mandag den 20. marts 2017

30 km i sekundet - Andrew Smith

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om den her bog. Dybest set tror jeg faktisk den kedede mig, selv om jeg egentlig godt kunne lide den.
Hmm ... det giver nok ikke meget mening, nu jeg tænker over det.

Bogen handler om Finn Easton, som tæller alt i kilometer frem for minutter.
Da han var syv år gammel blev han og hans mor ramt af en død hest, der faldt ud fra en bro, og han har siden da haft epilepsi.
Det gør at hans far er temmelig overbeskyttende og Finn føler derfor at det er hans far der definerer hans liv. Derudover er hans far også forfatter, og har skrevet en bog, som Finn indgår i. Ikke alene hans navn, men også det ar han har på ryggen efter hesteulykken.

Finn kæmper mod ikke bare sin fars overbeskyttelse, men også mod den historie i faderens bog, som Finn føler styrer sit liv, og det er først da Finn er 18 år gammel at der begynder at ske noget.

For det første bliver han forelsket i smukke Julia, der dog meget pinligt overværer et epileptisk anfald, og for det andet tager han og hans bedste ven Cade Hernandez på et roadtrip op for at besøge det universitet de skal gå på.

Selvfølgelig lykkedes det Finn at løsrive sig fra sin familie, og det på en meget dramatisk måde.

Jeg blev aldrig helt grebet af denne historie. Jeg kom aldrig til at føle noget synderligt for ham, og hans ven Cade, var bare alt, alt for meget.
Men jeg fik da stillet min nysgerrighed, for jeg har set denne forside rundt omkring i bloggerland, og har nu også fået den læst.

Forlag: Rosinante & Co
Sider i trykt form: 276
Hørt som dansk lydbog - 7 timer og 18 minutter - Oplæser: Lars Thiesgaard

Omtale:
30 kilometer i sekundet er en sjov og hjertevarm YA-roman om at lære at leve livet. Finn Easton måler livet i kilometer i stedet for minutter.  Alle de mange kilometer, han har levet, har været defineret af hans far, og han har også planlagt Finns fremtid. Finn Easton har nemlig epilepsi efter at være blevet ramt af en flyvende, død hest, og hans far slipper ham nødig af syne. Det gør tilværelsen lidt ensformig,  men der er to gode ting i hans liv: hans bedste ven, den-sandsynligvis-splittergale-men-utroligt-fantastiske-og-fantasifulde Cade Hernandez og Julia, hans livs første kærlighed. Da Julia flytter, bliver Finns hjerte knust, og Cade og han stikker af fra epilepsimedicin og forældreovervågning på en biltur til Oklahoma.  På turen oplever de en ulykke, og de to unge bliver helte på en måde, der ændrer deres livssyn fuldstændig. »Jeg elsker Andrew Smith, og jeg elsker denne bog [...] Den har alle de kendetegn, der er ved en Andrew Smith-roman: Fed skrivestil og fede personer. En virkelig sød, sjov og bevægende historie.« Brigid på Goodreads   Pressen skriver: »Sjov og sprudlende ungdomsroman i bedste John Green-stil om venner og kærlighed og også om at være anderledes.« - Monica Severin, Litteratursiden »Grin og græd med Finn i hjertevarm historie [...] Varm og sørgmunter historie for unge, turneret i den underspillede anti-helte-stil, som er populær og når mange læsere med sin humor. Vedkommende fortælles om drengevenskaber, frigørelse fra en lidt for omklamrende forælder, uroen og presset i forbindelse med den første kærlighed og forventninger om sex. Epilepsi-vinklen er rørende og realistisk integreret i den velskrevne fortælling.« - Helle Winther Olsen, Lektør


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar