fredag den 20. juni 2014

Besværgelsen - Morten Bracker

Bagsidetekst:
"Der lød et hjerteskærende skrig om hævn. En sjælelig smerte gav genlyd op gennem sprækkerne fra en mørk fangekælder i den dybeste klippegrund under Alborz bjergkæden, nord for det Persiske rige. Alene lå hun i det mørke, hun både forsvarede og frygtede. Det mørke hun ville nedkalde over alle de, der havde stjålet hendes frihed; stjålet hendes åndelige uskyldighed. Det sværgede hun."
Tre årtusinder senere, i dette øjeblik ligger hovedpersonen blodig, forreven og døende i en frossen svensk skovbund nord for Stockholm.

BESVÆRGELSEN er et episk og psykologisk spændingsdrama, der fører hovedpersonen fra de goldeste tinder i Alaska, over Freedom Square i Kharkiv til de svimlende højder på Takht-e-Soleiman i Iran; på flugt fra sig selv, higende efter hævn, over dem, der har stjålet virkeligheden og især på jagt efter sandheden om sin fars uforklarlige forsvinden. En færd, der til hans forskrækkelse viser sig at føre ham helt ind i hjertekammeret af den mest hemmelige og formørkede løgn om selve menneskeheden.

I en storslået og nervepirrende kamp mod tiden, tvivlen og kærligheden drages han dybere og dybere ind i en labyrint af manipulation, bedrag og mord. Intet er, som det synes, og intet er længere sikkert. Det selvsamme, der oprindeligt førte ham ud over afgrunden, kæmper han nu for at forsvare med sit liv som indsats.

Hold da op, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med denne anmeldelse. BESVÆRGELSEN er en stor roman på flere måder. For det første er det en moppedreng på over 600 sider, så rent fysisk er det noget af et værk at komme igennem. For det andet er indholdet enormt komplekst, hvilket jeg lige vil vende tilbage til.

Vi møder hovedpersonen Rei Theron på et tidspunkt i hans liv, hvor han er blevet fundet i en skov i Sverige. Så psykisk ustabil og nedbrudt at han i bogstaveligste forstand har forsøgt at flå huden af sig selv og bliver indlagt på et sindssygehospital.
Herfra går det så slag i slag, da Rei pludselig bliver involveret i en hemmelig orden, der netop har holdt øje med folk med "hans evner". På det tidspunkt er det dog hverken klart for læseren eller Rei, præcis hvilke evner der er tale om.

Derfra går det videre med farefulde operationer, tilrettelagt og udført med militær præcision over til store komplekse tanker omkring menneskeheden, sandheden og den egentlige mening med livet. Hemmelige ordner, der har eksisteret i tusinder af år manipulerer både med sandheden og Rei, så man ikke på noget tidspunkt ved, hvem man kan stole på.

Jeg kan ikke lade være med at beundre det enorme arbejde, der må ligge bag denne bog. Jeg vil gætte på at forfatteren må have researchet i årevis for at kunne fylde alle de informationer ind i bogen. Ikke bare de historiske islæt, hvor man får uddybet ikke bare lokaliteters historie, men også religionshistorie, der er lokaliteternes udseende, der er operationer, der kun kan løses med enorme mængder teknisk viden og fx flyrejserne, med angivelse af tidspunkter i lokaltid i de forskellige lande.

Og det er måske her at min kritik kommer ind. Der er næsten for meget af det. Jeg føler mig totalt overvældet af den mængde information, jeg er blevet fodret med gennem de sidste 600 sider. Og så er jeg ærligt talt lidt bange for at være uretfærdig i min bedømmelse, for er størrelsen eller massiviteten af bogen bare det samme som at den er "episk"?
Den er i hvert fald enormt ambitiøs, og forfatteren har rigtig mange gode indspark, hvor man må beundre de knivskarpe betragtninger om både mennesket, men også om verdenssamfundet generelt, og hvordan vi behandler os selv, hinanden og Moder Jord.

Men er dette et tilfælde af "less is more"? Jeg må tilstå at jeg undervejs godt kunne have brugt en mindre detaljegrad. Under deres løbeture, deres tekniske forklaringer om hvordan de infiltrerer IT-systemerne og egentlig også om ordnernes historie.

Og så bliver jeg altså nødt til at påpege det galoperende overforbrug af udeladelsesprikker (...). Det synes som om forfatteren har brugt dem hver gang at en af hans personer skulle trække vejret. Det er ret synd, for man når at blive irriteret over dem.
Derudover måtte dialogerne gerne være lidt kortere. En sætning, der strækker sig over flere bogsider bliver altså lige tung nok at læse.

Men alt i alt, så synes jeg Morten Bracker har skrevet en imponerende bog, der berører noget helt fundamentalt og essentielt i vores samfund og vores liv, og så må man bare tage hatten af for det enorme stykke arbejde der ligger bag bogen her.

Tak til Forlaget Nordrose for anmeldereksemplar.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar