lørdag den 21. juni 2014

Dolores Claiborne - Stephen King

Bagsidetekst:
Dolores Claiborne er en gammel, klog kvinde. Hendes livsvisdom kommer af hårde erfaringer. Hun ved at hun har gjort meget forkert her i livet, men da hun beskyldes for mordet på den rige kvinde, hun var selskabsdame for, bliver det for meget.
For selv om hun ikke kom særligt godt ud af det med sin ualmindeligt ondskabsfulde arbejdsgiver, der i årevis var tæt på at være sindssyg, så er det ikke hende, der har slået hende ihjel.

De unge politisnuder, der afhører hende, skal ikke pådutte hende noget, hun ikke har gjort! Så vil hun hellere fortælle dem om, hvad hun har gjort.

Dolores har nemlig haft en ægtemand, der drak, slog hende og gjorde det, der var værre. Dolores har været en tålmodig kvinde, men en dag fik hun nok. Det var den dag, der var solformørkelse på den lille ø i staten Maine, hvor de bor. Den dag, hvor hendes mand, Joe, endnu engang gik over stregen ...

"Dolores Claiborne" er en skiftevis meget morsom og meget uhyggelig roman og helt anderledes end noget andet, Stephen King har skrevet før. Det er en enkel og stærk historie og samtidig et fantastisk kvindeportræt.



Jeg har ikke læst denne bog i årevis, men nu hvor jeg pludselig ikke havde flere anmeldereksemplarer at kaste mig over (jo et par stykker, men nu trængte jeg lige til noget andet), faldt mit blik på denne bog, som jeg kan se, at jeg anskaffede mig tilbage i 1995. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har læst den, men et par gange før i hvert fald.

Og det er en fantastisk bog. Selvfølgelig er jeg forudindtaget, jeg indrømmer gerne, at jeg anser Stephen King som værende genial, men ikke desto mindre.
Det er ikke på grund af plottet, for historien er ganske enkel, men fordi han med så få virkemidler kan skabe en levende fortælling.
Især fordi hele fortællingen kun består af Dolores, der fortæller sin historie på politistationen. Ikke andet ... kun Dolores der fortæller.

Og det er det fantastiske. Rent teknisk er det mesterligt at være i stand til at skabe en medrivende historie på de præmisser.

Dette er så også en af de romaner, der igen modbeviser hans omdømme. Han kan sagtens skrive andet end thrillere og splatterhistorier. Dolores Claiborne er en rørende fortælling om en mor og kvinde, der forsøger at holde sammen på det hele, der formentlig kun kan overleve på sin barskhed.

Som hun siger:
Sometimes being a bitch, is all a woman has to hold on to.

Forlag: Bogsamleren
ISBN: ?
Sideantal: 300
Eget slidt eksemplar





fredag den 20. juni 2014

Elinors Efterår - Anja Duna

Der er ingen forlagsbeskrivelse/bagsidetekst, da dette er en ebogs-novelle, som jeg er blevet bedt om at anmelde.

Novellen er en lille hurtig sag på kun godt 6.000 ord, så derfor sagde jeg ja, til at anmelde den, også selv om den kun er i ebogsformat. Jeg er ked af det, jeg er ikke selv blevet moderniseret. ;-) Men det kommer vel.

"Elinors Efterår" handler om den aldrende Elinor, der sidder i sin lille lejlighed øverst oppe i et ældrekompleks. Hun er dement, og skal have hjælp til de simpleste ting. Hun har sine klare øjeblikke, men de er få og bliver sjældnere og sjældnere. 

Indledningsvis i historien sukkede jeg dybt, det var næsten for deprimerende at læse, især fordi man ikke kan undsige sig den lurende tanke ... Hvad hvis jeg selv bliver sådan? Og det er jo en skræmmende tanke i sig selv.

En dag oplever Elinor dog noget, der trænger ind gennem hendes slørede verden. En indtrængning i hendes hverdag og liv, som ikke hører til.
Og her begynder den opløftende del af novellen. Elinor kæmper mod sin demens og forsøger at trænge ud gennem det slør, der har lagt sig over hendes sind for at finde ud af hvad der helt præcist foregår, når hun ikke er sig selv.

Rent teknisk er der dog lidt layoutfnidder, nogle enkelte horeunger, og indrykninger ved starten af nye afsnit, der kan rettes op på, men det er småting.

Alt i alt er "Elinors Efterår" en lille livsbekræftende og opløftende novelle, som efterlader én med et smil på læberne og en tro på at man kan gøre præcis hvad man vil, hvis bare man vil det nok.


Besværgelsen - Morten Bracker

Bagsidetekst:
"Der lød et hjerteskærende skrig om hævn. En sjælelig smerte gav genlyd op gennem sprækkerne fra en mørk fangekælder i den dybeste klippegrund under Alborz bjergkæden, nord for det Persiske rige. Alene lå hun i det mørke, hun både forsvarede og frygtede. Det mørke hun ville nedkalde over alle de, der havde stjålet hendes frihed; stjålet hendes åndelige uskyldighed. Det sværgede hun."
Tre årtusinder senere, i dette øjeblik ligger hovedpersonen blodig, forreven og døende i en frossen svensk skovbund nord for Stockholm.

BESVÆRGELSEN er et episk og psykologisk spændingsdrama, der fører hovedpersonen fra de goldeste tinder i Alaska, over Freedom Square i Kharkiv til de svimlende højder på Takht-e-Soleiman i Iran; på flugt fra sig selv, higende efter hævn, over dem, der har stjålet virkeligheden og især på jagt efter sandheden om sin fars uforklarlige forsvinden. En færd, der til hans forskrækkelse viser sig at føre ham helt ind i hjertekammeret af den mest hemmelige og formørkede løgn om selve menneskeheden.

I en storslået og nervepirrende kamp mod tiden, tvivlen og kærligheden drages han dybere og dybere ind i en labyrint af manipulation, bedrag og mord. Intet er, som det synes, og intet er længere sikkert. Det selvsamme, der oprindeligt førte ham ud over afgrunden, kæmper han nu for at forsvare med sit liv som indsats.

Hold da op, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med denne anmeldelse. BESVÆRGELSEN er en stor roman på flere måder. For det første er det en moppedreng på over 600 sider, så rent fysisk er det noget af et værk at komme igennem. For det andet er indholdet enormt komplekst, hvilket jeg lige vil vende tilbage til.

Vi møder hovedpersonen Rei Theron på et tidspunkt i hans liv, hvor han er blevet fundet i en skov i Sverige. Så psykisk ustabil og nedbrudt at han i bogstaveligste forstand har forsøgt at flå huden af sig selv og bliver indlagt på et sindssygehospital.
Herfra går det så slag i slag, da Rei pludselig bliver involveret i en hemmelig orden, der netop har holdt øje med folk med "hans evner". På det tidspunkt er det dog hverken klart for læseren eller Rei, præcis hvilke evner der er tale om.

Derfra går det videre med farefulde operationer, tilrettelagt og udført med militær præcision over til store komplekse tanker omkring menneskeheden, sandheden og den egentlige mening med livet. Hemmelige ordner, der har eksisteret i tusinder af år manipulerer både med sandheden og Rei, så man ikke på noget tidspunkt ved, hvem man kan stole på.

Jeg kan ikke lade være med at beundre det enorme arbejde, der må ligge bag denne bog. Jeg vil gætte på at forfatteren må have researchet i årevis for at kunne fylde alle de informationer ind i bogen. Ikke bare de historiske islæt, hvor man får uddybet ikke bare lokaliteters historie, men også religionshistorie, der er lokaliteternes udseende, der er operationer, der kun kan løses med enorme mængder teknisk viden og fx flyrejserne, med angivelse af tidspunkter i lokaltid i de forskellige lande.

Og det er måske her at min kritik kommer ind. Der er næsten for meget af det. Jeg føler mig totalt overvældet af den mængde information, jeg er blevet fodret med gennem de sidste 600 sider. Og så er jeg ærligt talt lidt bange for at være uretfærdig i min bedømmelse, for er størrelsen eller massiviteten af bogen bare det samme som at den er "episk"?
Den er i hvert fald enormt ambitiøs, og forfatteren har rigtig mange gode indspark, hvor man må beundre de knivskarpe betragtninger om både mennesket, men også om verdenssamfundet generelt, og hvordan vi behandler os selv, hinanden og Moder Jord.

Men er dette et tilfælde af "less is more"? Jeg må tilstå at jeg undervejs godt kunne have brugt en mindre detaljegrad. Under deres løbeture, deres tekniske forklaringer om hvordan de infiltrerer IT-systemerne og egentlig også om ordnernes historie.

Og så bliver jeg altså nødt til at påpege det galoperende overforbrug af udeladelsesprikker (...). Det synes som om forfatteren har brugt dem hver gang at en af hans personer skulle trække vejret. Det er ret synd, for man når at blive irriteret over dem.
Derudover måtte dialogerne gerne være lidt kortere. En sætning, der strækker sig over flere bogsider bliver altså lige tung nok at læse.

Men alt i alt, så synes jeg Morten Bracker har skrevet en imponerende bog, der berører noget helt fundamentalt og essentielt i vores samfund og vores liv, og så må man bare tage hatten af for det enorme stykke arbejde der ligger bag bogen her.

Tak til Forlaget Nordrose for anmeldereksemplar.