lørdag den 27. august 2011

Bristepunktet - Birgitte Erhardtsen

Denne bog - lige som Stongehenge Kulten - har en af mine kollegaer lånt mig, fordi det (åbenbart) lige er noget for mig. I det hele taget er jeg vist inde i en stime af læsning af lånte bøger. :)

Nu denne bog Bristepunktet havde jeg aldrig fundet på at læse selv, hvis ikke det havde været for min kollega, der talte meget varmt om den.

Den ER faktisk også bedre end forventet. Måske fordi man selv som kontoransat i en regnskabsafdeling (og tidligere faktisk i en IT-virksomhed) kender alle de begreber som bliver nævnt i bogen.
ER man ikke bekendt med dem, så kunne jeg forestille mig, at det var en tung omgang at læse.

Den handler om IT-boblen. Alle kan vel huske æraen, hvor dot.com virksomhederne eksploderede i værdi til de nåede urealistiske værdier, som aldrig kunne hverken bevises eller realiseres. For mange selskaber var det fiktive tal, der blev jongleret, og i sidste ende brast boblen.

Denne roman handler bl.a. om Mark Johansen - indehaver at en IT-virksomhed - der bliver rådgivet til at omdanne firmaet til en rigtig dot.com virksomhed. Det går lynhurtigt opad med aktierne, men for at indfri målene må der fifles lidt med noget fremdateret fakturering. Da det kommer for en dag, må der findes en syndebuk, og valget falder på deres finansdirektør.

Og så går det ellers derudaf. Der bliver krydsklippet mellem mange forskellige personer, også synsvinkler på personer, der er overflødige, og der skabes både helte og skurke i det danske erhvervsliv.

Den har været sjov at læse. Og også spændende.


lørdag den 20. august 2011

Stonehengekulten - Sam Christer

Gad vide hvad denne nye genre egentlig kaldes? Den som Dan Brown bragte frem til almenvellets kendskab og som der nu følger en hel masse bøger i kølvandet af?
Symbolik/Kode/Loge-litteratur?

Under alle omstændigheder ER det jo spændende læsning.

Denne bog handler så - som titlen nok har afsløret - om en ældgammel kult ifm. Stonehenge. En uge før solhverv foretages en menneskeofring, og kort efter begår den stenrige gravrøver Nathaniel Chase selvmord ved at skyde sig i hovedet.

Hans søn - Gideon Chase, der er en ung arkæolog - vender hjem til England, for at rydde op efter sin far, som han ikke har talt med i årevis. Her finder han så faderens dagbøger, som alle er skrevet i en oldgræsk kode, som Gidoen selvfølgelig har lært som barn. Heldigt nok. ;-)

Umiddelbart nok så er personerne dybere end i Browns bøger, hvor Robert Langdom er temmelig unuanceret følelsesmæssigt. I denne følger vi fx vicekommissæren (den enlige mor), Gideon Chase (den unge mand, der linker det hele sammen), skurken, den unge pige (der skal være det næste offer, men desværre er Amerikas vicepræsidents eneste datter), og nogle andre praktiske synsvinkler hen ad vejen.

Men ... det hele bygger op til noget vældigt og kæmpemæssigt, og jeg var også meget fængslet undervejs, men slutningen er noget af et antiklimaks.

Lidt synd, men man er fint underholdt hele vejen.


Endnu en lortenat i en røvsyg by - Nick Flynn

Ak ja, så måtter der føjes endnu en til listen af de ufuldendte, som jeg ikke gad læse færdig.

Jeg havde ellers hørt så meget om denne bog, og da jeg så den på biblioteket, røg den direkte i posen.
Den handler om Nick Flynn og hans alkoholiserede far, deres indbyrdes relationer, faderens svigt og måske især om Nick Flynn og hans uundgåelige følgen i faderens fodspor. Da Nick senere tager arbejde på et herberg, krydses deres veje igen.

Ikke fordi ... emnet er sådan set godt nok. Det er grum læsning at følge hvordan den ene sørgelige anekdote efter den anden trækkes frem, og der er sgu ikke mange lyspunkter.

Men det er nok også det, der gør, at jeg ikke orker at læse den færdig.

Så mange deprimerende klip kræver altså at man har indlevet sig i personen, ellers bliver det sgu for surt.

Så ... tilbage til biblioteket med den.



søndag den 7. august 2011

Englen - Angelologi - Danielle Trussoni

"Englen - Angelologi" handler om den 23-årige Evangeline, der som 12-årig blev overladt til et nonnekloster af sin far.

Ved et tilfælde falder hun over en korrespondance mellem Abigail Rockefeller og en nu afdød nonne fra klosteret. Samtidig dukker kulturhistorikeren Verlaine op, da han er på opgave af Percival Grigori.
Pludselig befinder hun sig midt i en hundredårig gammel fejde mellem Det Angelologiske Selskab og de monstrøse, men smukke efterkommere af engle og mennesker, nephilimerne.

Og så går det jo ellers bare derudaf ...

På den ene side er denne bog fantastisk spændende og fascinerende. Der er passager i den, hvor man ikke kan løsrive sig, men ih guder, hvor er den også langsommelig.

Der er så mange påklistrede beskrivelser, at man bare kører død i den til tider, og det er også derfor den bliver lidt langmodig. For mit vedkommende kunne de godt have skåret 50-100 sider i beskrivelser.

Men det er nok bare mig. ;-)