Da jeg for nylig var på Fantasy messen i Herlufsholm, besøgte jeg Tellerups stand. Der plejer jo at være smækfyldt med gode bøger, og jeg havde længe ønsket mig at få fat i Michael Kamps roman Moln.
Da jeg så nu fik afsluttet Borte med Blæsten tænkte jeg at det måtte være på tide at få lidt smagsændring. Og det skal jeg da ellers lige love for at jeg fik. :-)
Moln - Jorden Husker er en samling af noveller, der alle foregår i Moln. Stedet, byen er bygget på, har gennem tiderne været brugt til offer- og henrettelsespladser, og senere under inkvisitionen har mange hekse måttet lade livet på stedet.
Så byggede man et sindssygehospital, og man tør kun gisne om hvad der foregik derinde, hvorpå den blev revet ned, og derpå byggede man en skole (selvklart. ;-))
Men selv med den information, der jo gør at man har en rimelig klar forventning til hvad der er i vente, er man totalt opslugt. Jeg læste bogen på ganske få dage, og kunne dårligt lægge den fra mig igen.
Man bliver drevet fra novelle til novelle, der brillerer med meget forskellige personkarakteristikker og har meget forskellige temaer. Bogens unge mennesker bliver skildret med en forskellighed som i virkeligheden. Der er teenagere med spiseforstyrrelser, problemer med alkohol og sorg.
Sproget er malende, men præcist og man drives fremad. Fremad mod det næste gys også selv om man næsten ikke tør.
Nu er jeg så faktisk blevet lidt en kylling hvad angår horror, og det hjalp da så bestemt heller ikke at jeg var alene hjemme den aften, jeg blev færdig. Vores hus har en tilbygget staldlænge, hvorfra der for det første altid kommer småmystiske lyde og for det andet har tusind mørke kroge.
Jeg skulle da nok sørge for at døren til stalden blev låst den aften. :-)
Jeg vil gerne lige citere en lille passage, som skildrer den filmiske og skræmmende stil Kamp lægger for dagen i romanen her:
Han så ikke værktøjet, der igen lå under reolen, eller lagde mærke til de sko, der var sat i klemme mellem to bogkasser. Til gengæld var han lige ved at træde på Sabrinas hånd, der stak frem under den ene hylde.
Så snart han var gået forbi, blev den langsomt trukket ind under reolen.
Ind i mørket.
Creepy, ikke? :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar