søndag den 28. december 2014

Læseåret - 2014

Medmindre jeg når at blive færdig med at læse den bog jeg er i gang med OG får skrevet en anmeldelse i morgen aften, så må det her vist blive 2014's sidste post.

Og det har jo været et godt læseår. Hele 56 blogindlæg er det blevet til, hvoraf det er 54 læste bøger
Det er faktisk ret sejt, når man tænker på mit ellers så propfyldte liv. :-)

I år har der også været enormt mange bøger til anmeldelse, hvilket jeg er både beæret over og glad for. Der er så meget godt dansk litteratur derude, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med, og jeg er virkelig glad for at både selvudgivere og forlag er begyndt at sende bøger i min retning.

Ud af de 54 bøger, jeg har haft læst er de 36 af dem danske, hvilket er et væsentligt højere tal end tidligere år, og det er jeg virkelig glad for. Som sagt ... der er så mange gode forfattere ude i det danske og det glæder mig virkelig at se hvor godt mange af dem behersker og behandler sproget.

I år var så også året hvor jeg havde min debut som ebogslæser. Altså jeg har jo læst bøger på skærmen i årevis qua betalæsningsopgaverne, men det har jo været i word og hvor jeg har kunnet markere gode og dårlige sætninger. Men i år fik jeg læst en hel roman som ebog, og selv om jeg stadig sværger til den fysiske bog, kan det godt være at der kommer mere af den slags.

Og hvordan har læseoplevelserne så været i år? Vær klar med statuetterne, for her kommer de. :-)

Under huden
Når jeg sådan kigger min læseliste igennem, så er det helt klart Susan Hintons Outsideren, der som altid slår benene væk under mig. Det er den, der altid får mig til at tude (og jeg mener tude, ikke engang bare blanke øjne, men tude).

Kedeligste
Umberto Eco - I Rosens Navn. Beklager, jeg kan ikke med klassikere i den kaliber, og her bruger forfatteren alt for lang tid til omstændelige beskrivelser, som ikke giver romanen nogen fremdrift overhovedet. Havde den været skrevet i dag, havde der stået en redaktør og revet sig i håret og bedt forfatteren om at skære mindst 20% fra.

Pudsigste
Det mest "pudsige" jeg har læst i år, må helt klart være Andrea Bastians I Yetiens Hule. En ebogsnovelle i kategorien monstersex, altså sex mellem en yeti og en dansk pige. Det var en spøjs oplevelse, for jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvad jeg forventedes at føle, mens jeg læste den. Men morsom, anderledes og bevidsthedsudvidende.

Mest overraskende læseoplevelse
Martin Dan Rasmussen i Kbh Noir. Jeg havde ærligt talt ikke forventet mig særlig meget af den, men da jeg først kom i gang med at læse den, var jeg solgt.

Mest sympatiske hovedperson
Robert Hunter i Chris Carters serie om seriemordere. Han er vildt sympatisk, underholdende og behagelig. Ham kunne jeg godt tænke mig at "møde". ;-)

Lækreste biperson
Dallas Winston fra Outsideren. Jeg sukker henført bare ved tanken om den lækre greaser, som skjuler sin sårbare sjæl med et hårdt ydre. I øvrigt godt portrætteret af Matt Dillon i den gamle film af samme navn.

Mest irriterende hovedperson
Det må helt klart være Eremitten i Thomas Rydahls krimi af samme navn. En gammel, gnaven og utiltalende taxachauffør, som i det hele taget gør alt det forkerte.

Fedeste/Smukkeste bogomslag
Martin Dan Rasmussens Kbh Noir får også en ekstra plads her. Jeg synes det er en virkelig fed forside, som passer rigtigt godt til bogen.

Kedeligste bogomslag
Det slag må stå mellem Anja Dunas Elinors Efterår og Åge Skjelborgs Mestertyven og Røverskatten. Og så er jeg endda tilbøjelig til at give Anja Dunas historie en fordel, da det kun er en novelle og derfor ikke et decideret bogsomslag.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar