Hold da op! Wow! Sikke en forfatter!
Jeg var allerede dybt betaget, da jeg læste hendes anden bog: Mørke Steder, og nu faldt jeg så lige over hendes debutroman Skarpe Genstande, da jeg var forbi Jentas' stand på fantasymessen i Herlufsholm.
Bogen handler om Camille Preaker, journalist på en ikke nævneværdig Chicago avis, hvor hun beskæftiger sig med kriminalstoffet. Da det andet mord i hendes lille hjemby - Wind Gap - bliver begået, sender hendes redaktør hende afsted for at dække mordene. Camille har ellers ikke været hjemme i årevis.
Begge ofre er små piger, blonde og smukke og begge ofre er først blevet kvalt, hvorpå de efterfølgende har fået trukket deres tænder ud.
Jaja, tænker man så ... Så er præmissen sat, og showet kan sættes i gang. Som det lige beskrives kunne det være hvilken som helst krimi eller thriller, men så er det Gillian Flynn brillerer.
Camille Preaker har issues, som det så smukt ville hedde på engelsk, hun slæber adskillige barndomstraumer med sig i bagagen, og de flammer op i lys lue, da hun vender hjem. Gillian Flynn beskriver disse psykologiske knaster med fantastisk skarphed og indlevelse, at man til fulde kan forstå hvad der foregår i hovedet på personerne, selv om det ligger så langt fra ens eget liv.
Forholdene i den lille sladdervorne by, de ødelagte familierelationer, mordmysterierne og endelig hendes egen psyke bliver endevendt, og man drives til at vende blad efter blad for at se hvordan det går med dem alle sammen.
Richard ville have mig til at vise ham alle byens hemmelige steder, de små kroge, som kun de lokale kendte til. De steder, hvor folk mødes for at bolle eller ryge hash, hvor teenagerne drikker, og folk sidder i ensomhed og funderer over, hvornår deres liv var begyndt at smuldre. Alle har et øjeblik, hvor livet løbet af sporet.
Mit var den dag, Marian døde. Dagen, hvor jeg tog kniven i min hånd, kom på en tæt andenplads.
Både Skarpe Genstande og Mørke Steder kan helt klart anbefales, og jeg skal da også læse dem begge igen. Gillian Flynn skal man helt sikkert holde øje med og hun har da også vundet et utal af priser allerede. Så vidt hendes hjemmeside er hun i gang med sin tredie roman, og den vil jeg glæde mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar