onsdag den 31. august 2016

August 2016 - Recap


Det blev ikke til helt så mange bøger i august måned, som man kunne håbe på. En af årsagerne til det er at jeg lige nu er i gang med to længere bøger, som jeg startede sidst på måneden.

Det blev til 2 fysiske bøger og 5 lydbøger. I alt 46,5 timers lytning og sølle 455 trykte bogsider.

Men lad os springe ud i det og se hvad måneden har budt på. :-)

Den første var 2. del af Maggie Stiefvaters Raven Cycle-serie; "The Dream Thieves". Jeg var ret begejstret for 1'eren på trods af mit brok over hovedpersonen Blue, som jeg fandt var noget intetsigende. Bog nr. 2 handlede meget om den småsure rebelske fyr i gruppen, Ronan, og han blev altså lidt trættende at høre på.
Derfor sprang jeg nok fra serien lige på det tidspunkt. Jeg skal dog have lyttet den færdig senere. 

Den næste var en bog, en af mine kollegaer stak mig i hånden. Den havde gjort dybt indtryk på ham, og han mente derfor at jeg skulle læse den. Og han havde ret. Den GJORDE indtryk. Her beskrives en apokalypse og endda besøg fra det ydre rum, men det er totalt udramatisk og sagligt. Og det endda uden at det blev kedeligt. Det var alligevel pudsigt.
Det var "Den sorte tåge" af Fred Hoyle.

Så startede jeg op på en ny serie (ruller med øjnene). Nemlig "The Saga of Darren Shan" og Cirque du Freak. Jeg havde hørt om den flere gange, og forsiderne på Storytel fangede mig virkelig, så jeg gik i gang og var vældig begejstret med 1'eren: "A living Nightmare".

Efter den gav jeg mig i lag med "To brødre" af Ben Elton. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen og anede ikke at det var ham, der havde skrevet "Blackadder", en serie jeg var helt skudt i som ung. Denne bog handler om 2 brødre under 2. verdenskrig. Den ene jøde og den anden adopteret og arier.
Det er en bog til min online-læseklub og jeg glæder mig til at diskutere den. Den havde mange spændende punkter. Og så var den barsk.

Fra Forlaget Valeta havde jeg modtaget en bog af Daniel Henriksen; "In absentia". Jeg havde hverken hørt om forfatteren eller bogen før, så jeg kastede mig over den uden at læse hverken pressemateriale eller bagsidetekst. DET skulle jeg så nok have gjort, for noget jeg undrede mig over gennem halvdelen af bogen kunne jeg have vidst, hvis bare jeg havde læst bagsiden. ;-)
Men en barsk, grusom, bestialsk OG humoristisk horrorhistorie. Pudsig kombination, men den holder.

Efter at have hørt "To brødre" færdig, trængte jeg til noget lettere på lydbogsfronten, så jeg nappede 2'eren og 3'eren af "Darren Shan Sagaen". Hovedpersonen er begyndt at irritere mig lidt, men han får lige en chance mere.

August måned var i øvrigt også den måned hvor jeg nåede mit Goodreads mål på 65 bøger, så næste år prøver jeg at være en smule mere optimistisk. :-)

Normalt har jeg ikke læsetemaer, men jeg tror at jeg her i september vil prøve at få færdiggjort nogle serier. :-)

Har du et læsetema for september?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar