mandag den 15. april 2013

Blodhævn - Isfolket 11 - Margit Sandemo

Villemo kommer nu til at betale for sin tankeløshed under oprøret. Hun dræbte en storbondes eneste søn i nødværge, og nu er den mægtige mand kun besat af én tanke: blodhævn - ikke kun mod Villemo, men mod hele Isfolket.

Der sker mystiske ting omkring Elistrand, hvor Villemo bor med sine forældre Gabriella og Kaleb. Antændte brande, mistænkelige ulykker og efterhånden som tiden skrider frem; også mordforsøg på Villemo.
Hun selv går i sine egne kærlighedssorger efter Eldars død, men er vist mere i sorg for sorgens skyld, ofte, når hun tænker på hans ansigt, er det en helt anden person hun ser.
En slægtning, som hun slet ikke må få, da de er for nært beslægtede i forhold til deres slægts forbandelse.

Storbonden som er indædt rasende over at Villemo bliver ved med at undslippe hans mænds mordforsøg, må til sidst tage drastiske midler i brug, og Dominic forsøger at befri hende. For det første fordi alle er fyldt med vished om at de tre guløjede i slægten er udset til noget stort, men for det andet fordi Villemo betyder mere for ham, end han tidligere har givet udtryk for.

Jeg elsker bøgerne med Villemo, Dominic og Niklas. De tre guløjede og udvalgte. De komplementerer hinanden perfekt. Villemo med sin vildskab, Niklas med sin ro og Dominic med sin charme og lune.
Der er nogle personer i serien, som man elsker mere end andre, og de her er helt klart nogen af dem. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar