tirsdag den 26. april 2016

Mit elendige liv - Jesper Haghfelt

I 1175 får den lille franske dreng Louis en ny dagbog, og den betror han sig til resten af livet.

Louis er af adelig familie, men familien beslutter, at han skal være munk og bære navnet "Felix" allerede fra en tidlig alder.

Felix oplever og udlever en forbudt kærlighed og kommer på flere lange rejser, blandt andet til Danmark, ligesom han i Frankrig knytter et nært venskab med den danske prinsesse Ingeborg.

Med udgangspunkt i Felix' eget liv fortælles i dagbogen en større historie om mennesker, politik og intriger i Middelalderens Europa.

I begyndelsen af det nye årtusinde findes dagbogen af en dansk forsker, der arbejder med klosterets historie, og hermed bringes munkens historier 800 år senere ud til et bredere publikum.



Når jeg får tilbudt en bog til anmeldelse, læser jeg som oftest den korte teaser der hører med til bogen, og ud fra den beslutter jeg, om det kunne være noget for mig.
Jeg siger sjældent ja til bøger som jeg ved er ramt helt ved siden af og som jeg derfor ikke gider bruge min tid til at læse.
Når jeg så får bogen læser jeg sjældent pressemeddelelse, bagsidetekster eller andet PR materiale. Ikke før jeg er færdig. Jeg mener at en bog bør kunne stå alene og klare sig uden salgsmaterialet.

Da jeg gik i gang med denne bog kunne jeg med det samme se at det var en historiker (eller i hvert fald en person med en stærk passion for historie), der havde skrevet denne bog. Og jeg kunne også med det samme se, hvor forfatteren faldt igennem til at begynde med.
Nemlig det der med at man skal holde researchen tæt ind til kroppen. Fx er det ikke nødvendigt at få unge drengene til at angive deres alder i romertal, alene fordi deres samtale skete på latin. Læseren læser ikke latin og derfor virker den slags forstyrrende. Der er andre eksempler såsom detaljegraden i starten af bogen som bliver "for meget" og dermed forstyrrende for historien.

Så jeg sukkede ... og var bange for at denne her bog ville blive noget af en ørkenvandring. Men så var det som om forfatteren skiftede spor. Historien trådte i forgrunden og researchen i baggrunden - præcis som en historisk skønlitterær roman skal kunne. Hvis ikke den gør det, vil den ikke fange den skønlitterære læser, der bare gerne vil prøve at opleve den tid på egen hånd.

Og da det skete, blev jeg fanget og bogen og jeg blev virkelig interesseret i munken Felix' liv og rejser.

Nu hvor jeg har læst bogen færdig, undrer det mig ikke at opdage at Jesper Hagfeldt ikke alene er skolelærer med historie som speciale, men også rollespiller, hvor han har udlevet Felix' liv, og så giver bogen og dens fremtoning mening for mig. 

Bogen er skrevet i dagbogsform qua den dagbog som den danske forsker finder i nutiden, og her kan man tilgive at der af og til bliver sprunget i nutid/datid. Det ville også ske i en almindelig dagbog, hvis man ikke er opmærksom, og jeg tror da heller ikke at det er sket med vilje.

Nu lyder jeg vist som om jeg brokker mig vildt over bogen, men det gør jeg faktisk ikke. Jeg kunne lide den. Den var interessant og lærerig, men når man vælger dagbogsformen kommer man til at mangle spændingsdelen, så den fik mig aldrig til at sidde på kanten af stolen. 
Men det er så heller ikke meningen med en roman som denne.

Alt i alt synes jeg at Jesper Haghfelt har begået en interessant og fyldig historisk roman om Middelalderens Europa og han formår mig endda til at synes godt om kirken i sin bog, hvilket er noget af en præstation, da jeg er arg modstander af organiseret religion.
Han får munkene til at fremstå sympatiske, men man fornemmer også at han er noget af en ener på sit felt, hvilket kan gøre mig lidt deprimeret.

4 hjerter herfra.

Tak til Forlaget EgoLibris for anmeldereksemplar.

Forlag EgoLibris
Sider: 316
Trykt Anmeldereksemplar



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar