onsdag den 10. maj 2017

The circle - Dave Eggers

Min reading challenge udfordrede mig til at læse en bog, der ville blive filmatiseret i år.

Jeg kunne finde to i Storytel, men hældte egentlig mere til en bog om hunde, end denne her, for forsiden fangede mig aldrig.
Det gør den dog nu, hvor jeg har læst bogen, hvilket ikke er forfærdelig hensigtsmæssigt, men meget pudsigt.

Bogen er nu blevet filmatiseret med Tom Hanks og Emma Watson i hovedrollerne, og jeg har lige opdaget at filmen kommer her i juni, så den skal jeg helt klart se.
Traileren kan ses her.

Firmaet The Circle er - som Tom Hanks netop sagde det i et interview jeg så på YouTube: Apple, Google, Amazon og Uber samlet i ét firma.
Hvis man samler sine ting der, behøver man aldrig huske på flere koder eller bekymre sig om andre udbydere. The Circle har det hele.

Men med deres innovation forøges også deres monopol og senere deres totalitarisme (hold da op, det måtte jeg da lige slå op :-)).

Mae Holland er den unge og søde pige, der efter college arbejder på det lokale forsyningsselskab i en bås med brune hessianvægge. Hendes veninde Annie har fået arbejde hos The Circle, og ender med at skaffe Mae et jobinterview.
Da Mae får jobbet, er hun ekstatisk.
The Circle er en fantastisk arbejdsplads. Der er luksus og rum til at være dedikeret medarbejder, der er fantastiske sundhedsforsikringer og imponerende arbejdsforhold.

Langsomt men sikkert bliver Mae fanget ind i The Circles visioner, men er de nu også så fantastiske som de lyder til?

Jeg vil ikke afsløre mere her, for bogen havde et twist som jeg bestemt ikke havde set komme, og jeg vil glæde mig til at se filmen.

Fem hjerter herfra.


Forlag: People's Press
Sider i trykt form: 458
Hørt som dansk lydbog - 16 timer og 5 minutter - Oplæser: Tina Kruse Andersen

Omtale:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelserne for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført af den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7. Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere... offentlig, aftager hendes begejstring. Det, der begynder som en fængslende historie om en ung idealistisk kvinde med ambitioner, forvandles til en højaktuel og tankevækkende thriller om personlig integritet og demokrati. The Circle bliver filmatiseret i 2016 med Emma Watson og Tom Hanks i hovedrollerne. ANMELDERNE SKREV "Fantastisk roman: Vores smukkeste ideer er rædselsfulde realiteter" -Politiken, 5 hjerter "»The Circle« er Dave Eggers' hårrejsende skræmmevision om, hvordan de sociale medier kan misbruges i de forkerte hænder." -Berlingske, 4 stjerner 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar