lørdag den 27. december 2014

Outsideren - Susan Hinton

Ingen har sagt at livet skal være let. 

Men Ponyboy er ret sikker på, at han har styr på tingene. Han ved, at han altid kan stole på sine brødre, Darry og Sodapop. og han ved, at han altid kan stole på sine venner - venner, som vil gøre alt for ham - Johnny og Two-Bit.

De har ikke meget, men de har hinanden.
Den rivaliserende bande af rige unger, der banker Ponyboy og hans venner for sjov, er der også altid. På den hårde måde.

Og en nat går kampen mellem de to bander for vidt, og Ponyboys verden bliver aldrig mere det samme.

YYYYYY

Hold da op en sølle bagsidetekst, som forlaget har forsynet denne klassiker af en ungdomsbog med. Den fanger på ingen måde essensen, dybden og det eviggyldige, som denne bog rummer.
I øvrigt er forsiden også himmelråbende kedelig. Okay, bogen behøver det ikke, men måske endnu flere ville læse den, hvis den var lidt mere spændende repræsenteret end i denne nyeste udgave fra People's Press.

Jeg har læst Outsideren mange gange i mit liv. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, men da jeg for nylig afsøgte det lokale biblioteks hylder for dansk ungdomslitteratur, måtte jeg genlæse denne her. Bare fordi ...

Og hvis du endnu ikke har læst den, så kom i gang. Det er en fantastisk bog!

Den handler om den fjortenårige Ponyboy Curtis, som bor sammen med sine to ældre brødre Darrel og Sodapop. Deres forældre er død ved en trafikulykke, og det er op til Darrel at holde sammen på familien. Det ligger et umenneskeligt pres på den kun tyveårige knægt, som Ponyboy ikke har livserfaring nok til at indse.

Curtis-familien bor i East Side, den dårlige side af byen, og her er alle sammen greasere. Ud over at have det tilfælles at de har dårlige sociale kår, har de også deres egen særegne stil med masser af hårolie, masser af vold, fængselsdomme etc. Derudover er de dog alle enige om at hade soc'erne, de rige unger, som cruiser rundt og banker greaserne i ren og skær tidsfordriv.

En aften, da Ponyboys bedste ven Johnny Cade i selvforsvar myrder en soc'er, går alting galt. Den aften kommer til at ændre alle de impliceredes liv.

Nu vil jeg ikke afsløre hvad der sker, for jer der endnu ikke har læst den, men gør det endelig, for som sagt - den er fantastisk!
Drengenes sammenhold og deres venskaber er unikt beskrevet. Hver og en af dem, uanset hvor trælse og usympatiske de end måtte forekomme, er skildrede i en grad, så man holder af dem alle. Ens hjerte bløder efterhånden og tårerne løber.
Ja, i hvert fald hos mig. Jeg kan ikke læse den uden at stortude. Ej heller kan jeg se filmen, men nu bliver jeg nødt til det. Så jeg må lige have en bunke kleenex og så skal jeg ellers i gang.

Igen ... hvis I ikke kender den (både bog og film har efterhånden nogle år på bagen), så gør jer selv den tjeneste at læse/se den. I vil aldrig glemme den.

Stay gold, Ponyboy!



Forlag: Høst & Søn
ISBN: 87-14-19815-0
Sider: 202
Biblioteksbog

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar