søndag den 17. april 2016

I skyggen af Sadd 1 - Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard, Steen Langstrup

Kriminalroman, skrevet som et eksperiment af 4 forfattere, der fra hver sin synsvinkel fortæller om et mord, baggrunden for det og bortskaffelsen af liget.

Byen kunne være en hvilken som helst storby i Europa. Sadd kunne være en hvilken som helst gangsterboss. Der foregår mange lyssky ting i hans skygge. Nogle af dem kender han til. Andre er det bedst, han aldrig nogensinde hører om.

Mød et lig i en varevogn, oceaner af beskidte penge, en uligevægtig advokatfrue og stribede akvariefisk.

Mød en veloplagt Sara Blædel, en beskidt Gretelise Holm, en lun Lars Kjædegaard og en legende Steen Langstrup. Alt i en og samme roman.


Jeg har fået "I skyggen af Sadd 2" sendt til anmeldelse, og da jeg skal i gang med den inden længe, tænkte jeg, at jeg hellere måtte få læst 1'eren.

Det er egentlig ikke så ofte jeg læser bøger fra krimigenren og hvis jeg selv vælger, er det aldrig nogen med gangstere, for det er alt for deprimerende. Folk der er fanget i den slags bliver suget længere og længere ned i det, uden mulighed for nogensinde at slippe ud. Så hellere et godt, gedigent bestialsk mord. ;-)

Derfor er det også lidt risikabelt af 2Feet Entertainment at sende mig endnu en gangsterkrimi til anmeldelse. ;-) 

Bogen er skrevet af 4 danske forfattersværvægtere; Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup, der med hver deres vinkel fortæller om et mord og menneskerne omkring det.

Og det er imponerende godt.

Den første del er skrevet af Steen Langstrup. Den handler om håndlangeren Bruno der skal bortskaffe det famøse lig, og med de farverige indslag fra radiokommentatoren mens Bruno sidder i bilen, fik jeg stemningen ind under huden. 
Det var som at komme tilbage i starten af 90'erne med TV-serien "En stemme i natten", med Jack Killian som talte med storbyens natteravne, hvilket jeg også formoder var tiltænkt, og det var en rigtig god åbner for resten af bogen.

Så kom Lars Kjædegaards fortælling om Paul, der er forelsket i den tidligere luder Victoria, Sara Blædels fortælling om den psykisk ustabile advokatfrue og til sidst Gretelise Holms vinkel på Victoria der har sin helt egen agenda.

Alle fire forfattere kan deres kram og vi bliver ført stilsikkert gennem en fortælling om håb og afmagt, drømme og klarsyn og livets rå skyggesider.

Jeg kan se at Sara Blædel er skiftet ud med Agnete Friis i "I skyggen af Sadd 2", men jeg tror godt at jeg kan se frem til endnu en kvalitetskrimi, når jeg kommer til den.

Forlag: 2Feet Entertainment
Sider 209
Dansk Lydbog - 4 timer og 56 minutter






Ingen kommentarer:

Send en kommentar