tirsdag den 29. marts 2016

Kong Pukkelrygs Saga - Ingvart Thyge Christiansen

Hovedpersonen Tom er revisor, og han hvirvles ind i en anden virkelighedsverden, hvor Odins to ravne og kæmpepindsvinet Peter Pind inspirerer ham, når han begiver sig ud på sin vandring og opnår til nye indsigter og erkendelser. Tom er nemlig havnet i Kong Pukkelrygs rige, hvor der er vendt op og ned på begreberne. Småt hedder stort, og skævt hedder lige.

Der er forudsagt i en profeit, at Tom er den, som kan hjælpe landet til at rette op på de falske begreber og erkende livets natur. Langsomt erkender Tom, at det forholder sig således og han vælger at påtage sig sin opgave.
Sammen med sine tro følgesvende begiver han sig ud på en pilgrimsvandring for at møde skæbnen. Han henter sin urkraft et mytologisk sted og bliver bærer af kraften og udfører meget på sin vej.

Det er de oldgamle livsvejledninger, der er taget op i teksten. Disse er stadig relevante livsvejledninger for mennesket på jord, der ønsker at finde lys i mysteriernes skyggeland.


Jeg er noget i vildrede med denne bog, må jeg erkende. Jeg har tænkt meget over bogen og over hvad jeg ville skrive i min anmeldelse.

Når man ser på eventyr som genre, er der jo et kæmpe spillerum. Er det et folkeeventyr, et kunsteventyr, skæmteeventyr, dyreeventyr eller noget helt andet? Fælles for dem er at "det er underholdende fiktion som i metaforisk form udtrykker et samfunds religiøse og kosmologiske forestillinger".

For så vidt opnår Kong Pukkelrygs Saga jo det kriterium, men det der gør at det ikke falder i min smag, er at det ikke bare udtrykker "et samfunds religiøse og kosmologiske forestilling", den prøver på at indoktrinere mig.

Her har forfatteren jo ganske smart helgarderet sig mod dårlig omtale ved at skrive:  

De gamle myter er magiske og vækker indsigt og visdom, der allerede findes i dig. Men du er nødt til at turde dette! Og det kræver mod, vilje og åbenhed. Med en sådan indstilling vil der være meget at hente i dette eventyr.

Ergo, hvis jeg ikke forstår det, så har jeg enten ikke modet, viljen eller åbenheden for at kunne forstå det.

Hmmm ...

Historien starter med Tom der af en eller anden årsag er ved at blive kørt væk af en ambulance og er klar til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hvorfor ved man ikke, men det er heller ikke væsentligt. Han stikker af fra "øvrigheden", klatrer over et hegn og ender i Kong Pukkelrygs rige.

Her begiver han sig på vandring sammen med følgesvenden Peter Pind (et pindsvin) og ravnene Hugin og Munin fra asatroen. De møder også andre væsner fra den nordiske mytologi og på denne vandring går Tom fra at være tom til at blive fyldt med universets kræfter som han har blokeret for i sit almindelige liv som revisor. Til sidst er han - som en anden Messias - i stand til at helbrede lamme og blinde.

Jeg kan godt lide nogle af budskaberne i denne bog. Mange af dem er sande, og mange af dem glemmer vi i vores travle hverdag. Det kan ikke benægtes, men jeg føler mig som en foie gras gås efter endt læsning, stoppet med informationer og indsigter. Tvunget ned i halsen på mig mod min vilje.

Jeg kan godt se hvad det er forfatteren vil. Han har selv "set lyset" og vil gerne formidle sin sandhed til læserne, men jeg synes ikke det fungerer. Det er for mange klicheer (jeg er klar over at forfatteren forsøger at bruge klicheerne i deres oprindelige mening) og for mange gentagelser. Plus at replikker der fylder mere end halvanden side er altså en no-go, man taber læserne undervejs.

Jeg er ked af at skulle levere sådan en svada, for jeg er sikker på at forfatteren har gjort sit yderste for at fremstille sin livsanskuelse i en fiktiv fortælling, men det fungerer ikke. Og jeg er ikke sikker på at det overhovedet kan lade sig gøre medmindre man toner de universelle sandheder ned til et absolut minimum, og lader historien og handlingen bære moralen.

Tak til forlaget Kahrius for anmeldereksemplar.

Forlag: Forlaget Kahrius
Sider 175
Anmeldereksemplar

mandag den 28. marts 2016

Farlig Sne & Gabet - Farlig Ferie #5 & #6 - Kirsten Ahlburg

Farlig Sne
På bunden af hullet ligger kælken og lillebror.
Der er flere meter ned. Jeg kan ikke nå ham.
Åh nej.
Tænk, hvis den løse sne begraver ham.





Gabet
Krokodillerne har fået mange måltider i dag. Godt for os!
Så er de nok ikke sultne mere. Det håber jeg!
Især da jeg ser lige ind i gabet på den ene krokodille!



Nu skal jeg prøve noget helt nyt her på bloggen. Nemlig at anmelde børnebøger.
Det burde egentlig ikke være så svært, for min datter er 8 nu, og jeg har læst temmelig en del bøger for og med hende.
Alligevel har jeg kredset lidt rundt om disse bøger et stykke tid.

Bøgerne her er en del af en serie kaldet "Farlig Ferie", hvoraf det er nummer 5 og 6, der er dumpet ned i min postkasse.
Det er hardbacks, lige som det skal være til børn, og nogle farverige illustrationer med klare farver, netop som jeg har observeret at min datter altid bedst har kunnet lide dem.

Først til historierne. Nu fremgår det ikke lige af bog nr. 5 og 6, hvor gammel hovedpersonen er, men ud fra illustrationerne at dømme er ham måske en 10 år gammel, her sidder jeg så som mor og tænker at det da godt nok er lidt voveligt at forældrene lader hovedpersonen tage sig af sin 3-4 årige lillebror, mens de selv daffer af for at køre på ski offpiste eller lader dem drage af sted i deres egen ambulance i et afrikansk land.
Det kan godt være mig, der er nærtagende her. ;-)

Nåh, historierne er om en familie på far, mor og to drenge, der tager på ferie, hvorpå de altid kommer ud i farlige situationer. I Farlig Sne forvilder de to drenge sig ud på egen hånd og falder i et hul og i Gabet er det en ballonflyvetur, der går galt.

Det hele ender selvfølgelig godt men det er som om der ikke er helt nok munterhed for at kunne opveje de lidt mørkere sider. I Farlig Sne fx er hovedpersonen ret bekymret for om forældrene er omkommet ved en lavine, hvilket jo er ret drastisk.
I Gabet når moren også både at brække et ben og forstuve en arm, og det brød min datter sig ikke om. Ikke at de kom til skade og at man var bange for at de var døde.

Så jeg er ked af at sige at de tog ikke min datter med storm, men hun er også en meget kræsen læser. Det kan godt være at andre børn i hendes alder (og måske lidt ældre, hvis de skal kunne læse dem selv), vil elske dem.

På positivsiden vil jeg så sige at jeg synes det er nogle gennemførte produkter. Det er lækre hardbacks, med gode illustrationer (også selv om min datter mente at faren var liiige rigelig Herkules-agtig ;-)).

Tak til forlaget Elysion for anmeldereksemplarer.

Forlag: Elysion
Sider 36 hver.
Anmeldereksemplarer.

lørdag den 26. marts 2016

Oceanet hvor grusvejen endte - Neil Gaiman

I Oceanet hvor grusvejen endte vender en midaldrende mand hjem til sin hjemegn på grund af en begravelse.
Hans barndomshjem er jævnet med jorden for længst, men den gamle faldefærdige gård forenden af grusvejen vækker minder om en forgangen tid.
Da han var 7 år gammel mødte han den mystiske pige Lettie Hempstock ved gården.

Da han sidder ved dammen bag gården, som Lettie altid hævdede var et ocean, overmandes han af mærkelige og skræmmende minder. Minder som virker uvirkelige, fulde af onde kræfter og farlige oplevelser, der umuligt kan være hændt en lille dreng. 

Oceanet hvor grusvejen endte er en eventyrlig fortælling for voksne, der både er bevægende og skræmmende.



Dette er min første Gaiman bog. Jeg har set hans navn blive nævnt flere steder og kan se at folk lovpriser hans forfatterskab, og da der dumpede en flok ned i Mofibos' katalog, måtte jeg se hvad det hele gik ud på.

Og jeg kan godt forstå det ... sort of ... Neil Gaiman er en god forfatter, det er der ingen tvivl om. Der er mange små og store guldkorn i bogen, som fx.

"I do not miss childhood, but I miss the way I took pleasure in small things, even as greater things crumbled. I could not control the world I was in, could not walk away from things or people or moments that hurt, but I took joy in the things that made me happy."

Men mest af alt - og her får jeg nok ballade - minder han mig altså om Stephen King. Gaiman formår at tage en historie fra barndommen og lukke op for rædslerne på en overnaturlig/fantastisk måde og man sidder tilbage med en fornemmelse at man har læst noget, der er lidt mere end bare en historie. 
En fortolkning, en symbolik OM netop barndommen.

Nu var jeg ikke fandens god til at analysere bøger i skolen. Jeg hadede det som pesten, og som forfatter ved jeg at forfattere altså også bare - af og til - godt kan lide at skrive en god historie, som bare er det. En historie. Vi lægger ikke ekstra lag ind for at more folkeskolelærere og pine eleverne.

Måske Gaiman har lagt en masse symbolik ind, om hvordan ormen bare var et symbol på ondskab og fandt vej ind i ham, at moralen er at vi skal være de bedste mennesker vi kan være og at man KAN genfødes.

Så jo, jeg var underholdt og også fascineret, men ikke "blown away". Lad os se, når jeg får læst lidt mere af hans forfatterskab.

Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider 196
Lydbog dansk - 4 timer & 52 minutter

torsdag den 24. marts 2016

Stokers' manuscript - Royce Prouty


When Joseph Barkeley receives a call enlisting his services to authenticate the original draft of Bram Stoker's Dracula, he is intrigued.

Ignoring the warnings from friends and family, he agrees to return to his childhood home of Romania. And hand-deliver the manuscript to a mysterious buyer.
Once there Joseph discovers a truth more terrifying than he could ever have imagined.

One that threatens to reignite a centuries-old family feud and bring down mankind with it.

And Stoker's manuscript holds the key to ending this fata conflict once and for all.



Det der drog mig til denne bog var helt klart forsiden. Og referencen til Stoker og Dracula, som er en fremragende og skelsættende roman.

Joseph er noget af en enspænder. Det eneste familie han har, er hans bror Bernhard, og de to blev reddet ud af et rumænsk børnehjem og blev bragt til Amerika af den katolske kirke.
Bernhard er siden blevet præst mens Joseph lever af at sælge sjældne førsteudgaver og han har et sjældent talent for at kunne bedømme ægtheden af en underskrift eller et dokument.
En dag bliver han kontaktet af en agent, der har en anonym køber til Bram Stokers oprindelige manuskript "Dracula", en køber som er villig til at betale en enddog meget høj pris for at bringe manuskriptet til Brans Castle i Rumænien, hvor Vlad Dracul sagdes at have gæstet, og som i dag bruges til turisme, selv om det egentlig ikke var hans egen borg.

Men der er noget muggent ved denne køber og inden længe er Joseph viklet ind i intriger, som han ikke havde forudset.

Jeg kan godt lide historien, og jeg kan virkelig godt lide måden den er fortalt på. Det er nærmest en hyldest til netop Stoker, for hovedpersonen og stemningen er meget lig den stil, Stoker lagde for dagen.
Jeg kan se at forfatteren har fået en del kritik for hovedpersonens utroværdighed, noget som jeg også tænkte over da han ikke altid reagerer som man skulle forvente. Han kommer meget nemt over "ting", hvilket man måske kan tilskrive hans opvækst på et rumænsk børnehjem. Det ville selvklart gøre noget ved folks psyke.
Men jeg tror faktisk nærmere det er for at træde i Stokers fodspor, for Jonathan Harker, hovedpersonen i "Dracula" virkede også meget tilbageholdende i sine reaktioner. Meget 1800-tals agtigt, hvor man skulle bevare masken. Og jeg tror faktisk at det var det forfatteren forsøgte at fange.

Hvad der gav den ekstra pift var også at jeg hørte den oplæst på engelsk, og oplæseren talte med rumænsk accent, når det var rumænere der talte, hvilket gjorde det endnu bedre. Jeg kan se at bogen vist er skrevet "med accent", hvilket har irriteret engelske læsere, men som lydbog fungerer det bare.

Jeg var forbi forfatterens hjemmeside, og kan se at det er den eneste bog han har skrevet indtil nu, men kommer der flere, kunne jeg godt finde på at tjekke dem ud. 

Forlag: Random House
Sider: 352
Engelsk lydbog - 9 timer og 1 minut


søndag den 20. marts 2016

Undergangens og Ønskernes bog - House of Secrets #1 - Chris Columbus & Ned Vizzini


Cordelia, Brendan og Eleanor Walker havde engang det hele: to kærlige forældre, et smukt hus i San Fransisco, og alt det elektroniske isenkram man kan ønske sig.
Men det ændrer sig, da deres far Dr. Walker bliver fyret fra sit arbejde. 

Familien må finde et andet sted at bo, og de falder for Kristoff House, som en kendt forfatter engang har ejet. De når dog knap nok at flytte ind før alt bliver uhyggeligt og en mystisk, gammel dame dukker op.

House of Secrets er første bind i en episk fortælling, der tager dig med på et utroligt eventyr, fyldt med kampe, overnaturlige skurke og søgen efter Undergangens og Ønskernes Bog.



Den her bogs forside har draget mig mange gange. Og jeg er blevet ved med at vende tilbage til den, for jeg kunne jo se at det var første bog i en trilogi, men det er først nu at toeren er kommet. Derfor er det også først nu, at jeg får den hørt.

Og det starter jo fantastisk. De er knap flyttet ind i et stort og hemmelighedsfuldt hus, som man bare storelsker lige fra starten af, før det hele bliver meget, meget mærkeligt.
Ikke bare mærkeligt, der sker også noget. Hele tiden!
Det er sjældent jeg har læst så actionpakket en bog, og det skyldes måske at i hvert fald den ene af forfatterne er filminstruktør. Jeg havde det i hvert fald som om jeg så en film på indersiden af nethinden mere end jeg egentlig "følte" bogen.
Jeg ved godt at det er noget pjat. Nogle læsere er meget visuelle, andre mere emotionelle, og jeg er nok af den sidstnævnte for jeg følte mig vel næsten overvældet af al det action.
Desuden var der slet ikke tid til at fordøje alle de ting, som børnene gennemgår, og derfor virker deres reaktioner heller ikke lige troværdige på mig. Men igen ... det er nok fordi det går for stærkt OG - ikke at forglemme - det her er en børne/ungdomsbog.
Jeg kan jo bare lade være med at læse den som en voksenbog. :-)

Men det er altså lige som om at forfatterne har villet ALT i en bog. Der er både forheksede huse, hekse, giganter, middelalder-sværdkæmpere, pirater, knogler der bliver levende og en pilot fra 1. verdenskrig.
Man er lidt ud over det hele, og det bliver for voldsomt på en eller anden måde. I hvert fald for mig.

Om jeg kommer til at læse nr 2 i serien? Jeg tror det ikke. Ikke lige nu i hvert fald.

Men som sagt ... den er actionmættet og der er nogle gode figurer i bogen, så hvis man er til det, så er det bare med at komme i gang. 

Forlaget Tellerup
Sider: 532
Lydbog - 10 timer og 41 minutter

lørdag den 19. marts 2016

Danernes land - Legionæren #10 - Jens Jørgen Hansen

For at skabe ro til at løse de politiske forviklinger omkring Marcus' person og hans deltagelse i de voldsomme kampe i Afrika, sender Sixtus og Legatus Legionis ham af sted mod nord på en fredelig handelsmission., som skal vare den sidste tid, som han endnu er bundet til militærtjeneste.
Her genforenes Marcus og Maria efter 20 års adskillelse, men meget er ændret mellem dem.

Handelsmissionen - som er iscenesat af griske romerske senatorer for egen vindings skyld - bliver dog alt andet end fredelig, da landet er i borgerkrig: På den ene side Ulf, Bjørn og de spredte småstammer, som ikke ønsker at indordne sig under det brutale styre; på den anden side den onde Gizur, røveren Bart og deres styrker.

En sidste umulig kamp venter - og sydpå pønser Claccus på hævn, blodig hævn.


Legionæren X med undertitlen Danernes land, er den tiende og sidste bog i serien om legionæren Marcus, der går så grueligt meget igennem i sit liv i den romerske hær. Den første bog blev udgivet i 2012, og da denne blev udgivet i 2015, har Jens Jørgen Hansen fået udgivet disse bøger (og et par mere) på kun 3 år.
Nu ved jeg jo ikke hvor meget af det han havde skrevet før den første kom på gaden, og legionær-bøgerne er da heller ikke voldsomt tykke, men under alle omstændigheder synes jeg at det er temmelig imponerende at han har været så produktiv.

Derudover synes jeg at han holder stilen i alle bøgerne. Der er ikke meget usikkerhed eller slinger i hverken stil eller mængden af action.

Nu har jeg så læst den sidste i serien, og den mangler bestemt heller ikke action eller politiske intriger, og så blev Marcus og Maria endelig genforenet.
Og ... nja ... det er måske fordi jeg er kvinde, men jeg kunne godt have tålt nogle flere følelser på den konto, men omvendt skal man huske på at dette er en bog for drenge-action-læsere, og de ville nok have brækket sig over en vammel genforening. :-)

Generelt synes jeg at det er en god serie for de yngre historiske læsere, især drengene, men om de kan holde interessen fangen over hele ti bøger, kan jeg godt stille spørgsmålstegn ved. Omvendt så ved man hvad man går ind til, når man sidder med den i skødet. Masser af action og dejligt genkendelige personer, som man har fulgt i tykt og tyndt.

At den kun ender på tre hjerter her, er nok simpelthen fordi at man sidder tilbage med en følelse af at "nu har det varet længe nok", selv om jeg ikke har meget konkret at brokke mig over.

Tak til forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
Sider: 180
Trykt anmeldereksemplar

fredag den 18. marts 2016

Seven deadly sins - Corey Taylor

For the first time, Slipknot and Stone Sour frontman Corey Taylor speaks directly to his fans and shares his worldview about life as a sinner.
And Taylor knows how to sin. A small-town hearo in the early '90s, he threw himself into a fierce-drinking, drug-abusing, hard-loving, live-for-the-moment life. 

Soon Taylor's music exploded, and he found himself richt, wanted, and on the road. His new and ever-more-extreme lifestyle had an unexpected effect, however; for the first time, he began to actively think about what it meant to sin and whether sinning could - or should - be recast in a different light.

Seven deadly sins is Taylor's personal story, but it's also a larger discussion of what it means to be seen as either a "good" person or a "bad" one.
Yes, Corey Taylor has broken the law and hurt people, but, if sin is what makes us human, how wrong can it be?



Jeg er RET vild med Corey Taylor som forfatter. Jeg læste jo hans "A funny thing happened on the way to heaven", og var temmelig begejstret. Han har en fandenivoldskhed og er ikke bange for at sige tingene som de er.

Jeg sprang så en smule i kronologien for "A funny thing ..." er hans 3. bog, så da jeg nu her for nylig opdagede at hans første bog var kommet på Mofibo, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg ville høre den.
Han har altså en fed stemme at lytte til. :-)

Hele bogen handler om de syv dødssynder. Hver eneste synd tages under kærlig behandling af Corey Taylor, og ikke alene argumenterer han ganske fornuftigt for hvorfor de syv dødssynd er en del af den menneskelige natur, han krydrer også hans ræsonnementer med personlige anekdoter.

Det viser sig selvfølgelig at Corey har haft en skod-barndom med en fordrukken mor og en del omsorgssvigt, og der er måske også en smule "så se mig da nu" aggressivitet i det, men dybest set er jeg enig med ham på rigtig mange punkter.

At jeg kun giver bogen 3 stjerner er ikke at jeg ikke elsker at lytte til ham, men at man efter få kapitler føler at han bevæger sig noget i ring. En god redaktør burde have holdt ham til stoffet og luget ud for gentagelser, for dem kommer der altså en del af.

Men bortset fra det ... det er forfriskende pust ind imellem den finpudsede litteratur, og så giver det altså bare en del, når det er forfatteren selv der læser op.
Plus ... det hjælper jo noget på det at Corey Taylors stemme er virkelig lækker! :-)

Det her var så endnu et tjek på årets reading-challenge.

Forlag: Ebury Publishing
Sider 272
Engelsk lydbog - 7 timer og 16 minutter








torsdag den 17. marts 2016

Kærlighedsfrugt - 14 rædsler - A. Silvestri


Ud af mørket voksede mennesket og gjorde sig til herre over verden. Hvorend det gik, undertrykte det, dræbte det, hånede det og grinede det.
Dog var menneskets største forbrydelse at det glemte.
At verden engang havde indeholdt mere end villaveje og lejligheder. At der var en tid, hvor menensket ikke turde gå i mørket, fordi det ikke var deres. At døden kun er en dørtærskel, ikke et bundløst fald. Mennesket glemte og glemsomheden formede verden. Men alt det der glemmes vil gerne huskes. Og mennesket er begyndt at erindre igen.

Fjorten rædsler på rad.

Markus, der mangler sin døde undulat, husker.
Andrea, der har givet sit hjerte bort, husker.
Christian, der har de vildeste hovedpiner, husker.
Angelique, der kan tage de højeste toner, husker.
Oliver, der løber det bedste han har lært, husker.
Manden i kæder i laden på landet, husker.

Jeg husker. Og du vil også huske.



Hvad ER det helt præcist, der er på den forside???
Jeg har kigget længe på forsiden og hver gang jeg overbeviser mig selv om at det rent faktisk er en frugt og den er ganske ufarlig og måske smuk på sin egen særegne måde, kammer jeg over og tænker at det er vitterligt noget af det klammeste jeg har set.
Jeg HAR googlet en kærlighedsfrugt, og der er ikke noget på google der popper op og bare er i nærheden af at ligne det her.
Så jo, jeg er sikker på at det er lige så rædselsvækkende, som det ser ud.

Det er første gang jeg rent faktisk stifter bekendtskab med forfatteren A. Silvestri. Jeg har længe bemærket ham, for han udgav en mursten omkring zombier ved navn Pandemonium, som man ikke kan undgå at lægge mærke til, men som jeg dog ikke har læst endnu.

Så en dag dumpede denne bog ned i min postkasse og jeg glædede mig til at læse den. Og nu hvor jeg så har læst den ... hvad så?
Yrk! A. Silvestri er dygtig. Derom hersker ingen tvivl. Mange af novellerne er virkelig klamme og skræmmende og nogle af dem får man det helt fysisk dårlig af at læse.
Nogle af dem er lige ... på kanten af erotisk-klam (er det det, der hedder vaginal horror mon?), hvor jeg vrængede ansigt mens jeg læste dem, men er det ikke det, body-horror skal? 
I så fald, har Silvestri ramt plet hos mig.

Nåh, jeg forgriber tingenes gang her. I forordet fortæller Silvestri om hvordan horror er en af de mest rummelige genrer, der findes. Hvordan det kan spænde fra gys med genkendelige regler og en fjende man som regel kan gøre noget ved, indtil horror, hvor fjenden er langt mere subtil. Og horror i sig selv kan jo også både være fysisk og psykisk og alle mulige steder derimellem.
Silvestre forsøger i sin bog at gå fra den ene ende til den anden, hvilket at en relativ blødsøden læser som jeg nok starter med at bide negle til netop at sidde med det vrængede ansigt i sidste ende.

At den kun ender på fire hjerter hos mig, er netop det klamme. Jeg syntes at nogle er lige vel grænseoverskridende for mig, men hardcore horrorlæsere vil med garanti bare grine af mig. 

Så det er en imponerende samling det her. Jeg synes den er ambitiøs og grundig, og frem for alt velskrevet. Han blev da også nomineret til Årets Horrorpris 2016 for den, hvilket er fuldt fortjent nominering.

En ting, der i øvrigt freakede mig totalt ud ... Ved hver novelle er der en illustration. I starten ligner det bare noget mønster, men efterhånden går det op for én, at det netop ER en illustration, og da det går op for én HVAD der er på illustrationen ... yrk.
Fed detalje.

Edit: Det er lige gået op for mig at #Flyvehjoernet5 udfordringen er at læse en dansk forfatter i marts. Det HAR jeg jo gjort ... :-)

Tak for anmeldereksemplar til Forlaget Kandor.

Forlag: Kandor
Sider 362
Anmeldereksemplar.

lørdag den 5. marts 2016

Vinden gennem nøglehullet - Det mørke tårn # 4,5 - Stephen King

Sidste roman i Dark Tower-serien eller Det Mørke Tårn. Nogle kalder den nr. 8, andre kalder den nr. 4,5, men sikkert er det, at den er længe ventet på dansk af alle Kings Dark Tower fans.
Vinden gennem nøglehullet er skrevet som den sidste i serien, men handlingsmæssigt placerer den sig mellem nr. 4 og 5.

King indledte faktisk Dark Tower serien helt tilbage i 1974, men først i løbet af 80'erne slog serien for alvor igennem og fik kultstatus.
De seneste bind i serien blev udgivet i 2003 og 2004, men efterfølgende besluttede King sig for at skrive Vinden gennem Nøglehullet til stor begejstring for de mange fans.
Faktisk kan romanen også læses uden at have læst de øvrige i serien, og kan på den måde udgøre en port ind til Kings forfatterskab.

Dark Tower-serien er fantasy når det er bedst. Læseren tages på en fascinerende og gribende rejse og følger fire forskellige hovedpersoner.
Den verden King formår at skabe har beriget utallige læsere gennem årenes løb. Han mestrer fortællekunsten som kun de færreste.



For første gang nogensinde (og forhåbentlig sidste) i hele mit liv har jeg givet en King-bog mindre end 5 stjerner. Det er første gang jeg har prøvet at begynde at kede mig og da det var en lydbog, må jeg tilstå at jeg flere gange i sidste halvdel hoppede to minutter frem, så jeg hurtigere kunne få den afsluttet.

Den her ... altså ... det er jo ikke fordi den ikke er godt skrevet. For det er den. King er jo King og er en formidabel fortæller, men denne bog virker bare så ligegyldig. Som om King ikke var villig til at slippe universet, selv om historien egentlig var færdig.
Man kan måske ikke bebrejde ham det, for han har jo haft historien hos sig i over 40 år, men ... ja ... denne kunne jeg godt have undværet.

Den starter med Roland og hans ka-tet; Eddie Dean, Susannah, Jake og selvfølgelig Tumlebjørnen Ben, der i starten af historien forudser en storm. 
De søger ly i et murstenshus, der kan modstå den kraftige storm, og Roland bliver bedt om at fortælle en historie. Med Tumlebjørnens adfærd (som kunne forudsige stormen) in mente fortæller han for det første om en opgave han havde som ganske ung, hvor de skulle finde en forbryder ved navn "Den Lodne Mand". I den historie skal han berolige en ung dreng, og der fortæller han så en historie, som hans mor altid fortalte ham.

Det vil sige at der inde i historien kommer endnu en historie, og selv om man lynhurtigt glemmer det, så har man hele tiden i baghovedet at det egentlig var Roland og ka-tet man ville høre om. Selvfølgelig har både historien og historien-i-historien mange referencer til Det Mørke Tårn, men ... nej.


MEN ... den her giver mig så et tjek-tegn mere på min læseudfordring for 2016. "Read a prequel", og det må man jo sige det her er. Okay, der står at man skal læse en bog OG dens prequel, men jeg har jo læst serien, såeh ... den tæller. ;-)

Forlag: Hr. Ferdinand
Sider: 336
Lydbog: 10 timer og 1 minut