mandag den 6. februar 2017

Den usynlige ø - Lise J. Qvistgaard

Som sagt før så har min datter svigtet mig. Hun har haft en periode, hvor hun ikke har haft lyst til at læse, og nu hvor hun så småt er gået i gang igen, er det med bøger hun kender i forvejen.

Men jeg kan heller ikke lide at lade forlaget (og forfatteren) hænge for længe, så derfor har jeg læst dem selv.

Ganske vist er jeg en anelse over målgruppen, men derfor kan jeg jo godt have en mening alligevel. :-)


Serien DEN USYNLIGE Ø består af bøgerne GREVENS ORDRE, HAJENS MÆND, HAJENS Ø og MØRKETS BOG.
Alle er virkelig smukt illustreret af Rasmus Jensen, der har lavet nogle virkelig flotte forsider og illustrationerne indeni er jeg også meget imponeret over. Billedet herover har noget genskin så det giver ikke det helt rigtige indtryk, men som jeg sagde ... de er virkelig gode.
Desuden er bøgerne i hardback af god kvalitet og derfor lækre og håndterbare. Lige som de skal være!

Med et lixtal på 14-15 stykker er de for de nye læsere der gerne vil have en spændende og letlæst historie, derfor er det lidt ærgerligt at starten på bog 1, der faktisk må være en fortsættelse på en anden serie, er lidt "klodset".
Forfatteren forsøger at genfortælle lidt fra den første bogserie, men det hele bliver lidt for meget, og jeg kunne godt frygte at de knap så stædige nye læsere kan risikere at springe fra allerede her.

Hvilket er synd, for efter opsummeringen går en rigtig god og spændende historie i gang, hvor der bare er fart over feltet. Hovedpersonen Johs kommer ud for dramatiske og interessante ting, som helt sikkert vil gribe de læselystne børn.

Historien som sådan hænger også fint sammen med tilpas drama og spænding, og bliver afrundet virkelig godt. Det er en god historie til de yngre læsere.

Men som sagt ... opstarten var lidt klodset og det er synd, for jeg har netop læst en anden letlæsnings-serie fra samme forfatter, hvor det var gjort meget mere elegant.

Tak til forlaget Elysion for anmeldereksemplarer. Og undskyld at anmeldelsen ikke kom fra den tiltænkte læser.




Forlag: Elysion
Sider 4 x 52
Trykt hardback format

Bagsider:

Grevens Ordre
Johs og Anna er tilbage i byen Klark efter at have ebsejret dragen Wyvern. I starten går det godt, men Annas far, Grev Aslot har lagt planer for Annas fremtid.
Da Anna finder ud af det, bliver hun rasende.
Hun flygter i ly af natten og greven sætter Johs til at finde hende.

Hajens Mænd
Johs følger efter den gruppe mænd, der har taget Anna til fange.
Sporet fører dybt ind i skoven, og snart viser det sig, at Johs ikke er den eneste, der færdes der ...

Hajens Ø
Johs haler ind på Hajens mænd, der har røvet Anna.
For øjnene af ham sejler de væk med hende og forsvinder til havs.
Johs må finde alt sit mod og bruge al sin snilde for at frelse hende ...

Mørkets Bog
Johs og Anna er sammen flygtet fra Hajens Ø og indser, at de må skaffe hjælp.
Hvis ikke nogen sætter en stopper for Hajen, vil han snart sprede skræk og rædsel i hele landet.
Så hvor lidt de end ønsker det, må de vende tilbage til den usynlige ø ...






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar