igen.

Teknisk er bogen her gennemført. Forfølgeren er hele tiden i hælene på Kate Stanley og napper hende i hælene. Bidderne af den information der får hende videre bliver også strøet ud som små puslespil, som hun smukt samler sammen. Men omfanget af plottet og hvem der var Shakespeare bliver måske en lille smule for kompliceret, og som læser det måske ikke helt så væsentligt, om det lige er den ene eller den anden.
Jeg vil dog sige at jeg ikke lige havde set komme, hvem der stod bag forfølgelsen, så det er et plus. Men selve romanen er dog læseværdig og underholdende.

De syv dværge - et eventyrligt rod - Kasper Lapp

Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, og da jeg hørte at det var en debutant fra Mellemgaard, må jeg tilstå at jeg sukkede.
Efterhånden er der røget nogle bøger fra Mellemgaard ned, og desværre har flere af dem været plaget af dårlig korektur og meget svingende kvalitet.

Derfor var jeg også positivt overrasket, da jeg fik denne bog i hånden. Den er blevet trykt i en lækker kvalitet, omslaget er blødt og "namsebart" og illustrationen luftig og passende.

Efterhånden som læsningen skred frem var jeg også glad for at opdage at der denne gang havde været en korrekturlæser til stede, enten det eller også har forfatteren været dygtigere end nogle af de andre bøger jeg har læst fra dem.

Bogen er først og fremmest rettet mod unge og barnlige sjæle, og det kan jeg vist godt regnes under. Der står da også på bagsiden at den er til Børn mellem 5 og 128 år.
5 år er måske i underkanten, for man skal have et godt kendskab til eventyr, før man kan forstå en parodi, men meningen er god nok.

Historien handler om de syv dværge, der lever deres stilfærdige liv efter at Snehvide er blevet gift med prinsen og er flyttet op på slottet.
En dag får de besøg af Merlyn, den store troldmand, der betror dem en meget vigtig opgave (lidt mod sin vilje). Der er kommet rod i eventyrene og det bliver deres opgave at få eventyrene tilbage på ret køl.
Selvfølgelig er der også en skurk, der narrer dværgene til at lave endnu mere rod end oprindeligt, for dværgene har en temmelig uheldig mani til at skabe problemer for sig selv.

Citat fra bogen:
"Hvad er et eventyr?"
Troldmanden stirrede på Pelle med et udtryk af overraskelse og vantro, som havde han spurgt, hvad et hus var, eller en stol, eller måske en hånd." "Spørger du, hvad et eventyr er?" Det var egentlig et mindst ligeså dumt spørgsmål, for det var jo det, Pelle lige havde gjort. "Dette er et eventyr." Merlyn pegede rundt.
Dværgene kiggede rundt og forsøgte at finde ud af, hvad han pegede på.
"I er midt i ét. Den spændende del er godt nok slut. Vi er ved '... og de levede lykkeligt til deres dages ende'-delen, som nok først og fremmest handler om Snehvide og prinsen."

Som sagt var mine forventninger ikke høje, men jeg blev virkelig positivt overrasket over denne bog. Historien glider godt af sted, den er nem at læse og blev også hurtigt slugt af undertegnede. Humoren virker måske sine steder en lille smule tilstræbt (lige som de noter, der var i starten af bogen, men som forfatteren åbenbart også selv glemte), men ikke langt inde i bogen virker det som om forfatteren finder sin egen stemme, og så bliver det meget mere naturligt humoristisk. Flowet bliver også bedre og man læser hele tiden videre for at se hvad dværgene nu rodes ind i.
Jeg læste den på under et døgn, og alene det er jo en anbefaling værd. :-)

Nu er det selvfølgelig nemt at sige, når jeg nu kan læse at der kommer en fortsættelse af denne bog, men jeg tror helt bestemt at vi kommer til at se mere til denne forfatter, da han forstår at formidle en god idé på en letlæst og flydende måde.

Når mørket falder på - Heksemesteren 3 - Margit Sandemo

Så fik jeg nedsvælget endnu et bind i Margit Sandemos serie Heksemesteren.

Tja, de er jo letlæste og hurtige at komme igennem. Hun kan noget med sproget, den gode Sandemo, og det er jo ikke uden grund at hun er Nordens mest læste forfatter.

Her i bind 3 (spoiler alert!) er Tiril, heksemesteren Morí, handelsmanden Erling og deres nyeste bekendtskab - en afdanket baronesse ved navn Catherine - på farten igen.
De har fulgt sporene på Tirils ophav gennem den jordemoder der forløste Tirils mor, og det viser sig at hun er af ganske fornem æt.
Sporet leder dem ud i ødemarken og ind i en dyb og mystisk skov, hvor Tirils forfader byggede en borg, som er hjemsøgt.
Her bliver Morís evner som heksemester virkelig sat på en prøve.

Det er også en bog om de kødelige lyster for Catherine, baronessen, er temmelig varmblodet og forsøger at få både Erling og Morí i kanen.
Ligeledes udvikler forholdet mellem Tiril og Morí sig også, og man sidder og hepper på at de snart får øjnene helt op for hinanden. :-)

Som sagt, så er bogen hurtig læst. Man er jo altid i godt selskab i Sandemos universer, men jeg fastholder nu stadig min oprindelige mening om at den ikke kan måle sig med Isfolket.
Jeg synes også at forfatteren forfalder til en masse genbrug fra nævnte serie, både karaktermæssigt, men også handlingsmæssigt.
Og så er der nogle uheldige forfatter bemærkninger der tydeligvis - i hvert fald for dem der både har læst Isfolket, men også hendes forfatterbiografi Livsglæde - skinner kraftigt igennem.

Men når det er sagt, så er det underholdning på et godt plan og let fordøjeligt også.

Om jeg bestiller 4'eren? Jeg ved det faktisk ikke endnu. Måske er jeg mere til at prøve hendes nyeste serie, der åbenbart binder de to serier sammen.

Lyset i dine øjne - Heksemesteren 2 - Margit Sandemo

Lyset i dine øjne er anden del i serien Heksemester af Margit Sandemo. Som jeg har nævnt tusinde gange før, så har jeg altid været meget fascineret af Sagaen om Isfolket, som jeg har læst pinligt mange gange.
Heksemesteren derimod ... Naaah ...

Den unge Tiril er undsluppet sine forfølgere ved at overvintre på et ugæstfrit skær sammen med en gammel eneboerske, der dog tjener til det daglige brød på en temmelig usympatisk og ulovlig måde. Det kommer selvfølgelig for en dag, og unge Tiril vender tilbage til Bergen, hvor hun nu må se sig på flugt - ikke bare fra de mystiske to mænd, der stræber hende efter livet - men også fra fogeden. Hun er skyldig i meddelagtighed.
Hun får hjælp af Erling, den unge, rige og attraktive mand, der egentlig var hendes nu døde søsters tilkommende, og hun rejser straks til Island, fordi hun i et telepatisk drømmesyn har modtaget budskab om at Morí er i fare.
Da de begge vender tilbage til Norge, går de i gang med at opspore hendes familieforhold, for at finde ud af hvem, der vil myrde hende.

Og så har jeg vist allerede røbet alt for meget.

Jeg var sådan set ved at lægge den fra mig. Jeg synes stadig ikke at den når Isfolket til sokkeholderne. Den er god, ingen tvivl derom. Men når man først har læst ovennævnte, så kan man se at der er en del genbrugsscener, karakterne er de samme og også forfatterens egne tanker, der skinner igennem.

Men da jeg så nåede til slutningen af bogen kom der alligevel en drejning, der gjorde at jeg bare måtte læse videre. Bog nr. 3 havde jeg jo i forvejen bestilt på biblioteket, så den lå derhjemme, og så kunne jeg jo bare gå i gang.

For dem der ikke har læst Isfolket kan den dog være ret god. Der er heksemestre, undertrykt erotik, grænseflader mellem levende og døde og forfatteren fører os da også stilsikkert, men næsten mekanisk igennem.

Nu læser jeg så 3'eren, og så må vi se om jeg får bestilt 4'eren.

Skarpe Genstande - Gillian Flynn

Hold da op! Wow! Sikke en forfatter!
Jeg var allerede dybt betaget, da jeg læste hendes anden bog: Mørke Steder, og nu faldt jeg så lige over hendes debutroman Skarpe Genstande, da jeg var forbi Jentas' stand på fantasymessen i Herlufsholm.

Bogen handler om Camille Preaker, journalist på en ikke nævneværdig Chicago avis,  hvor hun beskæftiger sig med kriminalstoffet. Da det andet mord i hendes lille hjemby - Wind Gap - bliver begået, sender hendes redaktør hende afsted for at dække mordene. Camille har ellers ikke været hjemme i årevis.
Begge ofre er små piger, blonde og smukke og begge ofre er først blevet kvalt, hvorpå de efterfølgende har fået trukket deres tænder ud.

Jaja, tænker man så ... Så er præmissen sat, og showet kan sættes i gang. Som det lige beskrives kunne det være hvilken som helst krimi eller thriller, men så er det Gillian Flynn brillerer.

Camille Preaker har issues, som det så smukt ville hedde på engelsk, hun slæber adskillige barndomstraumer med sig i bagagen, og de flammer op i lys lue, da hun vender hjem. Gillian Flynn beskriver disse psykologiske knaster med fantastisk skarphed og indlevelse, at man til fulde kan forstå hvad der foregår i hovedet på personerne, selv om det ligger så langt fra ens eget liv.

Forholdene i den lille sladdervorne by, de ødelagte familierelationer, mordmysterierne og endelig hendes egen psyke bliver endevendt, og man drives til at vende blad efter blad for at se hvordan det går med dem alle sammen.

Richard ville have mig til at vise ham alle byens hemmelige steder, de små kroge, som kun de lokale kendte til. De steder, hvor folk mødes for at bolle eller ryge hash, hvor teenagerne drikker, og folk sidder i ensomhed og funderer over, hvornår deres liv var begyndt at smuldre. Alle har et øjeblik, hvor livet løbet af sporet.
Mit var den dag, Marian døde. Dagen, hvor jeg tog kniven i min hånd, kom på en tæt andenplads.

Både Skarpe Genstande og Mørke Steder kan helt klart anbefales, og jeg skal da også læse dem begge igen. Gillian Flynn skal man helt sikkert holde øje med og hun har da også vundet et utal af priser allerede. Så vidt hendes hjemmeside er hun i gang med sin tredie roman, og den vil jeg glæde mig til.