Tristan & Chiaki - Virus - Lene D Møller & Ronny Reffelt

I fem år har Tristan og Chiaki boet i de hvide celler. Deres hukommelse er blevet holdt kunstigt nede af medicin, så de intet kan huske om deres fortid. På Direktørens ordre har deres DNA undergået en forandring, så de begge har overnaturlig styrke og udholdenhed. Intens og brutal kamptræning har yderligere skærpet disse evner.

Da de til deres overraskelse en dag finder deres celledøre ulåste, flygter de fra det underjordiske laboratorium, kun for at opdage en ødelagt verden. Kampen for overlevelse, og svar på deres oprindelse, tager nu sin begyndelse.

Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, som jeg må tilstå ligger en anelse uden for min normale "læse comfort zone", da de er en science fiction bog og ydermere en ungdomsbog.

Det er en grum verden, der beskrives. Tristans og Chiakis fædre har været med til at udvikle en virus, der sorterer alle svage individer fra. Alle der i forvejen havde sygdom i kroppen, kunne være sikre på at blive udslettet, når først virussen blev sluppet løs.

I skæbnetimen opdager deres fædre, hvad firmaets virkelige intention med virussen er og forsøger at flygte, men bliver brutalt nedslagtet. Kun Tristan og Chiaki overlever attentaterne, og bliver indespærret i fem år.

Det er tunge skæbner for børn, må man sige, men heldigvis bliver deres hukommelser medicinsk modificeret, ellers havde det da ikke været til at holde ud.

Da de endelig undslipper er de derfor helt uvidende om den ødelagte verden, der ligger udenfor dørene, og stor er deres overraskelse, da de opdager at der er folk, der har overlevet virussen. Også ud over dem, der har betalt sig til en ny tilværelse på de flyvende kolonier.

Lene D Møller og Ronny Reffelt mødte hinanden på et online-skrivekursus, og blev enige om at skrive en bog sammen. Før udgivelsen af bogen havde de aldrig mødt hinanden, hvilket jeg tænker må være en meget, speciel måde at mødes på.

Derudover kunne jeg aldrig selv forestille mig at skrive en bog sammen med en anden person. Jeg ville simpelthen få kriller over ikke at være i total kontrol over processen og resultatet.

Men jeg synes egentlig at Lene og Ronny slipper ret godt fra den svære proces. Jeg har ladet mig fortælle at de hver især er ansvarlig for hver deres hovedperson, og det er kun når man kigger bevidst efter det, at man lægger mærke til at det er to forskellige mennesker der står bag bogen. For der er naturligvis forskel i skrivestile, formuleringer og beskrivelser, men det er forbavsende lidt. Igen taget i betragtning af at de har skrevet på skift.

Bogen skifter mellem Direktørens og de to børns synsvinkler og helhedsindtrykket er derfor meget filmisk. Forfatterne bruger det også til at give historien fremdrift og forfalder ikke til den typiske fejl med at beskrive samme sag, fra begge sider. Så det er bestemt et plus.

Historien og plottet er også sammenhængende og fornuftigt, og også rimelig plausibelt, for kan vi nogensinde vide os sikre for skrupelløse pengemænd, hvis de pludselig stod med en dødbringende virus mellem hænderne?

Mit eneste ankepunkt, er - og det kan være at det er uberettiget, da her er tale om en ungdomsbog - at jeg gerne ville have noget mere fyld på historien. Kapitlerne var noget korte, og jeg synes derfor at man ikke når at komme helt i dybden med personerne, Tristan især. Chiaki er nok den, der har mest dybde af de to.

I det hele taget synes jeg at det er en ganske udmærket, spændende og let-læst debutroman for unge.

Terningemanden - Luke Rhinehart

Terningemanden er en selvbiografisk roman om terningespil med livet. Forfatteren er en psykiater midt i 30'erne, lovende karriere, velhavende, velgift med en smuk og intelligent kone, to yndige børn, luksuslejlighed i New York. Men han keder sig al sin materielle sikkerhed, føler sig indespærret, fanget, og ved ikke hvordan han skal bryde cirklen. Så en aften efter et af de sædvanlige selskaber med de sædvanlige kolleager sidder han og leger med et par terninger og ...

