mandag den 29. december 2014

Bare Anna - Trine Appel

"Lotus er ikke jomfru længere, og Mille har en kæreste. Jeg står på trappen til timetervippen i svømmehallen. Om et øjeblik har alle taget springet ... snart er det min tur."

Hvad gør man, når man har togskinner på tænderne, der får en til at ligne en smilende chimpanse? Når ens mor elsker Kim Larsen og mindst har sort bælte i pinlighed? Når man er 14 år, har leverpostejfarvet hår og bare er Anna?

Det er sommeren, hvor Anna møder den mystiske Lotus og forelsker sig i den mest uopnåelige fyr på sommerlejren. For Anna er det en ny verden med kærlighed, fester, teater, sex, venindearmbånd og sommerfugle i maven.

Men tør hun tage det store spring selv?

YYYYYY

Bare Anna er en af de ungdomsbøger, som man bare sluger i løbet af en dag. Lige som jeg gjorde denne her. Den handler om den unge og usikre Anna, der selvfølgelig forelsker sig i den lækre og totalt uopnåelige Johs, om hendes nye venskab med cybergoth-pigen Lotus, om hendes barndomsveninde Mille og ikke mindst den spirende seksualitet.

Det er en feelgood bog, som også virkelig ville have talt til mig dengang. Personerne er godt beskrevne, tilpas kluntede og akavede, nøjagtigt som man selv følte sig.

Generelt et dejligt bekendtskab, omend nok ikke én af de bøger, der vil sidde længe i én.

Forlag: Politiken
ISBN: 978-87-567-9980-5
Sider: 189
Biblioteksbog

Den vidunderlige kærlighedshistorie - Carl-Johan Vallgren

Hercule Barfuss kommer til verden en stormfuld vinternat på et bordel i Königsberg i 1813, vanskabt i en grad, der gør det vanskeligt at begribe, at han trods feber og umenneskelige smerter formår at klamre sig til livet. Han er også dværg og døv, men i tilgift til sit skrækindjagende ydre udstyret med en usædvanlig evne, der gør ham i stand til at læse folks inderste tanker.

Denne særlige gave bliver hans skæbne, og stemplet som djævlebarn tvinges han på flugt gennem Europa. Men historien om Hercule Barfuss og hans utrolige liv er først og fremmest en fantastisk og gribende kærlighedshistorie, for han glemmer aldrig den pige, Henriette Vogel, der fødtes på bordellet samme nat som han selv.

På trods af deres adskillelse forbliver de to forbundne i en kærlighed så stor og voldsom, at den overvinder alle forhindringer.
YYYYYY

Denne her bog fik jeg i hånden af min fætters kone, som storelskede den, og - som efter at have hørt om min roman Freaks - kunne drage nogle paralleller imellem dem.
Det kunne jeg måske ikke lige helt se, da jeg så titlen på bogen, altså jeg mener ... Den vidunderlige kærlighedshistorie? 
Men der er flere lighedstræk.
Bogen handler om den døvstumme dværg Hercule Barfuss, der bliver født på et bordel i 1813. Ikke alene er han dværg, men han er også vanskabt, så han kun kan bruge armene, har en pukkel på ryggen og ansigtet er vansiret af en voldsom ganespalte. Som modtræk til alle hans fysiske skavanker har han dog fået en evne til ikke kun at læse tanker, men nærmest at krybe ind i sindene på dem han vil.

Samme nat som han selv bliver født, ser også en lille velskabt pige dagens lys. Den lille, yndige Henriette Vogel, og de to børn vokser op sammen, opfostret af glædespigerne på bordelet og dermed isoleret fra den normale hverdag og Hercule bliver dermed forskånet for omverdenens barbariske behandling af dem, der er anderledes.

En dag bliver bordellet lukket ned, børnene bliver skilt fra hinanden og Barfuss ender på en dåreanstalt, hvor han lænkes til væggen. Der må han forblive til en præst forbarmer sig over ham og tager ham med til et kloster.
Derefter går det slag i slag, Hercule skifter konstant tilholdssteder og føler ingen ro nogen steder. Han leder hele Europa igennem efter Henriette, som han elsker så højt, og der som den eneste har kunnet kommunikere med ham på hans måde.

De genfinder sluttelig hinanden, og så vil jeg naturligvis ikke afsløre mere. :-)

Altså ...
Det er en pudsig bog. Jeg kan se at den er kåret som "Vinder af August-prisen for bedste svenske roman" og også at den har fået vanvittigt gode anmeldelser af de forskellige litteraturkritikere.
Men vanen tro er jeg helt ikke enig med litteraturkritikerne.

Den har også noget exceptionelt over sig, det medgiver jeg. Der var passager, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, men sproget er for anstrengt, for højtravende. Ofte er det fyldt med fremmedord, som i flere tilfælde er helt unødvendige. Det kan selvfølgelig være oversætteren, men det plejer det nu ikke at være.
Der er nogle smukke vendinger, men det er lidt som om forfatteren prøver alt for hårdt ind i mellem.

Derudover kedede jeg mig usigeligt meget efter at han fandt Henriette og det efterspil, der fulgte. Tit måtte jeg tage mig i at måtte genlæse flere passager fordi mine øjne bare var gledet hen over siden, mens mine tanker var andre steder.

Det er synd, for som sagt ... grundhistorien er virkelig god. Det er en smuk historie mellem de to (selvom man godt nok ikke hører det meget fra Henriettes side, der både for læseren og Hercule nok mere er et smukt glansbillede), men ...

Desværre Heidi, men tak for lån alligevel. :-)

Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-210213-82
Sider: 296
Lånt trykt eksemplar

søndag den 28. december 2014

Læseåret - 2014

Medmindre jeg når at blive færdig med at læse den bog jeg er i gang med OG får skrevet en anmeldelse i morgen aften, så må det her vist blive 2014's sidste post.

Og det har jo været et godt læseår. Hele 56 blogindlæg er det blevet til, hvoraf det er 54 læste bøger
Det er faktisk ret sejt, når man tænker på mit ellers så propfyldte liv. :-)

I år har der også været enormt mange bøger til anmeldelse, hvilket jeg er både beæret over og glad for. Der er så meget godt dansk litteratur derude, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med, og jeg er virkelig glad for at både selvudgivere og forlag er begyndt at sende bøger i min retning.

Ud af de 54 bøger, jeg har haft læst er de 36 af dem danske, hvilket er et væsentligt højere tal end tidligere år, og det er jeg virkelig glad for. Som sagt ... der er så mange gode forfattere ude i det danske og det glæder mig virkelig at se hvor godt mange af dem behersker og behandler sproget.

I år var så også året hvor jeg havde min debut som ebogslæser. Altså jeg har jo læst bøger på skærmen i årevis qua betalæsningsopgaverne, men det har jo været i word og hvor jeg har kunnet markere gode og dårlige sætninger. Men i år fik jeg læst en hel roman som ebog, og selv om jeg stadig sværger til den fysiske bog, kan det godt være at der kommer mere af den slags.

Og hvordan har læseoplevelserne så været i år? Vær klar med statuetterne, for her kommer de. :-)

Under huden
Når jeg sådan kigger min læseliste igennem, så er det helt klart Susan Hintons Outsideren, der som altid slår benene væk under mig. Det er den, der altid får mig til at tude (og jeg mener tude, ikke engang bare blanke øjne, men tude).

Kedeligste
Umberto Eco - I Rosens Navn. Beklager, jeg kan ikke med klassikere i den kaliber, og her bruger forfatteren alt for lang tid til omstændelige beskrivelser, som ikke giver romanen nogen fremdrift overhovedet. Havde den været skrevet i dag, havde der stået en redaktør og revet sig i håret og bedt forfatteren om at skære mindst 20% fra.

Pudsigste
Det mest "pudsige" jeg har læst i år, må helt klart være Andrea Bastians I Yetiens Hule. En ebogsnovelle i kategorien monstersex, altså sex mellem en yeti og en dansk pige. Det var en spøjs oplevelse, for jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvad jeg forventedes at føle, mens jeg læste den. Men morsom, anderledes og bevidsthedsudvidende.

Mest overraskende læseoplevelse
Martin Dan Rasmussen i Kbh Noir. Jeg havde ærligt talt ikke forventet mig særlig meget af den, men da jeg først kom i gang med at læse den, var jeg solgt.

Mest sympatiske hovedperson
Robert Hunter i Chris Carters serie om seriemordere. Han er vildt sympatisk, underholdende og behagelig. Ham kunne jeg godt tænke mig at "møde". ;-)

Lækreste biperson
Dallas Winston fra Outsideren. Jeg sukker henført bare ved tanken om den lækre greaser, som skjuler sin sårbare sjæl med et hårdt ydre. I øvrigt godt portrætteret af Matt Dillon i den gamle film af samme navn.

Mest irriterende hovedperson
Det må helt klart være Eremitten i Thomas Rydahls krimi af samme navn. En gammel, gnaven og utiltalende taxachauffør, som i det hele taget gør alt det forkerte.

Fedeste/Smukkeste bogomslag
Martin Dan Rasmussens Kbh Noir får også en ekstra plads her. Jeg synes det er en virkelig fed forside, som passer rigtigt godt til bogen.

Kedeligste bogomslag
Det slag må stå mellem Anja Dunas Elinors Efterår og Åge Skjelborgs Mestertyven og Røverskatten. Og så er jeg endda tilbøjelig til at give Anja Dunas historie en fordel, da det kun er en novelle og derfor ikke et decideret bogsomslag.

lørdag den 27. december 2014

Outsideren - Susan Hinton

Ingen har sagt at livet skal være let. 

Men Ponyboy er ret sikker på, at han har styr på tingene. Han ved, at han altid kan stole på sine brødre, Darry og Sodapop. og han ved, at han altid kan stole på sine venner - venner, som vil gøre alt for ham - Johnny og Two-Bit.

De har ikke meget, men de har hinanden.
Den rivaliserende bande af rige unger, der banker Ponyboy og hans venner for sjov, er der også altid. På den hårde måde.

Og en nat går kampen mellem de to bander for vidt, og Ponyboys verden bliver aldrig mere det samme.

YYYYYY

Hold da op en sølle bagsidetekst, som forlaget har forsynet denne klassiker af en ungdomsbog med. Den fanger på ingen måde essensen, dybden og det eviggyldige, som denne bog rummer.
I øvrigt er forsiden også himmelråbende kedelig. Okay, bogen behøver det ikke, men måske endnu flere ville læse den, hvis den var lidt mere spændende repræsenteret end i denne nyeste udgave fra People's Press.

Jeg har læst Outsideren mange gange i mit liv. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, men da jeg for nylig afsøgte det lokale biblioteks hylder for dansk ungdomslitteratur, måtte jeg genlæse denne her. Bare fordi ...

Og hvis du endnu ikke har læst den, så kom i gang. Det er en fantastisk bog!

Den handler om den fjortenårige Ponyboy Curtis, som bor sammen med sine to ældre brødre Darrel og Sodapop. Deres forældre er død ved en trafikulykke, og det er op til Darrel at holde sammen på familien. Det ligger et umenneskeligt pres på den kun tyveårige knægt, som Ponyboy ikke har livserfaring nok til at indse.

Curtis-familien bor i East Side, den dårlige side af byen, og her er alle sammen greasere. Ud over at have det tilfælles at de har dårlige sociale kår, har de også deres egen særegne stil med masser af hårolie, masser af vold, fængselsdomme etc. Derudover er de dog alle enige om at hade soc'erne, de rige unger, som cruiser rundt og banker greaserne i ren og skær tidsfordriv.

En aften, da Ponyboys bedste ven Johnny Cade i selvforsvar myrder en soc'er, går alting galt. Den aften kommer til at ændre alle de impliceredes liv.

Nu vil jeg ikke afsløre hvad der sker, for jer der endnu ikke har læst den, men gør det endelig, for som sagt - den er fantastisk!
Drengenes sammenhold og deres venskaber er unikt beskrevet. Hver og en af dem, uanset hvor trælse og usympatiske de end måtte forekomme, er skildrede i en grad, så man holder af dem alle. Ens hjerte bløder efterhånden og tårerne løber.
Ja, i hvert fald hos mig. Jeg kan ikke læse den uden at stortude. Ej heller kan jeg se filmen, men nu bliver jeg nødt til det. Så jeg må lige have en bunke kleenex og så skal jeg ellers i gang.

Igen ... hvis I ikke kender den (både bog og film har efterhånden nogle år på bagen), så gør jer selv den tjeneste at læse/se den. I vil aldrig glemme den.

Stay gold, Ponyboy!



Forlag: Høst & Søn
ISBN: 87-14-19815-0
Sider: 202
Biblioteksbog

fredag den 19. december 2014

Min fucking familie - Ina Bruhn

Se, det er mig.
Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af.
Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne.
Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så, nu er den gal igen derinde.

Christoffer er født i en forkert krop, som han har hadet lige så længe han kan huske. Han hader sin krop, og han hader sin taberagtige mor og den far; han aldrig har kendt. Og han hader resten af sin fucking håbløse familie og hele den forbandede ondskab, som er gået i arv fra generation til generation.

YYYYYY

Hold da op, sikke en bog. Magen til samling usympatiske personligheder skal man lede længe efter.

Der er ondskab, fejhed, svig og bedrag alle steder. Alle i familien har hemmeligheder som er sovset ind i hinanden. Om voldtægter, affærer, druk, mishandling, misbrug, hustruvold, dominans og ikke mindst svigt af stort set alle af de implicerede.

Al den grumme familiehistorie munder ud i Nina/Christoffer. En pige, der er født transseksuel og født i den forkerte krop, og som absolut ikke møder forståelse fra sin forskruede familie. Pånær lige den gamle mormor og hendes veninde/husholderske, der bor i den store herskabsbolig nede ved stranden.

Her mødes familien til mormorens fødselsdag, og her rulles mange af de sorte familiehemmeligheder ud og det hele kulminerer med et mistænkeligt dødsfald.

I starten var jeg noget mistroisk overfor bogen. En ungdomsbog, der er så sort at det næsten bliver ulideligt, men jeg må erkende at jeg efter fortsat læsning, blev mere og mere grebet af den.
Hele bogen er gennemsyret af det had og den afmagt, som den 15-årige Christoffer føler overfor sin familie og verden i særdeleshed.

Selv om personerne er noget usympatisk, stort set alle sammen, så forstår man dem også. De er alle udsat for forkvaklede barndomme, der trækker tråde langt ind i kommende generationer.
Mest af alt for den stakkels Christoffer, der får nogle virkelig grimme hemmeligheder at vide den aften i herskabshuset.
Man har på samme tid lyst til at ruske og kramme ham.

Men netop det sorte, som hele bogen emmer af, er så også det, der gør at jeg er meget imponeret over romanen. Det er sgu godt håndværk. Det er godt skrevet og personbeskrivelserne er enormt troværdige, selv om de er så langt ude.

Forlag: Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-1129-3
Sider: 254
Biblioteksbog

Dobbeltliv - Steffen Nohr

I 2. verdenskrigs sidste timer sænkes en tysk ubåd i dansk farvand. Med sig i dybet tager den sin besætning og en uvurderlig, tophemmelig last.

Imens i nutiden forulykker den elskede og vellidte bedsteforælder, Kristian Pendergast. Og da barnebarnet, sammen med sin far, rydder dødsboet, falder den unge Thomas Pendergast over et skjult rum i kælderen, der gemmer på en ufortalt hemmelighed, et ufortalt liv, der pludselig stiller spørgsmålstegn ved, hvem morfaren i virkeligheden var.

Inden længe begiver Thomas sig ud på sin livs største rejse nogen sinde: Han drages i sin morfars fodspor og genoptager jagten på dét, som morfar aldrig fandt.
Men snart går det op for Thomas, at visse hemmeligheder aldrig var ment for alle og at kende til sandheden kan have sin pris.

Én skæbne. Én ufortalt historie. Én mørk hemmelighed ...

YYYYYY

Det er først for nylig at jeg er stødt på Steffen Nohrs forfatterskab. Det var i forbindelse med en anmeldelse af romanen Det forsvundne bibliotek, som jeg fik tilsendt af Forlaget Valeta.

Den bog kunne jeg ret godt lide. Jeg er lidt en sucker for de der bøger, der trækker historiske hemmeligheder op til nutiden, og da jeg så efterfølgende fik muligheden for at hilse på Steffen Nohr på BogForum og få en af hans tidligere udgivelser op under neglene, måtte jeg jo slå til. :-)

Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg har været godt underholdt af Dobbeltliv og den meget sympatiske Thomas, som driver lidt rundt på må og få i sit liv. Hans far, der er højtuddannet akademiker, mener at Thomas spilder sit liv og presser konstant på at han skal komme i gang med en uddannelse - og ikke mindst færdiggøre den.
Men Thomas ved ikke hvad han vil være. Han føler sig rodløs og mangler at finde meningen med livet.
Da morfaren dør og de skal rydde dødsboet, finder Thomas sin morfars dagbog gemt i et hemmeligt skab i kælderen. Et arbejdsværelse, som altid har været omgæret af mystik og eventyr, og som Thomas sjældent har sat sine ben i.

Da jeg rejste mig og slukkede lampen, gled en skygge ned over mit ansigt. Det mest tænkelige spændende rum - morfars hemmelige skatkammer - var pludselig ikke andet end et kedeligt kontor med klamme farver på gulvet og en dårlig belysning. Og et åndssvagt, tungt skrivebord, jeg snart ville få dårlig ryg af at bakse rundt med.
Jeg sukkede og følte en del af de glædesfyldte barndomsminder smuldre bort i virkelighedens kyniske verden.
Pludselig som jeg stod der, fangede noget min opmærksomhed. Jeg trådte tilbage til skrivebordet og tændte straks lampen igen ... slukkede den ... tændte den igen ... slukkede den.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Lyset blev tændt igen, og forsigtigt listede jeg hen mod væggen. Besindigt lagde jeg ansigtet helt ind mod gipsvæggen og førte langsomt hånden hen over fladen. Frem og tilbage. Pludselig mærkede jeg noget.
Det gav et sug i hele maven.
Kunne det virkelig passe?

Snart efter er Thomas helt opslugt af dagbogen. Fascineret af det spændende (og næsten utænkelige) dobbeltliv, som morfaren tilsyneladende har haft uden at nogen har haft en mistanke om det.

I Dobbeltliv hører vi om Thomas, mens han med stigende opslugthed læser dagbogen og i brudstykker fortælles om det liv morfaren har haft i al hemmelighed.
Der er en teknisk udfordring ved at starte med Thomas, hoppe over til et læsestykke og derpå fortsætte med morfarens synsvinkel, som godt kan være temmelig udfordrende, men de spring klarer Steffen Nohr rigtig flot.
Som læser er man helt med på hvem, der har ordet og man lever sig lige meget ind i de to forskellige personligheder og tænker ikke over skiftene.
Der var kun en enkelt gang, hvor jeg bemærkede at det med synsvinklerne svipsede, men det er nok en erhvervsskade. ;-)

Efter endt læsning af dagbogen, beslutter Thomas at der må ske noget. Han ved at der er noget han  gøre, selv om hans far vil blive tosset og han drager ud for at følge i sin morfars fodspor i jagten på de glemte nazistiske hemmeligheder. Og den farefulde jagt ender med at blive livsomstyrtende for ham på flere plan.

Dobbeltliv er en spændende bog, som jeg har læst med stor fornøjelse. Steffen Nohr har en sympatisk fortællerstemme, der gør at man tror på de sandheder, der bliver lagt frem. Jeg vil helt bestemt glæde mig til hans fremtidige udgivelser.

Hov, jeg har dog lige et kritikpunkt for at det ikke skal blive for rosenrødt det hele. Jeg synes måske at mødet med Vasco er lige "tilfældigt" nok. Hvad er oddsene for at Thomas lige render ind i ham?
Medmindre Vasco egentlig var en del af morfarens dobbeltliv, hvilket jeg i så fald har overset.
Men det er en detalje. Bogen kan sagtens læses med stor fornøjelse alligevel.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.

Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-92728-19-7
Sider: 363
Anmeldereksemplar

mandag den 8. december 2014

En dag skinner solen også på en hunds røv - Sanne Munk Jensen

Alma har en kæreste. Hun har også en søster og en slyngveninde. Det er hele tre ting på én gang, og det går virkelig ikke. I hvert fald ikke når man ikke kan finde ud af, om man er mest forelsket i sin kæreste eller sin veninde. Og slet ikke når ens søster konstant er på røven, og ens mor bare er ligeglad, fordi hun er en røv. Endda en polsk røv.

En dag skinner solen også på en hunds røv er en barndom set i bakspejlet - men det er også en fortælling om kærester og engangsknald og tosomhed og trekantsdramer og caféer og kollektiver og alt det andet, som forsøder og forvirrer i en ung piges forunderlige liv.

YYYYYY

Jeg synes egentlig ikke at bagsiden sælger bogen ret godt. Efter at have læst bagsideteksten havde jeg helt, helt andre forventninger til bogen, end den realititet, som bogen endte med at vise mig.

Og jeg kan egentlig ikke helt finde ud af om jeg er skuffet eller om jeg er positivt overrasket.

Måske var det også fordi jeg forventede endnu en bog om en pige der stadig gik i folkeskolen, og det gør Alma jo slet ikke. Hun går jo ikke engang i gymnasiet længere men på universitetet, hvilket så gør at det jo næsten ikke længere er en ungdomsbog i mine øjne.
Okay, kan godt se at jeg måske er lidt uretfærdig her.

I hvert fald rummer den meget mere end "normale" ungdomsbøger. Alma kommer fra en ret dysfunktionel familie, hvor hendes mor har mere travlt med de skiftende kærester og byture end rent faktisk at tage sig ordentligt af de to børn diverse mænd har skaffet hende på halsen.
De omsorgssvigt der ligger i den opvækst, har jo naturligvis sat sine præg på Alma, der - som familiens eneste nogenlunde fornuftige menneske - lider noget af at søsteren er på vej til at følge samme sociale deroute som moren, og at hun i en meget ung alder har skullet agere voksen og ansvarlig.

Faktisk bryder jeg mig ikke særligt meget om hovedpersonen. Hun fucker alting op hele tiden og er temmelig usympatisk og har konstant paraderne oppe. Så meget at man med jævne mellemrum har lyst til at ruske hende.
Men nu hvor bogen er slut og den rumsterer i min hjerne kan jeg jo godt se at Alma slet ikke kan være anderledes. Faktisk er hun beskrevet skræmmende præcist og der går en masse socialt/følelsesmæssigt amputerede mennesker rundt derude, der lader til at være af nogenlunde familier, men som også har forskelligt at slås med.

Heldigvis ender den relativt lykkeligt, for ellers havde det da næsten ikke været til at bære. Alma finder en kæreste, som ikke bare elsker hende, men også kan holde hende ud og tvinger hende til at se nogle sandheder i øjnene.

Så jo, selv om jeg flere gange undervejs følte mig voldsomt irriteret, så er eftersmagen god.

Forlag: Gyldendal
ISBN: 978-87-02-05398-2
Sider: 247
Biblioteksbog

onsdag den 3. december 2014

Legionæren VIII - Galejen - Jens Jørgen Hansen

Marcus og hans legionærer falder i baghold og tages til fange. De gøres til galejslaver for at arbejde sig som straf for kampene mod senator Plinius.

Stump forenes med Optio og Kokken, der begge er blevet solgt som gladiatorer til Galan. Deres trænng bliver kort; Optio sendes hurtigt ud i en kamp, hvor modstanderen er en af Plinius' gladiatorer, og hvor kun vinderen overlever.

I nord begynder krigen; Bart overfalder byen, hvor Ulf og Maria bor, og dræber høvding Svend.

På galejen spekulerer Marcus og de andre legionærer på flugt. Det lykkes dem at overtage galejen, men to fjendtlige fartøjer med langt bedre bevæbning stævner ud mod deres tilholdssted. Et ulige slag til søs mellem kampklare legionærer og Marcus' udmarvede, svækkede gruppe af galejslaver synes uundgåeligt.

YYYYYY

Dette er den 8. bog i Jens Jørgen Hansens serie om den romerske legionær Marcus. Vi har fulgt Marcus siden han som ganske ung trådte ind i den romerske hær, fuld af iver og kampgejst, og nu 7 bøger senere, er han vokset til en voksen, fornuftig og kløgtig hærleder.

Efter at de i bog nr. 7 blev sendt ud til en øde forpost på den spanske kyst og efterfølgende blev brugt i et politisk magtspil, er de nu endt som galejslaver. En skæbne, der ofte blev forbundet med den visse død.
Men Marcus og hans mænd er trænede legionærer og måske lidt mere snarrådige end almindelige slaver, så der er måske håb for dem. :-)
Nu fik jeg måske afsløret for meget, men der kommer jo en bog 9 og 10, efter hvad jeg har hørt. ;-)

Jeg synes stadig at serien holder. Den er god til unge historisk interesserede læsere, der ikke ønsker for tung læsning. Det er også spændende emner, der rulles op; gladiatorer, galejslaver, krig og meget mere, og det hele bliver præsenteret på en god og velskrevet måde.
Den burde nok kunne fastholde selv yngre læsere.

I det hele taget fremstår serien godt redigeret og som gedigent arbejde.

Tak til forfatter Jens Jørgen Hansen for anmeldereksemplar.

Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-932043-86
Sider: 164
Anmeldereksemplar

søndag den 30. november 2014

Sprækker - Teddy Vork

Sprækker hvor døre og låger ikke lukker helt tæt. De revner, selv det stærkeste materiale slår under tilstrækkelig belastning. Brister i bolværker mellem rationalitet og vanvid. Lækager i forseglingen mellem denne verden og en anden, vi ikke ønsker at se.

Sprækker er åbninger, hvor der burde være lukket.

YYYYYY

Denne novellesamling af Teddy Vork har jeg både frygtet og set frem til, for Teddy kan noget med sproget, som der ikke er mange forundt.
Jeg har læst det meste af hans forfatterskab, hvor Diget er min helt klare favorit. Den står stadig lyslevende for mig.

I Sprækker har Teddy Vork samlet mange af sine noveller, hvoraf nogle af dem tidligere har været udgivet i andre sammenhænge, som fx In Spe, som var i Drifter, den darc erotica samling, som jeg også selv deltog i.
Fælles for dem er at de alle foregår lige på kanten af den normale virkelighed. Lige der, hvor man ikke ved om man selv er ved at blive sindssyg eller om det virkelig er en anden verden, der har fodfæste i vores.

Teddy Vork har det med at ramme mig lige i hjertekulen, lige der, hvor der gør allermest ondt. Når han skriver om børn, som han fx gjorde i Diget, går det direkte ind i marven på mig og giver mig fugtige øjne og søvnløse nætter.
Og selvfølgelig ramte han mig også denne gang. Novellen Mare, mare minde som handler om lille Peter, der ligger rædselsslagen i sin seng og ser og hører alskens uhyrer og monstre bag gardinerne og under sengen. Ikke alene er den skræmmende, men den er også uendelig sørgelig.

Alle novellerne er gode, skræmmende og uhyggeligt velskrevne. Det sidste vender jeg lige tilbage til.

Min favorit er helt klart De rette omgivelser. Den handler om en forfatter, der får nogle litterære hug af en litteraturkritiker og tidligere kollega. De diskuterer gyserhistoriens præmis, og forfatteren mener at kritikeren bør læse en gyserhistorie i 'de rette omgivelser'.
Og det gør han så ...
Og så vil jeg ikke sige mere, men hold da op, hvor jeg selv blev fanget af historien her. Jeg læste den før sengetid, og det skulle jeg aldrig have gjort. Vores radiator har det med at komme med en høj kliklyd med jævne mellemrum ... der gik længe (!) inden jeg faldt ordentligt i søvn. :-)

Angående sproget, så viser Teddy igen (og som sædvanlig) nogle sprogblomster, som man bare  elske.

Fx denne her:
Endelig trådte min krop hen til ham, bukkede sig og ruskede i ham. Ingen livstegn. Han lå på ryggen. Minder om aflåst sideleje, som jeg ikke huskede helt, hvad betød, fik mig til at vende ham om på siden. Hans hånd klaskede mod gulvet med håndfladen. Et øjeblik lignede den en bizar, hudfarvet blomst, der groede i betonen."

eller

Nogle aftener kunne han næsten høre stemmer resonere fra bøgerne, som var han omringet af et vældigt kor. Et kor messende viden, skønhed, sandhed. Og aromaen: Bøger duftede disparat. Ikke blot af ældet papir, men af træer, kastanjer, honning, solvarm hud, efterår. Fornemmelsen af dem i hånden. Svære læderbind, prægets guld indlagt som årer. Titlerne, æggende. Og så endelig øjeblikket, hvor man åbnede bogen, og den blev til en faldlem til en anden verden. Bøger bar mange gaver. Én af dem var lærdom. En anden flugt.

Ok, jeg er forudindtaget, for jeg har endnu ikke læst noget dårligt af Teddy Vork, men novellesamlingen Sprækker hører helt klart til en af perlerne i dansk gyserlitteratur. Man gyser og væmmes, men der ligger altid et ekstra lag indenunder gyset. Et lag med menneskelighed og genkendelse, der gør dem ekstra nærværende og virkelige.

Tak til Forlaget Kandor for anmeldereksemplar.


Forlag: Kandor
ISBN: 978-87-91589-26-3
Sider: 213
Anmeldereksemplar

lørdag den 29. november 2014

Fucking forelsket - Nils Schou

"Farvel med dig, Monni. Nu er det bare slut med dig og mig. Jeg er færdig med dig. Helt færdig! Vil du vide hvorfor? Det er fordi jeg er dødtræt af dig. Du er grim. Du er dum. Du lugter. Du drikker for meget. Du brækker dig til alle fester. Du taler aldrig til mig. Du ser aldrig på mig. 
JEG ER TRÆT AF DIG, MONIKA HENRIKSEN. Du er fyret! (Pyha, det lettede)."

YYYYYY


Så fik jeg slugt endnu en ungdomsbog, og jeg må sige at jeg er overraskende godt underholdt. Det er faktisk rigtig hyggeligt at læse den genre ind imellem alt andet. Det er lettere, men ikke ubetinget. Som for eksempel i denne her.

Bogen handler om Andreas Grantoft, der bor sammen med sin lillebror Filip og sin far Bjarne. Andreas' mor, Judy, er død af kræft i underlivet kun 35 år gammel.

Derfor er der med det samme fastlagt en undertone af sorg i bogen, som egentlig ligger der næsten helt til vejs ende. Derudover er der lige det faktum, at Andreas er enormt forelsket i Monika, som er kæreste med skolens "konge" og bølle.

Hele bogen er brudstykker af Andreas' dagbogsnotater til sin mor, som han kommunikerer med. Hun ligger oppe på skyen og af og til kan de endda nå hinanden, hvis de strækker sig.

Jeg var egentlig ikke helt sikker på at dagbogsformen ville fungere hele vejen igennem bogen, men det gør det. Andreas' frustrationer over at Monika ikke ænser ham, og hans sorg over moderens død gøres lettere at bære ved den selvironiske tone, som Andreas' bruger.
Så selv om bogen har sine sorgmomenter, så er den alligevel til at bære, netop på grund af det humoristiske.

Forlag: Apostrof
ISBN: 978-87-591-0543-6
Sider: 159
Biblioteksbog






lørdag den 22. november 2014

Vrangvendt - Christian Reslow

"Hvad er det?" spurgte han.
"Mine orme," svarede jeg, kærligt.
"Du er et monster," sagde han.
Jeg lod mig glide ned.
"Jeg er noget nyt," svarede jeg. "Og det er du også."

Dæmonerne har humor. De elsker at vise verden, hvem du er. 
En tyv, med lange fingre.
En løgner, med en stor mund
Dæmonerne vender dig på vrangen.
YYYYYY


Det er første gang jeg læser noget af Christian Reslow, på trods af at jeg har haft en signeret udgave af hans Kimæren stående på min hylde siden forrige Krimimesse i Horsens.
Der overværede vi et interview med ham, hvor han fremstod både sympatisk, velformuleret og morsom, så jeg har egentlig glædet mig til at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

Jeg vil dog starte med at sige, at der er intet morsomt ved denne bog. Eller jo, det er der måske alligevel. :-)

Bogen handler om en lille, meget fasttømret og ret voldelig klike med Vismanden, Halvanden, Hæmming og MB som faste medlemmer. De er rå og afstumpede, og det er godt nok ikke meget sympati man har med dem. Og efter mødet med dæmonen, bliver de om muligt endnu værre..

En nat - efter et bræk, der ender med en dødelig udgang - møder de dæmonen Saatus Dolor, der - ikke uden humor - gør dem til "forbedrede" udgaver af sig selv. MB - tyven - får lange fingre og Hæmming, der lyver om sin forelskelse og affære med Halvandens dame, får et ekstra rovdyrgab.

Men på trods af den voldelige afstumpethed, er det Hæmming jeg til sidst ender med at få sympati for. Hvilket egentlig er et paradoks, da han først udviser rigtige følelser i det øjeblik han bliver umenneskelig.

Jeg synes Vrangvendt  var en fascinerende, morbid og meget foruroligende bog. På sin vis er den så langt ude at man logisk set burde afvise alt, men man gør det ikke, og det kan helt klart tilskrives Reslows meget levende måde at skrive på.

Alt var i oprør.
Piskende og hvislende fór kød og lemmer gennem luften. Alt var fedtet. Alt var glat. Alt var vådt.
Han var blind. Tyngdekraften eksisterede ikke. Han hang i luften. Han ramte væggen, loftet, gulvet.
Et sted dybt i hans bryst vibrerede en tung, rasende knurren. Han kunne mærke Vismandens tentakler famle over sin krop, og han bed og snappede i blinde. Han blev klemt omkring låret, omkring maven, omkring halsen. Han tyggede sammen om skygger.

Jeg har yderligere to Reslow bøger stående på hylderne, og dem vil jeg glæde mig til at gå i gang med. En morbid slags glæde ganske vist, men stadig glæde. ;-)

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.


Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-022-9
Sider: 142
Anmeldereksemplar

Noula - Ane Kjærgaard

Jeg. Noula. 16 år. 53 kilo. 162 cm.
Står og kigger på mig selv. I spejlet ...
Jeg har lige sagt farvel til min gamle klasse. Til mit gamle liv.
Jeg skal på efterskole. Jeg glæder mig.
Og samtidig er jeg helt vildt skræmt ved tanken. Tænk at skulle undvære Nanna. Og Shaun. Tænk at der slet ikke er nogen, der kender én. Tænk at skulle ud og finde nye venner. Nye lærere. Skulle dele værelse med en anden.
Jeg håber, det kommer til at gå godt.
Og jeg håber, håber, håber, at der vil være en kæreste til mig. En rigtig lækker kæresten.
For jeg synes bestemt, at det må være min tur til at finde sådan en nu ...

YYYYYY

Dette er så endnu en af de ungdomsbøger, som jeg har slugt i min "research" på ungdomsgenren. Nogle har spurgt mig om det er for at kopiere, men det er det ikke. I og med at jeg læser en masse af dem, bliver essensen af dem hængende inde i mig. Stemningen, sprogbruget og personerne.

De andre ungdomsbøger jeg har læst, har hovedpersonerne været noget mere rå og har haft nogle issues, som de prøver at bearbejde. Noula, som er hovedpersonen i denne her, er meget, meget sød. Jeg ved ikke om hun er for sød, men det er egentlig ganske befriende at hun er så "almindelig" som hun er.

Noula begynder på efterskolen og får straks en god ven, Sven, som hun hurtigt falder fuldstændig pladask for. Desværre ser Sven hende kun som sin gode ven, og han går meget målrettet efter Bianca, efterskolens smukkeste, men også koldeste pige. Det gør ondt. Og Noula forsøger at være en god ven, selv om det slet ikke er det, hun har lyst til.

Det er en rigtig feel-good ungdomsroman det her, og det synes jeg egentlig er et fællestræk for mange af dem. Der er håb og lys i dem, og det skal der jo også være. For selv om det at være teenager er den sværeste tid i ens liv, så er der håb.

Forlag: Borgen
ISBN: 978-87-21-03566-2
Sider: 207
Biblioteksbog


onsdag den 19. november 2014

Stilleleg - Julie Clausen

"Jeg hedder Sara."
"Sara," sagde jeg. "Smukke Sara: dét klinger! Mit navn er Jonathan. Du kan også kalde mig Skat, hvis du synes."
Hun så på mig; hendes ansigt var stadig neutralt som om jeg intet havde sagt.
Et par af pigerne ved hendes side kom til at fnise, men hun fortrak ikke en mine.

Jonathan, der normalt har styr på pigerne, kommer ikke langt med sin smarte facon, når det drejer sig om at imponere gymnasiets nye pige.
Dette bliver starten på en stille og stædig leg mellem Sara og Jonathan. En leg, der langsomt udvikler sig til et spil og en kamp for at holde facaden.
YYYYYY

Jonathan er noget af en player. Han er søn af rige forældre, så han er vant til at få det han peger på, hvilket også gælder for pigerne, der ikke kan stå for hans charme, som han kan skrue på når han selv har behov for det.
Sara, er en helt anden type pige, end dem han er vant til. Hun er meget målrettet, ved hvad hun vil have, og har nogle helt andre moralske begreber end han.

Det er i hvert fald hvad man kan se af de to unge mennesker udefra, men når der først bliver ridset i lakken, ser vi produkterne af hhv. dysfunktionelle forældre og svigt. Om to unge mennesker, der prøver at finde sig selv på trods af de lig i lasten, som deres forældre har medbragt.

Jeg synes at Julie Clausen har skabt en rigtig god bog her. Man kan godt blive irriteret på både Jonathan og Sara, men efterhånden som hemmelighederne afsløres, giver det god mening at de er blevet som de er.

Nu har jeg læst flere af de unges anmeldelser af bogen, og mange af dem havde ikke set den tvistede slutning komme, men den gættede jeg mig ret hurtigt til. Det kan dog være en erhvervsskade. ;-)

Men en rigtig god ungdomsbog med lidt ældre hovedpersoner, end de andre ungdomsbøger jeg har læst for nylig.

Forlag: Tellerup
ISBN: 978-87-588-0893-2
Sider: 183
Biblioteksbog


mandag den 17. november 2014

Mørke - Rikke Schubart

"Helenes hånd rystede let, da hun satte fingeren på dørklokken. Bag dørtelefonen var stukket små, krøllede visitkort i klemme med invitationer til massage, coaching og escortservice. Balndt dem var et sort kort med gotiske bogstaver i guld:
Want to know your future?
Ask
Peter Lee, Soothsayer
27 Mandeville Place, phone (0) 20 7387 8776
by appointement only

Vampyren Natascha er flygtet fra det danske politi og har taget Rosa med sig. Rosa er en del af en hemmelig plan, der vil bryde Balancen mellem mennesker og vampyrer.
Helene tager til London for at finde hjælp. Hvem er Natascha egentlig? Hvor er Rosa? Er det for sent at ændre den dystre fremtid, sandsigeren Peter Lee viser hende? Og hvad vil der ske, når døren til de dødes rige bliver åbnet?
Opgøret mellem levende og døde trækker blodige spor gennem Europa og ender i Oswiecim, Polen.

YYYYYY

Mørke er andet bind i vampyrtrilogien skrevet af Rikke Schubart.
Som jeg læst mig til, så er første del Bid skrevet et stykke tid før Mørke, hvilket man som læser godt kan mærke. Der føles som om der er langt mere sammenhæng i denne bog, og stilen er også mere sikker.

Jeg kan dog stadig godt blive noget irriteret over fortællestemmen, der skifter fra hoppende personbundet 3. personsfortæller til alvidende fortæller, men det er nok en smagssag. I Mørke er det under alle omstændigheder ikke så udtalt som i Bid, hvor jeg af og til kunne blive helt forvirret over i hvis hoved jeg befandt mig, så det er klart en bedring.

Og når jeg nu er ved det negative, så bliver jeg nødt til at harcelere lidt over at forfatteren har valgt at kalde 2'eren i sin trilogi for Mørke, det samme som Guillermo Del Toro/Chuck Hogans 2'er. Måske har forfatteren ikke vidst det. Der er jo også en million vampyrhistorier derude, så det er nok svært ikke at ramme det samme.

Nåh, men bortset fra det ... ;-)

Jeg har læst denne bog på ganske få dage. Jeg susede igennem fra ende til anden, for romanen er både tempofyldt og spændende. Vi følger Helenes jagt efter sin datter, som hun ikke kender skæbnen på. Har hendes søster allerede vendt hendes datter til vampyr? Eller er der håb endnu?
(Hov, lige et indspark mere. Jeg savner lidt følelser i den forbindelse. Det er trods alt hendes eneste barn, det drejer sig om).

Man følger ikke alene Helene, Asta og Maria, der forfølger sporene efter Rosa, men også italienske kriminalkommisær Croce, der leder efter sin elskede Maria. Samt vampyren Natascha, der nu definitivt har brudt båndene til den gamle vampyrklan og nu vil skabe en helt ny verdensorden, hvor vampyrerne er den herskende race.

Sporene ender i det sydlige Polen, ved Krakow og Oswiecim (beklager, min blog kan ikke lave polske bogstaver), sidstnævnte er nok bedre kendt ved sit tyske navn, Auschwitz. Her følger et blodigt opgør mellem vampyrer og mennesker imellem barakruiner og ruinerne af de ødelagte krematorier, alt i mens fortidens spøgelser gennembryder grænsen mellem døde og levende.

Nu har jeg selv besøgt både Krakow og Auschwitz-Birkenau, hvilket gjorde at jeg levende kunne forestille mig hele opgøret nede bag granerne i den fjerneste ende. Jeg har også en fornemmelse af hvor stort et område det udspiller sig på, hvilket gjorde bogen enormt levende for mig.

I det hele taget bliver jeg mere og mere fanget af Rikke Schubarts vampyrtrilogi, selv om jeg egentlig ikke troede, det ville være noget for mig.
Sproget er godt, letlæst og fængende. Handlingen er hæsblæsende og underholdende og beskrivelserne er malende uden at være for udpenslende, og så er der frem for alt tempo, tempo, tempo i denne bog.
Nårhja, og en hulens masse blod! ;-)

Jeg glæder mig til slutningen.

Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-006-9
Sider: 289
Anmeldereksemplar


lørdag den 15. november 2014

Ask konge taber - Camilla Wandahl

Tanken om den opgave sidder som en burre og tricker mig. Det betyder mange timer sammen. Og Ask har sådan et blik. Det er, som om han ser ind i mig og alligevel ikke er ligeglad. At selvom han skrider, så er han der alligevel hele tiden, et sted allerbagerst i min hjerneskal. Som om han er blevet en del af min hjernebark, jeg ikke bare kan skrabe af.

Ask konge taber handler om Ask og Liv, der mødes på en efterskole. Om at føle sig rodløs og lammende forelsket. Om hvor let det er at fucke livet op, og hvor svært det er at holde fast, når man er bange for at miste.

YYYYYY

Ask er lige startet på efterskole. Det er hans tante der kører ham, fordi hans mormor er syg. Temmelig syg. Hans forældre er der ikke.
Faktisk føler han sig temmelig alene i verden og anlægger sig derfor en meget hård og kold facade, der parerer alle forsøg på nærhed.

Liv gør det samme. Store skuffelser har givet hende et panser, som hun forsøger at opretholde, også overfor Ask, der i det hele taget er en kold skid.

Denne ungdomsbog blev læst på lige så kort tid som Så fandens forelsket af samme forfatter. Her er det nogle mere alvorlige problematikker, der bliver taget hul på. Forældres forventninger til børnene, skuffelser, alvorlig sygdom, fraværende forældre og også de svære forelskelser, der fylder så enormt meget.

Faktisk sad jeg med tårer i øjnene på et tidspunkt, så selv om jeg er aaalt for gammel til at læse den slags bøger, så kan de altså stadig ramme mig.

Camilla Wandahl skriver godt og nærværende, og jeg kan godt forstå at det unge publikum er vilde med hendes bøger. Flot arbejde.

Forlag: Høst & Søn
ISBN: 978-87-638-2952-6
Sider: 149
Biblioteksbog

Så fandens forelsket - Camilla Wandahl

Maja og Asta er 4ever. Sådan er det, indtil Emil starter på skolen. De to veninder indgår en aftale om, at ingen af dem må score ham.
Men den slags aftaler er svære at holde, når man bare er så fandens forelsket.

"Hvis vi nu aftaler, at ingen af os må være sammen med ham," siger Asta langsomt. Jeg ser på hende. Ser Emil for mig. Og det kort blik, fuldt af rødmende varme, de seks sekunder i tysktimen.
"Aldrig nogen siden?"

YYYYYY

Det er meget, meget, meget lang tid siden at jeg har læst ungdomsbøger. Faktisk ikke siden jeg var ung, så jeg havde fuldstændig glemt tonen og stemningen i dem.

Grunden til at der nu og fremover vil dukke nogle ungdomsbøger op på min blog, er at jeg selv vil forsøge mig ud i den genre, og derfor vil lure nogle af de mere erfarne ungdomslitteraturforfattere over skulderen.
Og her er Camilla Wandahl jo en af de helt nye og upcoming stars, som formår at få godt fat på de unge læsere, hvilket man så sandelig godt kan se i denne roman.

Pudsigt nok, på trods af at det er lang tid siden jeg selv har været ung og dermed også har læst den slags bøger, blev jeg hurtigt grebet af den.
Nu er Så fandens forelsket ovenikøbet en Læs-Let bog med et lixtal på kun godt 20, men alligevel læste jeg bogen på ganske få timer, og jeg var grumme underholdt imens.

Pludselig kom jeg i tanke om den der brusende fornemmelse af forelskelse, der bare fylder én og truer med at skubbe al tankeaktivitet til side. Her i bogen aftaler de to piger endda at ingen af dem må få Emil, hvilket selvfølgelig ikke går helt som de regner med, og man føler med dem begge, efterhånden som følelserne bruser igennem dem.

Sproget er letlæst (selvklart), det er korte nemme sætninger, men bogen er alligevel nærværende og velskrevet. Det var én jeg ville kunne have nydt dengang, og én som jeg nød nu.


Forlag: Forum
ISBN: 978-87-638-1190-3
Sider: 124
Biblioteksbog

onsdag den 12. november 2014

Bid - Rikke Schubart

"Blod ... Hvis man tager det fra arterierne, sprøjter det utålmodigt ud af kroppen. Fra venerne glider det derimod i en langsom strøm, stødt frem af veneklapperne, der hindrer blodet i at trække sig tilbage. Vil man beskytte sit tøj, skal man vælge venerne. Her standser blødningen, så snart man slipper taget. Hun smiler svagt ved tanken."

En aften ankommer Natascha til København fra Rom og flytter ind hos sin søster Helene. Og nu begynder lig tømt for blod at dukke op. Helenes mand Anders er besat af sin smukke svigerinde, mens deres datter Rosa aner uråd. 
Noget er forkert ... Helt, helt forkert.
YYYYYY
Bid er første bind i en trilogi, og jeg må tilstå at jeg er gledet temmelig meget af på hele den vampyr-bølge som ellers har hærget verden de senere år. Jeg har hverken læst eller set Twilight (der må gispes!) eller hvad der nu har været.
De eneste referencer jeg derfor har til vampyrer er Guillermo del Toro/Chuck Hogan's trilogi (Blod, Mørke og Den Evige Nat), der er en dystopisk næsten apokalyptisk skildring af verden efter at vampyrerne har overtaget den. Og den danske forfatter Pernille Eybyes fascinerende vampyr-epos Blodets Bånd, der går mere i dybden på det "menneskelige" plan (hvis man kan sige det om vampyrer).
Ja, og så har jeg selvfølgelig læst Bram Stokers oprindelige Dracula. Det skal man jo. :-)

Derfor vidste jeg egentlig ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg gik i gang med bogen her. Og dog ... jeg så Rikke Schubart til et foredrag på krimimessen i Horsens sidste eller forrige år. Et foredrag, der handlede om gysets virkemidler. Det var godt nok mest virkemidler, der kan bruges til film, men det var enormt interessant og faktisk også brugbart som forfatter at høre. Også selv om man ikke skriver horror.

Måske af den grund, fordi jeg vidste at forfatteren kendte virkemidlerne, var jeg ret spændt på hendes forsøg ud i vampyrgenren.

I starten var jeg ikke særligt imponeret. Jeg syntes at forfatteren rodede noget rundt med synsvinklerne og skiftede meget inkonsekvent mellem 3. person til alvidende fortæller. Det er jo en smagssag om man kan lide den alvidende fortæller, og det var også meget moderne tilbage i 70'erne og 80'erne, men det er ikke meget man ser til det i dag. Derfor synes jeg nok at det enten er et modigt anslag at gøre eller også har Rikke Schubart ikke helt haft styr på det her i den første bog.

Men det er jo en teknisk detalje. Den kan genere folk eller lade være, og grunden til at den generer mig, er nok fordi jeg selv som forfatter er bevidst om ikke at rode rundt i det. "Almindelige" læsere vil formentlig ikke lade sig irritere af det.

Efterhånden som historien skred frem blev jeg dog mere og mere underholdt. Historien drev mig fremad, jeg var forarget og ulykkelig sammen med Rosa, når ingen troede hende og var irriteret sammen med Helene, når hendes nar af en mand (beklager, men det er en ret usympatisk person) ignorer sin kone og kun har øjne for Natascha.

Historien tager rigtigt fart, da kriminalkommisær Croce fra Italien opdager sammenhængen mellem "hundemordene" i København og nogle sære mord begået i Rom og Venedig. Han rejser til København med retsmedicineren Maria i håb om at kunne fange denne kvindelige seriemorder, men den beslutning får fatale konsekvenser, som jeg ikke skal afsløre her.

Generelt synes jeg at historien flyder godt i Bid. Sproget er godt og gennembearbejdet, stemningen er mørk og dyster som den skal være i en roman som denne og man gyser efterhånden som det hele kommer liiige tæt nok på.
I det hele taget synes jeg at Bid  er en vellykket og velskrevet vampyrroman, der har holdt mig oppe alt for længe i flere nætter.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.

Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-567-8801-4
Sider: 238
Anmeldereksemplar



søndag den 2. november 2014

Det forsvundne bibliotek - Steffen Nohr

I 2006 var den danske computerspecialist, Anders Kloder, en del af en hemmelig ekspedition i Marianergraven hvor CIA havde fundet en mystisk stentavle. Det lykkedes for Kloder at afkode de ukendte inskriptioner, og man fandt noget i dybet. En hemmelighed, der viste sig at få katastrofale konsekvenser for mandskabet og missionen. Kloder blev smidt på porten - den fejlslagne mission krævede sin syndebuk.

Syv år senere modtager den bitre og livstrætte Kloder et uventet besøg under en ferie på Cuba. CIA er tilbage og beder ham atter om hjælp. De har gjort en ny opdagelse - denne gang i Mellemøsten.

Tynget af de mange spørgsmål han aldrig fik svar på - og med løftet om fuld indsigt i mysteriet og hemmeligheden, der mere og mere tyder på at have noget at gøre med fundet i Marianergraven - ser han ikke andet valg end at stige om bord på privatflyet og rejse med til ørkenen.

Her indledes en storstilet skattejagt, der kommer til at føre Kloder vidt omkring - lige fra London til Istanbul og videre ind i den dybeste regnskov. Snart opdager han, at han ikke er den eneste, der er på jagt efter Det forsvundne bibliotek.
YYYYYY

Jeg ved faktisk ikke helt hvad denne genre hedder, men jeg har længe været en "sucker" efter den. Altså den der kombination af historiske hemmeligheder, som Dan Brown/Glenn Cooper/Sam Christer rent litteraturmæssigt banede vejen for i nyere tid. I firserne var det jo Indiana Jones, og faktisk startede det hele vel med Jules Verne og alle hans forunderlige eventyrbøger.

Mon ikke det skyldes at vi som mennesker er lidt kede af at de fleste af de store hemmeligheder er afdækkede (går vi jo ud fra), der er ikke flere steder på jorden, som ikke er blevet udforsket og vi er jo også så kloge at vi ved at der ikke findes hemmelige riger på havets bund eller i jordens indre.
Det er ret synd egentlig.
Måske netop derfor er denne slags bøger temmelig populære.

Steffen Nohr tager formår i bogen her at flette nogle af de helt store myter sammen historiske hændelser, der så vidt jeg lige kan bedømme fra mit hobby-historiske synspunkt ser ud til at passe. Jeg studsede dog lidt over en enkelt oplysning omkring Alexander den Store, som jeg i hvert fald aldrig er stødt på, men bortset fra det, er researchen i bogen virkelig godt bedrevet. Både de historiske facts og også miljø/stemninger fra de steder den gode Anders Kloder rejser til er smukt beskrevne.

Derudover har Steffen Nohr et smukt, malende sprog, som giver nogle virkelig gode billeder. Jeg har lavet op til flere æselører i bogen, men jeg kan specielt godt lide:


Ørkenen var en identisk kulisse af intethed, og jeg spekulerede på, hvornår Gud i sin tid havde forladt stedet og overladt de mange skygger af forliste drømme og forhold til sig selv i sandtæppet. Sceneriet passede til mit humør. Den uendelige slette forekom mig en gravplads for dårlige beslutninger og bitterhed. Det var som om, det golde og gudsforladte sted hele tiden ønskede at minde mig om mit forliste forhold med Tiffany.


Som sagt har Steffen Nohr et meget givende, malerisk og stadig letlæst sprog, men jeg må tilstå at jeg i starten studsede noget over læserytmen i bogen. Det var som om at visse steder (hvor der ikke var så meget action og steder hvor forfatteren måske typisk keder sig - sorry, men jeg kender det fra mig selv) var sproget lidt mere afsnuppet og hakket.
Det er virkelig en erhvervsskade, men jeg tog mig i at tælle ordene i de sætninger, og det var som oftest fordi der var passager hvor sætningerne var næsten lige lange. Som fx:

Han tømte glasset i et drag og knipsede efter en tjener (11). En mild beruselse stod så småt tegnet i hans blanke øjne (11).
eller
På en snæver bjergskråning gled han en tidlig morgen i nogle løse sten (13). Med i sit fald trak han et muldyr med ud over kanten (12).

I de passager var der som oftest to-tre sætninger af nogenlunde samme længde, så en lang, og sluttelig en kort. Jeg ved godt det er noget helt urimeligt at brokke sig over og at det er en erhvervsskade, som den almindelige læser ikke vil falde over, men ikke desto mindre forstyrrede det min læserytme i starten.

En anden ting, som forlaget lige skal være opmærksom på, hvis der kommer et oplag mere, er at der er sket noget i trykfilen. Der er en masse bindestreger på afveje (mest i starten), som skal slettes. Ikke at det forstyrrer læsningen som sådan, men de bemærkes jo.

Og når jeg nu er ved brokken, så er der afslutningen med den blåøjede pige, som jeg synes bliver behandlet lige overfladisk nok (jeg kan næsten ikke skrive mere uden at lave spoilers, og det vil jeg helst ikke).

Nu lyder det som om jeg har en masse at brokke mig over, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen. Den er fuldt ud på højde med megen af den udenlandske litteratur i den genre. Den er velresearchet, spændende og der er fart over feltet, så man selv som læser bliver drevet af nysgerrighed for at finde hemmeligheden om biblioteket.

Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Steffen Nohr, men det er helt klart et forfatterskab jeg vil holde øje med.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.


Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-043-4
Sider: 335
Anmeldereksemplar

mandag den 27. oktober 2014

Få din bog ud! - Pernille Nørregård

En komplet guide til dig, der drømmer om at lave en bog. Den fortæller dig, hvordan du får din bog ud af hovedet og ned på papir, og ikke mindst: Hvordan får du din bog ud over rampen og ud i verden.

- Gode arbejdsmetoder, kreativ idéudvikling og effektiv research
- Struktur på stoffet og tips til at skrive en medrivende og fængende bog
- Find det rigtige forlag eller udgiv bogen selv.
- Indblik i økonomien og distributionen i forlagsbranchen og effektiv markedsføring og pr.

Fire erfarne og succesrige forfattere deler ud af deres viden: Kirsten Jacobsen, Peter Øvig Knudsen, Tom Buk-Swienty og Thomas Larsen.

YYYYYY

Jeg har jo for nylig læst Stephen Kings Om at skrive, og surfede lidt rundt på bibliotek.dk for at finde noget tilsvarende. Mit øje faldt på denne her, men selvfølgelig er det ikke det samme. Man havde vel bare håbet. ;-)

Bogen her handler (desværre - havde jeg nær sagt, da jeg selv er skønlitterær forfatter) meget om hvordan man vil skrive fagbøger, interviewbøger og biografier. Eller som ghostwriter for selvbiografier.
Der er selvfølgelig en del pointer som man kan tage med sig, selv om man ikke skriver den slags, men lige den pointe kunne måske godt have stået på enten omslag eller i beskrivelsen.

For det første fordi måden man skal bearbejde en af ovennævnte bøger, er lidt anderledes end en skønlitterær roman (ikke meget, men på nogle afgørende punkter), og for det andet er så er måden at få dialogen med forlagene noget anderledes for skønlitterære forfattere. Formentlig fordi der er så hulens masse af dem. :-)

Men bortset fra det så er bogen et letlæst studie i hvordan man kan skrive en bog, og har også rigtig mange gode guldkorn til ikke udgivne forfattere, der står med den første kontrakt i hånden.

Jeg kan især godt lide citatet fra Tom Buk-Swienty. Ikke at det er nyt, men det er sgu sandt:

"Mit råd til den, der vil skrive en bog, er: Man skal brænde for det. Og samtidig ikke tage det for personligt. Det er første gang, og man har en tendens til at forelske sig i det, man laver. Bevar den kølige skribent, og vær klar til at "kill a lot of darlings". Lad være med at blive skuffet, hvis den første bog ikke får ret meget opmærksomhed.

Mærk efter, om du virkelig har lyst til at lave to og tre og fire til trods for, at du måske i den første bog ikke bliver opdaget.

Tålmodighed er vigtig. Tålmodighed og engagement."


Så er du forfatterspire og godt kunne bruge nogle skub videre, så skal bogen nok være god. Bare sørg for at læse det, der er relevant for dig og den genre du bevæger dig i.


Forlag: Ajour
ISBN: 978-87-92241-61-0
Sider: 240
Biblioteksbog

tirsdag den 21. oktober 2014

Frygtfilerne I - Jonas Wilman

" ... En helt bevidst bevægelse fra den fremmede blotlagde hans ansigt i fakkelskæret, og Jakob indså, at han havde taget fejl; dette var på ingen måde noget menneske. Der var næsten intet mand tilbage. Hele stykker af ham manglede og var fyldt med rig lerjord bugnenede med regnorme og biller. Men dette var ikke myternes golem; dennes kød var som et opslagsværk i epidemiens historie, dækket af vridende maddiker som hvide blodlegemer fra et sår ..."

I Frygt-filerne vikles nutidige menneskeskæbner ind i skrækscenarier, der hører gotikkens mareridtsland til - på grænsen mellem sindssyge og det overnaturlige. Hvor broen til den anden verden kan være et objekt ... som et maleri, en bog, eller hvor frygten i sig selv danner bro.

YYYYYY

Novellesamlingen Frygt-filerne blev kåret som Årets Horrorudgivelse i 2012, og det er der en god grund til.
Novellerne er foruroligende og grumme. Nogle er deciderede klamme og ulækre og andre er tilsat en vis portion humor.

Nogle af dem står jeg lidt af på. En anden anmelder kalder dem "vaginal horror", et udtryk, som jeg ikke anede fandtes, men som giver ganske god mening, når man læser specielt novellen "In Utero", der dog stadig er fascinerende i sin klamhed og bevidstheden om at der findes mennesker, der virkelig har det sådan.

Min yndlingsnovelle er helt klart slutnovellen "Horror", der handler om en horror-forfatter, der tager det noget ilde op at anmelder nedgør hans seneste bog. Det får så uventede og voldsomme konsekvenser for anmelderen.
Netop dette tvist af humor - og det er muligvis mest indforstået for andre forfattere - gjorde at man virkelig tog novellen til sig. Jeg smågrinede da undervejs. Men okay ... det var mest i starten, så gik den hen og blev virkelig krybende ...

I det hele taget er novellerne velskrevene og det i en sikker og kontant stil, der gør at den kryber ind under huden på én.

Forlag: Kaos
ISBN: 978-87-993310-2-4
Sider: 248
Købt, signeret eksemplar

fredag den 17. oktober 2014

Om at skrive - Stephen King


Om at skrive handler om, hvordan en af vor tids største forfattere er blevet til - om en cocktail, hvis primære ingredienser er blod og sved. Men det handler også om tårerne; om hvordan Kings trang til at skrive hjalp ham gennem følgerne af en fatal bilulykke i 1999, som nær havde kostet ham livet. Og sidst, men ikke mindst, fortæller King os alle, at det er muligt; du kan skrive.
Om at skrive indledes med beretningen om Stephen Kings tidlige fokus på at skrive. Fra barndom til ungdom følger læseren, hvordan dette fænomen af en forfatter bliver til. Frustrationerne og kampene skildres åbenhjertigt, men også morsomt.
Endvidere beskriver King håndværkets grundlæggende værktøjer. Hvordan man skærper og udbygger dem ved brug, og hvorfor en forfatter altid må have dem lige ved hånden. Kings blik på skriveprocessen er pragtfuld pragmatisk og afslørende.
I sin form er denne formidable bog lige dele memoir og vejledning - og sidst men ikke mindst er den personlig og velskrevet. Med sin fremragende opbygning, sin varme og visdom vil Om at skrive underholde og inspirere alle som læser den - fans, forfattere og alle som elsker en god og velfortalt historie.

YYYYYY

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Faktisk vil jeg gå så langt til at udskrige det fra hustagene nær og fjernt ... det her er enhver forfatters bibel og must-read.

Jeg har læst den et utal af gange, og vil komme til at gøre det et utal af gange i fremtiden. Ikke alene er det et hyggeligt indblik i en forfatters tilbliven, hvordan han er blevet formet af sit liv, og hvordan han også måtte leve med afslag på afslag, til han slog igennem.
Men også fordi den omhandler det rent tekniske om at skrive på en god, saglig, let forståelig og morsom måde.

OG ... og det her er nok den væsentligste grund. Uanset hvilke skriveblokeringshul jeg selv ender i, uanset hvor dødssygt jeg selv synes det er, så giver Om at skrive mig altid lysten til at skrive tilbage.
Jeg kommer i tanke om hvorfor, det er så fedt at skrive, hvorfor man ikke kan lade være, hvis man har det i sig.

Jeg elsker den bog. :-)

Bogen har længe været udsolgt på dansk, og ikke nem at få fat på antikvarisk heller, men jeg kan forstå at Forlaget Hr. Ferdinand er ved at genudgive den, så nu får man mulighed for at få fingre i den.


Forlag: Bogsamleren
ISBN: 87-608-1326-1
Sider: 256
Eget, slidt eksemplar


torsdag den 9. oktober 2014

Legen de kaldte hævn - Helene Th. Svolgart

Man siger, at fortiden altid vil komme tilbage og hjemsøge én. Jeg troede at jeg havde gjort op med mine genfærd.
Jeg tog åbenbart fejl ...

Matt Byron, kaldet Stenfjæs, er en erfaren og hærdet betjent, men sagen om en 16-årig dreng, som findes hængt, bringer glemte genfærd frem. Disse må Matt tackle samtidig med at han skal tackle en ny makker. En makker, der også har sine genfærd.

YYYYYY


Helene Th. Svolgart har tidligere udgivet et par sci-fi bøger, og da jeg sagde ja tak til at anmelde denne her, troede jeg faktisk også at det var en roman i sci-fi-genren.
Lige netop den genre er normalt ikke min kop te, så derfor blev jeg glædeligt overrasket over at det var en ganske almindelig krimi. :-)

Og her skal "ganske almindelig krimi" altså overhovedet ikke misforstås. Jeg sætter høje krav til de få krimier jeg læser. Velsagtens mere til baggrundshistorierne frem for selve mordplottet, for der ved man jo hvad man kan forvente. Et mord, et opklaringsarbejde og måske en farlig arrestation til at runde af med. Man ved som læser, at man får hvad man forventer, og det er vel også derfor at der er så mange, der godt kan lide at læse krimier.
Man kan gyse og græmmes, men i sidste ende ved man jo at det ender godt det hele.

Derfor skal der også noget anderledes til, før man som læser bider mærke i noget exceptionelt.

I denne er det de dæmoner, der hentydes til i resumeet. Nu kan jeg jo ikke gå nærmere ind på hvad det er, for ikke at ødelægge læsningen for andre læsere, men det er noget, som man kan forholde sig til (i større eller mindre grad, for mig selv var det i stor grad). Det sætter nogle tanker i gang om egne oplevelser og om indsigt i hvordan alle mennesker er summen af de oplevelser, man hver især har haft.

Derfor blev læseoplevelsen bare bedre og bedre, efterhånden som den skred frem. Først den glædelige overraskelse over at det var - for mig - en velkendt genre, og efterhånden blev siderne vendt hurtigere og hurtigere fordi det var så interessant et emne, der blev taget op.
Den blev sværere og sværere at lægge fra sig, også selv om øjnene grusede og uret på natbordet insisterede på at det var langt over sengetid. :-)

Helene Th. Svolgart har begået en krimi, som alle bør læse. Ikke bare fordi det er en velskrevet pageturner, som vil give én mange gode underholdningstimer, men fordi den omhandler noget vigtigt, som vi bør videregive til vores børn og til fremtidige generationer.


Forlag: Balatana
ISBN: 978-87-9923888-6-6
Sider: 278
Eget signeret eksemplar

mandag den 6. oktober 2014

Dommedag - Dean Koontz

En nat vågner Molly og Neil Sloan op til et afsindigt regnvejr og en mærkelig duft, der hænger i luften. Mens regnen bliver ved med at falde over deres hjem i Californiens bjerge, lytter de til radioens reportager om ekstreme vejrforhold kloden over. I nattens løb mister de deres radio- og TV forbindelse, og inden længe ryger deres internetforbindelse også.

Da dagen begynder at gry, drager Molly og Neil mod den nærmeste bjergby for sammen med deres naboer at stå sammen mod den ukendte fare, der lurer udenfor. Med den ubønhørlige regn er fulgt en tæt lilla tåge, der har forvandlet den hyggelige by til en spøgelsesagtig labyrint. En større forsamling af byens indbyggere finder ide i færd med en rådslagning på den lokale bar, men der hersker ingen enighed om, hvordan de skal gribe den ukendte situation an. Stærkt foruroligende er det, at nogen af dem nærmest har skiftet personlighed, og Molly og Neil beslutter sig for på egen hånd at drage ud i den uhyggelige øde børn, for at redde de børn, som de kan finde.

YYYYYY

For mange år siden slugte jeg nærmest alt det Dean Koontz jeg kunne komme i nærheden af, og der er jo nok at tage af, for han er en af verdens mest produktive forfattere. Jeg mener endda at kunne huske at han havde udgivet langt over 80 romaner. 80! Det er dælme mange.

Men denne her er nu ikke en af de bedre, og det er måske ikke så underligt. Med over 80 romaner, må der være noget hø imellem, og det her er så én af dem.
Den er lang tid om at komme i gang, og personerne Molly og Neil er ikke videre interessante. Jo, Molly har da en skræmmende fortid og selvfølgelig (hør det lidt trætte tonefald) har hendes biologiske far som adskillige børns liv på samvittigheden, valgt at trodse både vejr og rumvæsner for at konfrontere sin datter efter så mange års indespærring på sindssygehospitaler.

Allerede efter de første 50 sider overvejede jeg at lægge den fra mig, men jeg gav den 50 sider til, men nej ... den gider jeg ikke læse til ende.

Forlag: Cicero
ISBN: 87-7714-714-6
Sider: 261
Eget eksemplar