Stemmer fra fortiden - Barbara Erskine

Denne roman har jeg læst nu mindst fire gange. Jeg læste den, købte den, mistede den, købte den, mistede den og nu har jeg så igen fundet den hos en antikvar.
Og denne gang giver jeg den ikke fra mig!! :-)

Jeg er stadig vild med den, selv om jeg nu - næsten ti år siden sidste gennemlæsning - kan se nogle småfejl og noget i handlingen der halter hist og pist.

Det handler om den egenrådige Jo Clifford, der arbejder som freelance journalist. Hun bor alene, men er kæreste med den charmerende Nick Franklyn. Hun sælger en stribe artikler til et magasin, hvoraf en af dem handler om reinkarnationer.

Hun mener selv at hun ikke kan hypnotiseres, da hendes kærestes storebror (Sam Franklyn) allerede i collegetiden forsøgte at gøre det, men virkeligheden er, at hun var uhyre nem at hypnotisere, og nær var ved at dø i forsøget. Men Sam og hans kollega blokerede hendes hukommelse dengang.

I sin daværende reinkarnation var Jo, adelsdamen Mathilda de Braose, som levede i Wales i 1200tallet. Hun var gift med den brutale William de Braose, elskede Richard de Clare og var elsket af Kong John Plantagen, der i sidste ende kostede hende livet.

Da hun nu underlægger sig selv hypnose igen, begynder den tidligere eksistens at tage magten over hendes nuværende liv. Der bliver spundet et større net, som jeg ikke vil afsløre her, men det viser sig at de tre mænd dengang alle er tilbage i hendes nuværende liv, og de vil alle have del i hende på mere eller mindre dramatisk vis.

Jeg vil som sagt ikke afsløre mere, men den er helt bestemt læseværdig. Jeg synes det er en fantastisk historie og vil tage den frem igen om nogle år. Det kan der vist ikke være tvivl om.

Medical education at St. Bartholomews Hospital 1123-1995

Det er måske lidt snyd at skrive denne bog på listen, for jeg har ikke læst den fra ende til anden.
Jeg gør det nu alligevel, for så kan jeg selv finde den igen, hvis jeg skulle få brug for den. :-)

I den roman jeg skriver på nu, der handler om freaks i 1800tallets London, foregår nogle af scenerne netop på St. Bartholomews hospital, og nogle af mine karakterer er lægestuderende. Derfor havde jeg behov for noget baggrundsviden om hospitalet, om indlæringsmetoder, om hvor fremskredne de var i lægevidenskaben og mange andre ting.

Jeg har skimmet det meste af bogen og noteret mig de ting, der var væsentlige for min roman, og håber at jeg har fået styr på de facts jeg nævner i min roman.
Selvfølgelig kan der være nogle smuttere, men jeg håber at 1) læseren aldrig opdager dem og 2) at hvis der er smuttere, at læserne kan tilgive mig for dem.

Research kan være utrolig spændende, men også frustrerende, for man føler aldrig man når helt til bunds, og at der hele tiden er mere, man kunne vide. Det er der selvfølgelig også, for vi levede jo ikke på den tid, og ved derfor ikke alt, men jeg håber som sagt at jeg har styr på de fleste af de basale facts. :-)

Bogen er skrevet af Keir Waddington.

Sov, mit barn - Joanne Harris

Henry Chester er en middelmådig kunstmaler i Victoriatidens snerpede England. Hans far var præst, moderen døde tidligt efter at have været mentalt fraværende for drengen Henry.
Da han ved et tilfælde opdager den 9 årige Effie, bliver han totalt forgabt i hende. Han bruger hende konstant som model, da hun med sit blodfattige, blege og smukke ydre er definitionen på uskyld.
Han er i den grad betaget af hende at han "passer på" hende til hun som 19 årig kan blive hans brud, formet efter hans idealiserede billede af en uskyldsren kvinde.
På bryllupsnatten viser hun sig dog at være en kvinde af kød og blod og med - uha - kødelige lyster, hvilket i den grad kommer bag på ham.
Hun bliver gravid, syg og mister barnet, og efter den tid holder han hende bedøvet i laudanum-tåger gennem adskillige år.

En skønne dag møder hun dog en anden kunstmaler, Mose Harper. En charlatan, døgenigt og egoistisk menneske. De bliver elskende, og hun prøver at finde sig selv i sin splittele. Gennem Mose møder hun også bordelmutteren Fanny Miller, der genkender sin myrdede datters ånd i den unge pige.

Derefter begynder intrigerne, hvor alle forsøger at få det ud af det, som de selv helst vil opnå, og den endelige taber bliver selvfølgelig den stakkels Effie.

Jeg var faktisk ved at lægge denne bog fra mig ret tidligt i forløbet. Bogen skifter mellem 4 forskellige jeg-fortællere, uden nogen synlig angivelse af hvem kapitlet omhandler, hvilket er pænt irriterende. Måske er det med vilje at man skal bruge et halvt kapitel for at finde ud af hvem det handler om, for hele bogen er gennemsyret af hallucinationer, vrangforestillinger, minder og mareridt.
Bogen blev dog læst til ende, men nu sidder jeg bare tilbage med irritation og frustration, og tænker at den historie kunne være skrevet meget bedre og meget mere nærværende.

Der er dog en enkelt passage, som jeg godt kan lide, selv om den ikke er synderligt beskrivende for bogen:
Men for mig lyder fornuftens stemme lidt lige som Henry Chesters, vag og vranten. Jeg mener, at dagens videnskab er gårsdagens magi, og at dagens magi kan blive morgendagens videnskab. Kærlighed er det eneste varige i denne urolige, rationelle verden; kærlighed og dens mørke halvdel, had.

Nattens cirkus - Erik Morgenstern

For søren da, hvor er jeg bare ikke god til at genrebestemme bøger. Magisk realisme til denne her? Eller historisk?
Den har magi og den foregår i slutningen af 1800 tallet. Så skal vi kalde det en blanding mellem de to?

Nattens Cirkus er en vidunderlig bog. Jeg har været utrolig grebet af den og den dovne, let melankolske og mørke stemning, der hviler over bogen. Man bliver drevet fra side til side i et adstadigt tempo og med en smag af fylde, nat og magi.
Meget imponerende.

Citat fra bogen:
Cirkusset ankommer uden varsel.
Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i de lokale aviser. Det er simpelthen der, hvor det ikke var i går.
De tårnhøje telte er sort- og hvidstribede, og der er ingen gyldne eller højrøde farver. der er overhovedet ingen farver, bortset fra de nærliggende træer og græsset på de omgivende marker. Sort-hvide striber mod en grå himmel, talløse telte i forskellige former og størrelser, omsluttet af et kunstfærdigt smedejernshegn fra en farveløs verden. Selv den smule jord, man kan se udefra, er sort eller hvid, malet eller overstrøet med pulver eller forfavndlet via et eller andet cirkuskneb.

Cirkusset er omdrejningspunktet for hele fortællingen, da den er skueplads for ikke blot de besøgende, men også for to personers kamp på liv og død.
På et tidligt tidspunkt i fortællingen mødes to gamle magikere og indgår - på vegne af to børn - en aftale om en dyst. En duel, hvor døden er den endelige udgang. Men ingen af børnene får dette at vide. De trænes i magi og lever hver især en sær skyggetilværelse uden for det virkelige samfund, mens de opelsker deres magiske evner indtil den endelige dyst skal stå.
Ideen om cirkusset er netop grundlaget for denne dyst, og den fyldes med ganske ekstraordinære artister, der ikke har deres lige i hele verden.
De to kombattanter dyster mod hinanden, uden dog at den ene - kvinden Celia Bowen - er klar over hvem hendes modstander er. Hun kan blot se at modstanderen har brugt sin magi til at skabe endnu en oplevelse i cirkusset, og derpå afventer næste træk.

Bogen er bygget op med mange forskellige tidspring, som jeg egentlig ikke gjorde meget ud af at holde styr på, men de fører alle sammen hen til det uundgåelige. Dysten mellem de to kombattanter, der naturligvis kommer til at foregå i Nattens Cirkus.

Som sagt er det her en ganske vidunderlig bog. Nu kan jeg så se at den er ved at blive filmatiseret, og den skal jeg helt klart se. Jeg er spændt på at se om de kan indfange det magiske og vemodige fra bogen.
Det eneste negative jeg kan sige er, at den på sine steder kunne blive lidt langtrukken, men så snart jeg ikke kunne komme til at læse, lå den og ulmede i mine tanker.
Helt klart et dejligt bekendtskab.

Om krimien - PD James

Efter den barske og følelsesladede omgang med Teddy Vorks Diget, var det egentlig rart at have noget let tilgængeligt.

PD James har her begået en lille gennemgang af kriminallitteraturens historie, især den engelske. Ingen kan vel være i tvivl om at hun selv er mester på feltet, og hun har jo udgivet utallige kriminalromaner i gennem tiden.
Jeg har selv læst et par af dem, og der er ingen tvivl om at hun kan sit håndværk.

I denne bog skildrer hun ikke kun sin egen kærlighed til genren, hun fortæller om de største kriminalforfattere i det seneste århundrede, om genren generelt og giver et bud på hvorfor kriminalgenren fanger folk i den grad, som det gør.

Det her er en fin lille bog, og den giver i hvert fald anbefalinger til en masse andre krimier, man kunne læse, men for mit vedkommende vil den nok blive glemt, lige så snart jeg får den afleveret på biblioteket igen.

Hun skriver dog noget smukt, som alle forfattere kan nikke genkendende til:

Vores klode har altid været et farligt, voldeligt og mystisk habitat for menneskeheden, og vi er alle mestre i at skabe den glæde og trøst, i stort som i småt, nogle gange både farlig og destruktiv, som byder på en i hvert fald midlertidig flugt fra dagligdagens uundgåelige spændinger og usikkerhed.

Diget - Teddy Vork

Hold da op, denne var svær at kategorisere. Jeg havde puttet den ind under både thriller/horror, magisk realisme og historiske. Men jeg har nu valgt historiske, da den jo foregår i middelalderen, OG er baseret på danske sagn.

Nåh, i dag har jeg vendt sidste side i Teddy Vorks Diget, og sikke en roman! Den kommer til at sidde i mine tanker i lang tid fremover.

Diget handler om drengen Knud, der bor i marsken omkring Ribe i den danske middelalder. Diget, der beskytter bygden mod havet, kræver med mellemrum et offer for sin beskyttelse. Et menneskeoffer.
Der trækkes lod mellem fem drenge, og Knud er den uheldige - eller heldige, der vier sit liv til bygden - der skal begraves levende i diget.

Teddy Vork har her begået et mindre mesterværk i mine øjne. Ikke kun er romanen smukt skrevet og sproget er klart og utrolig stemningsgivende. Som fx denne vending, som jeg er helt tosset med: Da hele salen sov, rev en skygge sig fri af natten.
Smukt, ikke?

Men settingen ... Det er så utrolig svært at skrive en roman, hvor man ikke har nogen reel handling. Det eneste han har, er en drengs tanker og erindringer i sin indelukkede grav. Der er ikke meget at gøre med, og det har utrolig mange begrænsninger.
Derfor er det også desto flottere at han har begået en roman, som man bliver betaget af i den grad. Den er barsk, den er vedkommende, den går under huden på én og er dybt rystende på mange måder.

Jeg vil ikke afsløre mere her, men vil bare give den mine varmeste anbefalinger. Læs den!

Udsnit:
"Åh, Gud, vil du ikke nok hjælpe." Knud foldede hænderne. "Vil du ikke nok."
"Din Gud findes ikke her, knægt. Her hersker De Døde og Gammen," sagde det nærmeste skelet. Et af dets ribben var ved at falde af. Det hang og dinglede, så det klikkede mod de andre knogler hver gang skelettet tog et skridt.
Knud ville rejse sig og løbe ... men der var ingen steder at flygte hen.

Skynd Dem, kom og se! - Lotta Lundberg

Hmmm ... egentlig kunne jeg godt lide denne bog, men ...

Skynd Dem, kom og se! handler om nogle dværge, der arbejder i Luna Park i USA. Den ene - Glauer - som også er deres leder, har dog store drømme. Han vil rejse til Europa og dér opføre skuespil, der er dem værdige. Ikke mere dværgkast eller andre fornedrende ting.
Til det skal han bruge penge og han indgår derfor en meget usympatisk aftale med en læge om at undersøge dværgene i Lilleputia.
Det er især dværgkvinden Ka, det går ud over, og han tager hende med sig, da de endelig får penge nok til at rejse til Europa.
De lander i Tyskland i 1932, hvor det at være anderledes ikke ligefrem er en fordel, og jorden bliver da også ret varm under fødderne, og de flygter til Sverige, hvor de ender i et et nyt "Lilleputia".

Og her var det så at jeg lagde bogen fra mig. Ikke fordi den ikke er god, for den er spændende, og det er interessant at læse om deres skæbne, men den er bare ... kedelig.
Godt nok har jeg meget andet i hovedet for tiden, men jeg gad knap nok tage bogen op igen, og blev ved med at skele længselsfuldt efter andre bøger i bogreolen.

Jeg har givet mig selv et løfte om at hvis bøgerne ikke fanger mig, så skal de ikke læses færdige. Livet er for kort til kedelige bøger. :-)