"Så brølede et kraftigt tågehorn ind i værelset fra East River, rædslen rev arterierne ud af mit hjerte og bandt dem til knuder i min mave; hvis den terning har en ener opad, vil jeg gå ned og voldtage Arlene."

Dermed foretager Luke Rhinehart sin første terningeafgørelse. Efter fuldbyrdet voldtægt lægges alle beslutninger i hænderne på Terningen, og hans liv udvikler sig som et planløst situationsspil med skandaler, seksuelle udskejelser og mord, isprængt megen komisk hverdags virkelighed og evigt-aktuel menneskelig problematik.

Jeg fik denne bog stukket i hånden af en kollega, som fortalte at bogen havde gjort et stort indtryk på ham, da han læste den for år tilbage. Og det kan jeg godt forstå. Jeg er også ret sikker på at det er en bog, jeg kommer til at tænke på med jævne mellemrum i de kommende år.

Jeg har også googlet anmeldelser af bogen, som blev udgivet tilbage i 1971 og er blevet genoptrykt nogle gange, og jeg kan forstå at man enten elsker eller hader den.
Og der er vist ikke nogen tvivl i mit sind ... jeg hører til dem, der hader den. Du godeste hvor er det en utiltalende bog.

Luke Rhinehart overlader snart alt til terningerne. Hvordan han skal behandle sine patienter, sine venner, sin kone og hvad der naturligvis tænder mig mest af, så også sine børn.
Han lader også terningen afgøre hvilke roller han selv skal spille. Vittig, katatonisk, sexfrådende osv osv.

Ifølge nogle anmeldelser er det en satire over det materialistiske liv, som vi lever, og tilhængerne vil nok mene at "haderne" bare ikke har fattet satiren. Men jo, det gør jeg. Jeg forstår godt den skærende kontrast til vores planlagte liv, jeg forstår også opfordringen til spontanitet, men argh ... hele bogen er gennemsyret af en afstandtagen og manglende empati. Den minder mig om "American Psycho", og jeg kunne ikke lade være med at drage paralleller meget af tiden.
Bortset fra at jeg faktisk bedre kunne lide "American Psycho".

Hvorom alting er ... jo, den er læseværdig i den henseende at den gør indtryk, men det er ikke just for det positive for mit vedkommende.

Solens Følge - Den ældste myte 2 - Boris Hansen

Dette er Den Ældste Myte

om Lytteren, der hører og forstår, hvad verden siger

om Jægeren, der bevæger sig som vinden

om Drømmeren, der drømmer på tværs af tiden

om Abens Håndlager, der vil drive Den Skyldfri til mord

- og om Fortælleren, der vil give historien nyt liv.

 

Dette er anden bog i trilogien Den ældste myte, som jeg er blevet bedt om at anmelde.

Første bog i serien var jeg jo ret begejstret for, hvilket kan læses her, og jeg vil sige at nr. 2 helt bestemt er en værdig efterfølger.

De seks danske børn, som ved et tilfælde snublede over Den Ældste Myte, besejrede i første bind dæmonaben og undgik kun med nød og næppe at profetien blev opfyldt. Profetien som siger at hvis det lykkes Abens Håndlanger at drive Den Skyldfri til mord, vil solen slukkes og jorden vil henligge i mørke.

Og det bringer mig så faktisk til det eneste ankepunkt jeg har på selve bogens grundtema. Måske er det fordi jeg har overset noget (jeg har det med at sluge bøgerne, når jeg er godt underholdt), eller også halter præmissen et eller andet sted. For ganske vist lykkedes det vores hovedpersoner at undgå mordet, men i de gamle sagn, som oprulles i bogen, fortælles det jo netop at myten har slået til flere gange, hvor det lyder til at mordene netop ER lykkedes.

Måske er det også fordi jeg ikke ofte læser fantasy, men det virker lidt ... uambitiøst af Myten. Ét mord? Kun ét? Hvis man har magt til at skabe en myte som denne, hvorfor så nøjes med det? Og hvorfor i det hele taget skabe en så kompliceret myte?

Nåh, men når det så er sagt, så er det faktisk det eneste kritiske jeg har at sige om bøgerne.

I bog nr. 2 er myten blevet læst igen. I bog nr. 1 opfordrede Emma Brille til at nedfælde myten. Han skrev alle deres hændelser ind i sin internetdagbog, men da det gik op for ham, hvad det indebar, skyndte han sig at slette den igen. Desværre nåede nogle drenge at læse den inden, og så var Myten på vandring igen.
Da tegnene begynder at vise sig, bliver børnene klar over at de er de eneste, der kan hjælpe de nye ofre for Myten og forhindre det kommende mord.
Og inden længe går det op for dem, at der er flere end dem, der har interesse i at Myten er dukket op igen.

Boris Hansen skriver rigtig godt. Sproget er godt, flydende, letlæst og varierende. Spændingen fører læseren fremad, og der ingen tegn på usikkerhed. Boris Hansen ved hvor han er på vej hen (hvilket også får mig til at tro at det må være mig, der har overset noget i ovenstående ankepunkt), og handlingen glider smukt derudaf.

Han formår både at være spændende og morsom, som fx i nedenstående passage. Jeg er en sucker for tør humor, så denne storelsker jeg naturligvis:

Philip bemærkede, at begge de fremmede var en smule mørke i huden. "Vær hilset," sagde han. "Taurus fortæller, at I er rejst langvejs fra, men han sagde ikke hvor langt. Marokko? Algeriet?"
"Lolland," svarede den ene af de to krigere, og den anden nikkede bekræftende. "Solens Følge i Sakskøbing sender deres hilsener og håb."

Bøgerne kan anbefales til alle fantasy læsere, og selv om det nok er ungdomsromaner, så kan voksne stadig læse med.

Nårhja, og så elsker jeg henvisningen til Baba Yaga. En virkelig dejlig sagnskikkelse. :-)

Jeg vil glæde mig til at læse afslutningen også for at se om det lykkedes dem.

Mytens forbandelse - Den ældste myte 1 - Boris Hansen

Dette er Den Ældste Myte

om Lytteren, der hører og forstår, hvad verden siger

om Jægeren, der bevæger sig som vinden

om Drømmeren, der drømmer på tværs af tiden

om Abens Håndlanger, der vil drive Den Skyldfri til mord

- og om Fortælleren, der vil give historien nyt liv.

Jeg er af forlaget Rosenkilde & Bahnhof blevet spurgt om jeg ville anmelde fantasy-serien "Den ældste myte", skrevet af Boris Hansen.
Nu er jeg generelt ikke voldsom fan af fantasy, og Boris Hansen har i øvrigt også gjort sig uheldigt bemærket i min sfære, da han og jeg var nomineret i samme krimikonkurrence hos Husets Forlags for snart mange år siden, og han så oven i købet vandt den!
Men det må så også betyde at han er en god forfatter, så jeg endte med at sige ja. :-)

Og det er jeg faktisk glad for, for jeg blev positivt overrasket. Jeg havde mine fordomme, og forventede konstant at bestemte ting skulle ske, men da de ikke gjorde det, måtte jeg jo æde mine ord og bare læse.

Første bind i "Den Ældste Myte" hedder "Mytens Forbandelse" og har seks børn som hovedpersoner. Der er de tre søskende, Jeppe, Nadja og Adrian, Adrians venner; Brille og Emma og Jeppes ven, den meget selvcentrerede Philip Mortensen.

Børnene finder - i et gammelt forladt hus - et ældgammelt vævet tæppe, der skildrer nogle scener fra meget gammel tid. Pudsigt er det, at der på tæppet er seks forskellige personer, i forskellige scener.
Scener som de inden længe også befinder sig selv i, og der begynder at ske ting, som ikke kan bortforklares.

Så vil jeg faktisk ikke afsløre mere. Ikke andet end at børnene her bliver viklet ind i myten uden mulighed for at undslippe, og så er rammen jo sat.

Boris Hansen skriver godt. Hans sprog er letlæst uden at være simpelt. Det er varierende med et godt flow, der fører læseren frem i historien med et fast greb.
Persontegningerne er måske tæt ved at være stereotype; Emma, der er den forsagte pige, der har det slemt derhjemme, Brille, nørden med naturvidenskaben, Nadja, den tvære pubertetspige, Jeppe, den dovne teenager, Philip, den selvcentrerede og så Adrian, som vel kan betegnes som hovedpersonen, og som er relativt normal.
Det gør dog egentlig ikke noget, for de spiller godt sammen og udfylder de roller de skal.

Jeg har - samtidig med bog 1 i serien - også fået bog 2, som jeg vil kaste mig over. Og nu endda spændt og med glæde. :-)

Hov, det skal i øvrigt nævnes - som det også står beskrevet på flappen på bogen, at forfatteren er IT nørd, hvilket har resulteret i en meget flot hjemmeside, hvor man kan se billederne fra det vævede tæppe, mytens rejse og meget mere.
Det komplementerer flot bøgerne, og giver altså hele serien et meget smukt finish.

Jo, den kan godt anbefales.

Helligt forræderi - James Forrester

Året er 1563. England er en bekymret nation. Katolske sammensværgelser mod den unge dronning Elizabeth har efterladt landet i en tilstand af frygt og mistænksomhed. En sen nat får den respekterede budbringer William Harley, kendt som kongens overherold, besøg af en uventet gæst - katolikken Henry Machyn, der er desperat efter at gemme i et manuskript til en krønike, der indeholder en så farlig hemmelighed, at han frygter for sit liv. Snart er staten, i form af Francis Walsingham og hans skrupelløse håndlangere i gang med fuldstændigt at ødelægge William Harleys fredelige hjem i deres søgen efter Machys krønike.

Jeg har jo givet mig selv et løfte. Min grænse er egentlig 50 sider, men denne gav jeg alligevel 124 sider før jeg gav op.

Forfatteren kender sit stof. Han er (iflg. bagsiden) både prisbelønnet historiker og medlem af Det Kongelige Historiske Selskab i UK), men skønlitterært ...

Efter 124 sider er der faktisk kun sket det der er beskrevet ovenfor, og det er ret dræbende.
Ligeledes synes jeg også at personen reagerer utroværdigt af og til, hvilket jo bidrager til den almene irritation.

Så ... nope ...

Det Mørke Tårn - Det Mørke Tårn 7 - Stephen King

Revolvermanden Rolands ka-tet er spredt for alle verdener. Susannah-Mia er ved at føde sin unge i et rædselskabinet i Tordenskoven.
Jake og tumlebjørnen Ben er klar til kamp mod Type-tre vampyrerne i New York, og Roland og Eddie skal redde forfatteren Stephen King i Maine.
De har rejst så langt for at redde Tårnet og de er så tæt på målet, men det sidste stykke vej kan blive den længste mil i deres liv, før Tårnets dør smækkes i, og deres skæbne besegles.

Jeg har desværre været lidt længe om at læse denne bog. Det skyldes ikke at den er dårlig, men fordi der simpelthen har været for mange andre gøremål i mit liv.

Uha, hvordan kan jeg skrive om denne bog uden at afsløre alt?

Jeg kan fortælle at Roland endelig ser sit mørke tårn, og jeg kan fortælle at jeg tudede flere gange undervejs. Både af glæde, men så sandelig også af sorg over at skulle slippe nogle af personerne, som jeg virkelig var kommet til at holde af under denne ... øh ... 2000-3000 siders rejse.

Stephen King selv optræder jo også både i denne bog og i den foregående, og det har jeg haft nogle ambivalente følelser med. I efterskriftet kan jeg se at han også nævner det, for det er sgu lidt ...

Margit Sandemo gjorde det i Isfolket, og jeg kan vel godt forstå bevæggrunden for det, for hvis man har tilbragt så meget tid i selskab med en serie som hhv. Sandemo og King har gjort, så ER de jo også en del af dem selv. Sandemo mente at hendes pen var blevet ført, og på en eller anden måde er det også det man føler ved Det Mørke Tårn hos Stephen King.

Rigtigt mange af hans bøger kredser sig om Det Mørke Tårn på den ene eller anden måde. Hans forfatterskab i sig selv er temmelig imponerende, for alting fletter sig ind i hinanden, og det giver mening at hans hånd blev ført af guden Gan fra den inderste verden.
Så jo ... jeg æder den, jeg bryder mig måske ikke vildt om det, men jeg æder det. Men kun fordi han er min helt. :-)

Susannah - Det Mørke Tårn 6 - Stephen King

Mia har brugt Susannahs krop og den magiske glaskugle Sorte Tretten for at komme til New York i 1999, hvor hun på befaling af Den Purpurfarvede Konge skal føde sin unge. Men byen er underlig og skræmmer både Susannah og Mia "datter af ingen".
De går todash til slottet Discordia på grænsen til Slutverdenen, hvor Mia afslører sin oprindelse, og hvorfor hun så brændende ønsker at give liv til væsenet i maven.

Imens er revolvermændene Roland og Eddie Dean i eftersøgningen af antikvaren Calvin Tower faldet ind i en anden verden i Maine i sommeren 1977. En verden, der skulle være idyllisk og fredelig, men som ikke er det. For det første er den særdeles virkelig, og kuglerne flyver omkring ørerne på dem, når Balazar og hans gentlemen jager Calvin Tower i kampen om rosen.
For det andet er den beboet af forfatteren til Salem's lot - en mand Callahan særdeles gerne vil have fat på.

"Susannah" har jeg ikke læst i samme rivende fart, som "Ulvene". For det første fordi mestendels handler om Susannah, som jeg ikke har så nært et forhold til, som drengene i ka'tetten, men også fordi Mias historie er - selv om den for så vidt er spændende og relevant for indholdet - knapt så fangende.
Der er ikke så meget fremdrift i den, og det er også lidt abstrakt når Susannah og Mia taler sammen henholdsvis inde i hinanden eller stående overfor hinanden.

Den anden ting er ... og her må jeg vist træde varsomt. Jeg har netop læst "Isfolket" af Margit Sandemo og brokkede mig over at forfatteren skrev sig selv ind i sagaen.
Her har King gjort det samme, og han er endda gået skridtet videre. Han udgør en stor del af handlingen. Først troede jeg faktisk at han var det Mørke Tårn, og efter jeg først havde fordøjet tanken, gav det fint mening.
Stephen King er Det Mørke Tårn i sit forfatterskab. Alle hans historier fletter sig ind i hinanden, personer dukker op i forskellige romaner og noveller, og for så vidt er det rigtigt. Hans forfatterskab roterer omkring Tårnet og har gjort det næsten fra begyndelsen.
Da jeg nåede den konklusion var jeg faktisk glad og tilfreds, men så drejede historien igen, og nu er King "kun" en person, der også bliver styret af den Purpurfarvede Konge. I bogen fortælles der så om bilulykken, som King var ude for, for mange år siden, men her i bogen - i en anden virkelighed - i et andet hvor og hvornår - bliver King dræbt.

Det ved jeg så ikke helt hvad jeg synes om, men indtil videre er jeg villig til at give mit idol en smule snor, og se om det giver mening.
At jeg så må væbne mig med tålmodighed med at læse den sidste, er så en anden ting. Biblioteket har haft den frækhed at udlåne den!!
Suk altså ...