lørdag den 6. august 2016

25 Bookish facts about me


Mens vi venter på at jeg får færdiggjort en bog mere, kan vi da lige tage et af de tags, som florerer på nettet.

Et af dem er: "25 Bookish facts about me", som jo bare har til formål at jeg taler endnu mere om bøger.

Og det gør jeg gerne. :-)

Lad os se om jeg kan finde på hele 25 af slagsen.

1) Mit første boglæseglæde-minde stammer fra Disneys Børnebogsklub. Hver måned kom en bog med posten, alt fra "Black Beauty" til "De 5" eller klassikere som "Klokkeren fra Notre Dame" osv. Jeg elskede dem.

2) Jeg elsker bøger og historier så meget at jeg selv skriver og en af mine drømme som barn var netop at blive forfatter.

3) Jeg er ikke bog-æstetiker. Jeg elsker bøger for historierne indeni og er flintrende ligeglad med hvilken udgave jeg har og om bøgerne i en serie er ens.

4) På trods af ovenstående, så synes jeg at hardbacks er SÅ meget federe end softcover-bøger.

5) Jeg er ikke særlig god til at læse klassikere (ud over de forkortede børnebogsklassikere jeg læste som barn). Som oftest når en bog bliver klassificeret som klassiker (både de gamle og nye) keder de mig gudsjammerligt.

6) Jeg laver glad og fro æselører i bøger. Især når jeg skal anmelde dem. Ellers bruger jeg hvad der lige er for hånden som bogmærke.

7) Jeg kan blive helt bleg, når jeg hører om bogdestruering. Jeg har stadig restoplaget fra min debutroman fra 2003, bare fordi jeg ikke kunne tåle at det blev destrueret.

8) Jeg tuder tit over bøger. Og smiler, men det er sjældent jeg griner højt mens jeg læser.

9) Min bogreol roder. Jeg starter ellers fint med at sætte dem ind efter genre og/eller forfatter, men når pladsen begynder at blive trang bliver de bare stablet ind.

10) Jeg har 91 signerede bøger.

11) Jeg har fundet ud af at jeg elsker lydbøger og storelsker mit Storytel og Mofibo-abonnement. 

12) Jeg har også fundet ud af at jeg efterhånden kan holde ud at høre på de engelske oplæsere. Danske oplæsere er desværre noget kedelige.

13) De trykte bøger som jeg læser, består kun af anmeldereksemplarer (sådan har det været de sidste års tid).

14) Som både forfatter og "bogblogger" (eller nærmere bare en læser med en blog), føler jeg at nogen måske mener at det konflikter. Jeg kan nu godt skille det ad (synes jeg).

15) Jfr. ovennævnte anmelder jeg kun bøger, som jeg bliver bedt om. Jeg har aldrig selv forespurgt.

16) Det er sjældent at min hjerne associerer bøger med specielle hændelser, musik eller andet. Men jeg kan huske at den gang jeg læste "Boriblerne slår igen" af Michael de Larrabeiti spiste jeg konstant salat med majs og creme fraiche dressing. Det er over 30 år siden.

17) Jeg kan blive dybt misundelig over en eller anden bestemt vending i en bog og love mig selv at jeg vil genbruge den på en eller anden måde, men glemmer dem altid igen.

18) Min yndlingsforfatter er og vil altid være Stephen King. Ikke nødvendigvis for hans historier (der er flere dårlige imellem), men for hans måde at skrive på.

19) Jeg storelsker Margits Sandemo om Isfolket. Næsten alle 47 af dem. Også selv om det er husmoderporno med magisk islæt. Men de er fantastiske og jeg har læst serien 9 gange siden firserne.

20) Jeg begyndte først at læse YA og NA som 40 årig.

21) Somme tider kan jeg blive helt trist over at der er så mange bøger og det ikke er muligt at læse dem alle.

22) Jeg er blevet bedre til at droppe bøger, hvis de ikke fanger mig inden for 50 sider / ½ time som lydbog.

23) Jeg skammer mig over at jeg ikke bruger biblioteket mere efter at jeg er begyndt at anmelde bøger selv og lytter til lydbøger.

24) Jeg ville elske at arbejde i et bibliotek.

25) Jeg skal læse bogen før jeg ser en eventuel filmatisering af den. 


Hey, så VAR der 25 facts om mig selv. :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar