søndag den 12. februar 2017

Kvanulf fra Skovlandet #4, #5, #6 & #7 - Jim Højbjerg

Dette var også bøger som min datter skulle læse sammen med mig, men hun svigter mig stadig, for nu vil hun kun læse enten Harry Potter eller Astrid Lindgren.
Det skal jeg måske ikke brokke mig over, men bare glæde mig over at hendes læselyst er vendt tilbage.

Men så må jeg jo klare det selv. :-)

Kvanulf i Skovlandet er historien om drengen Kvanulf og pigen Gurga Maja, som begge er i troldsmandslære hos troldmanden Merian.

De skal lære at beherske elementerne i deres magi og bliver i disse fire bøger udsat for henholdsvis jord, vand, luft og til sidst ild.

Bøgerne hedder DVÆRGENE I NORD, SØUHYRET, DE MAGISKE ÆG og ILDENS VOGTER, og kan læses uafhængigt fra de første tre bøger i serien.

Igen er de illustreret af dygtige Rasmus Jensen (som jeg først blev opmærksom på ved bøgerne om "Den Usynlige Ø", og som jeg bliver mere og mere imponeret over. Det er virkelig flotte illustrationer.)

Jeg synes at historien om KVANULF FRA SKOVLANDET er en serie af gode, gedigne let-læsningshistorier. De er afrundede og der sker en masse, uden at det bliver for voldsomt.
De er også nemme at læse (selvklart med lix 19) og selv de egenartede navne er lydrette.

Igen er bøgerne fra Forlaget Elysion, som jeg efterhånden har læst nogle stykker af, og jeg er ret begejstret for den kvalitet som forlaget sender på gaden. Alle bøger er i lækker hardback-kvalitet, og illustrationerne er altid lækre og indbydende.
Det passer i øvrigt ikke, at min datter kun læser det jeg nævnte ovenfor. Hver dag i skolen har hun en bog med sig. 1 fra serien "TRE I KRIG" eller "GYSERKLUBBEN", hvilket også er bøger fra Elysion, som hun er ret vilde med.

Tak til Forlaget Elysion for anmeldereksemplarer.



Forlag: Elysion
Sider 4x36
Trykte anmeldereksemplarer - Illustreret af Rasmus Jensen

Bagsider:
DVÆRGENE I NORD
Kvanulf bliver sendt til Dværgene i Nord.

Han skal lære jordens magi at kende.
Det bliver en hård rejse, men den er nødvendig for at han kan blive troldmand.
Kongen af Skyggelandet sender soldater af sted for at forhindre, at Kvanulf når frem. De gør alt for at stoppe ham.
Heldigvis får han hjælp fra en uventet kant.

SØUHYRET
Kvanulf og Gurga Maja tager ud på havet for at lære vandets magi at kende.
Men Troldmanden fra Skyggelandet sender et søuhyre mod dem.
Det ødelægger deres båd og bortfører Gurga Maja.
Kvanulf kæmper sig frem og når Havfruernes Ø.
Men Søuhyret venter derude.

DE MAGISK ÆG
Kvanulf og Gugra Maja flyver mod øst i en luftballon.
De skal ud at lære om luftens magi.
Men også i luften lurer der farer.
De bliver angrebet af ørne og drager.
I kampen har de brug for mod, dygtighed og magi.
Men selv det er ikke nok, når dragerne er sendt af Dark fra Skyggelandet.

ILDENS VOGTER
Kvanulf og Gurga Maja skal hente de Magiske Ild-kugler og dermed bryde ildens magi.
Det bliver en brandfarlig tur!
De får hurtigt svedne fingre, da ildkuglerne vogtes af en drage, der spyr ild.
Vil de to troldmandslærlinge klare denne sidste prøve?
Eller vender de halvbrændte hjem?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar