søndag den 22. december 2013

Terningemanden - Luke Rhinehart

Terningemanden er en selvbiografisk roman om terningespil med livet. Forfatteren er en psykiater midt i 30'erne, lovende karriere, velhavende, velgift med en smuk og intelligent kone, to yndige børn, luksuslejlighed i New York. Men han keder sig al sin materielle sikkerhed, føler sig indespærret, fanget, og ved ikke hvordan han skal bryde cirklen. Så en aften efter et af de sædvanlige selskaber med de sædvanlige kolleager sidder han og leger med et par terninger og ...

"Så brølede et kraftigt tågehorn ind i værelset fra East River, rædslen rev arterierne ud af mit hjerte og bandt dem til knuder i min mave; hvis den terning har en ener opad, vil jeg gå ned og voldtage Arlene."

Dermed foretager Luke Rhinehart sin første terningeafgørelse. Efter fuldbyrdet voldtægt lægges alle beslutninger i hænderne på Terningen, og hans liv udvikler sig som et planløst situationsspil med skandaler, seksuelle udskejelser og mord, isprængt megen komisk hverdags virkelighed og evigt-aktuel menneskelig problematik.

Jeg fik denne bog stukket i hånden af en kollega, som fortalte at bogen havde gjort et stort indtryk på ham, da han læste den for år tilbage. Og det kan jeg godt forstå. Jeg er også ret sikker på at det er en bog, jeg kommer til at tænke på med jævne mellemrum i de kommende år.

Jeg har også googlet anmeldelser af bogen, som blev udgivet tilbage i 1971 og er blevet genoptrykt nogle gange, og jeg kan forstå at man enten elsker eller hader den.
Og der er vist ikke nogen tvivl i mit sind ... jeg hører til dem, der hader den. Du godeste hvor er det en utiltalende bog.

Luke Rhinehart overlader snart alt til terningerne. Hvordan han skal behandle sine patienter, sine venner, sin kone og hvad der naturligvis tænder mig mest af, så også sine børn.
Han lader også terningen afgøre hvilke roller han selv skal spille. Vittig, katatonisk, sexfrådende osv osv.

Ifølge nogle anmeldelser er det en satire over det materialistiske liv, som vi lever, og tilhængerne vil nok mene at "haderne" bare ikke har fattet satiren. Men jo, det gør jeg. Jeg forstår godt den skærende kontrast til vores planlagte liv, jeg forstår også opfordringen til spontanitet, men argh ... hele bogen er gennemsyret af en afstandtagen og manglende empati. Den minder mig om "American Psycho", og jeg kunne ikke lade være med at drage paralleller meget af tiden.
Bortset fra at jeg faktisk bedre kunne lide "American Psycho".

Hvorom alting er ... jo, den er læseværdig i den henseende at den gør indtryk, men det er ikke just for det positive for mit vedkommende.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar