søndag den 29. december 2013

Tristan & Chiaki - Virus - Lene D Møller & Ronny Reffelt


I fem år har Tristan og Chiaki boet i de hvide celler. Deres hukommelse er blevet holdt kunstigt nede af medicin, så de intet kan huske om deres fortid. På Direktørens ordre har deres DNA undergået en forandring, så de begge har overnaturlig styrke og udholdenhed. Intens og brutal kamptræning har yderligere skærpet disse evner.

Da de til deres overraskelse en dag finder deres celledøre ulåste, flygter de fra det underjordiske laboratorium, kun for at opdage en ødelagt verden. Kampen for overlevelse, og svar på deres oprindelse, tager nu sin begyndelse.


Jeg er blevet bedt om at anmelde denne bog, som jeg må tilstå ligger en anelse uden for min normale "læse comfort zone", da de er en science fiction bog og ydermere en ungdomsbog.

Det er en grum verden, der beskrives. Tristans og Chiakis fædre har været med til at udvikle en virus, der sorterer alle svage individer fra. Alle der i forvejen havde sygdom i kroppen, kunne være sikre på at blive udslettet, når først virussen blev sluppet løs.
I skæbnetimen opdager deres fædre, hvad firmaets virkelige intention med virussen er og forsøger at flygte, men bliver brutalt nedslagtet. Kun Tristan og Chiaki overlever attentaterne, og bliver indespærret i fem år.
Det er tunge skæbner for børn, må man sige, men heldigvis bliver deres hukommelser medicinsk modificeret, ellers havde det da ikke været til at holde ud.

Da de endelig undslipper er de derfor helt uvidende om den ødelagte verden, der ligger udenfor dørene, og stor er deres overraskelse, da de opdager at der er folk, der har overlevet virussen. Også ud over dem, der har betalt sig til en ny tilværelse på de flyvende kolonier.

Lene D Møller og Ronny Reffelt mødte hinanden på et online-skrivekursus, og blev enige om at skrive en bog sammen. Før udgivelsen af bogen havde de aldrig mødt hinanden, hvilket jeg tænker må være en meget, speciel måde at mødes på.
Derudover kunne jeg aldrig selv forestille mig at skrive en bog sammen med en anden person. Jeg ville simpelthen få kriller over ikke at være i total kontrol over processen og resultatet.

Men jeg synes egentlig at Lene og Ronny slipper ret godt fra den svære proces. Jeg har ladet mig fortælle at de hver især er ansvarlig for hver deres hovedperson, og det er kun når man kigger bevidst efter det, at man lægger mærke til at det er to forskellige mennesker der står bag bogen. For der er naturligvis forskel i skrivestile, formuleringer og beskrivelser, men det er forbavsende lidt. Igen taget i betragtning af at de har skrevet på skift.

Bogen skifter mellem Direktørens og de to børns synsvinkler og helhedsindtrykket er derfor meget filmisk. Forfatterne bruger det også til at give historien fremdrift og forfalder ikke til den typiske fejl med at beskrive samme sag, fra begge sider. Så det er bestemt et plus.

Historien og plottet er også sammenhængende og fornuftigt, og også rimelig plausibelt, for kan vi nogensinde vide os sikre for skrupelløse pengemænd, hvis de pludselig stod med en dødbringende virus mellem hænderne?

Mit eneste ankepunkt, er - og det kan være at det er uberettiget, da her er tale om en ungdomsbog - at jeg gerne ville have noget mere fyld på historien. Kapitlerne var noget korte, og jeg synes derfor at man ikke når at komme helt i dybden med personerne, Tristan især. Chiaki er nok den, der har mest dybde af de to.

I det hele taget synes jeg at det er en ganske udmærket, spændende og let-læst debutroman for unge.






søndag den 22. december 2013

Terningemanden - Luke Rhinehart

Terningemanden er en selvbiografisk roman om terningespil med livet. Forfatteren er en psykiater midt i 30'erne, lovende karriere, velhavende, velgift med en smuk og intelligent kone, to yndige børn, luksuslejlighed i New York. Men han keder sig al sin materielle sikkerhed, føler sig indespærret, fanget, og ved ikke hvordan han skal bryde cirklen. Så en aften efter et af de sædvanlige selskaber med de sædvanlige kolleager sidder han og leger med et par terninger og ...

"Så brølede et kraftigt tågehorn ind i værelset fra East River, rædslen rev arterierne ud af mit hjerte og bandt dem til knuder i min mave; hvis den terning har en ener opad, vil jeg gå ned og voldtage Arlene."

Dermed foretager Luke Rhinehart sin første terningeafgørelse. Efter fuldbyrdet voldtægt lægges alle beslutninger i hænderne på Terningen, og hans liv udvikler sig som et planløst situationsspil med skandaler, seksuelle udskejelser og mord, isprængt megen komisk hverdags virkelighed og evigt-aktuel menneskelig problematik.

Jeg fik denne bog stukket i hånden af en kollega, som fortalte at bogen havde gjort et stort indtryk på ham, da han læste den for år tilbage. Og det kan jeg godt forstå. Jeg er også ret sikker på at det er en bog, jeg kommer til at tænke på med jævne mellemrum i de kommende år.

Jeg har også googlet anmeldelser af bogen, som blev udgivet tilbage i 1971 og er blevet genoptrykt nogle gange, og jeg kan forstå at man enten elsker eller hader den.
Og der er vist ikke nogen tvivl i mit sind ... jeg hører til dem, der hader den. Du godeste hvor er det en utiltalende bog.

Luke Rhinehart overlader snart alt til terningerne. Hvordan han skal behandle sine patienter, sine venner, sin kone og hvad der naturligvis tænder mig mest af, så også sine børn.
Han lader også terningen afgøre hvilke roller han selv skal spille. Vittig, katatonisk, sexfrådende osv osv.

Ifølge nogle anmeldelser er det en satire over det materialistiske liv, som vi lever, og tilhængerne vil nok mene at "haderne" bare ikke har fattet satiren. Men jo, det gør jeg. Jeg forstår godt den skærende kontrast til vores planlagte liv, jeg forstår også opfordringen til spontanitet, men argh ... hele bogen er gennemsyret af en afstandtagen og manglende empati. Den minder mig om "American Psycho", og jeg kunne ikke lade være med at drage paralleller meget af tiden.
Bortset fra at jeg faktisk bedre kunne lide "American Psycho".

Hvorom alting er ... jo, den er læseværdig i den henseende at den gør indtryk, men det er ikke just for det positive for mit vedkommende.