mandag den 25. januar 2016

Hels rejse - Den 6. bog om Satan - Signe Fahl

Verden er i forandring, menneskene i Norden skifter deres tro ud med kristendommen.

Men det er ikke kun Thor og Odin, der bliver byttet ud med Gud og Jesus.

Et dødsrige går mod sin undergang. En dødsgudinde tager kampen op.












Så nåede jeg endelig til 6. bog i Forlagets Kandor serie af kortromaner om Satan, nemlig Signe Fahls bud: Hels rejse.

Og jeg elsker den!

Lige som mit eget bud i nr. 4, er Signe ude i den mytologiske tilgang til Satan/Lucifer-skikkelsen. 
Her sidder Hel - dødsgudinden fra den nordiske mytologi - i sin mørke underverden, tiden går sin umærkelige gang og hun lægger slet ikke mærke til at der kommer færre og færre døde gennem portene til hendes rige.
En skønne dag står der et smukt sortvinget væsen i hendes haller, Lucifer er kommet for at fortælle hende at hendes tid er forbi, men Hel har ikke tænkt sig at give op uden kamp.

Jeg er vild med den måde Signe Fahl har inkorporeret den nordiske mytologi med kristendommen. Detaljer som dørtærsklen til hallerne (Faldende Fare) som Lucifer snubler over og hendes slægtskaber til Fenrisulven og Midgårdsormen.

Kandors 6. bud på en Satan-figur er ikke grum som den var i Martin Schjönnings "Deroute" og David Garmarks "En ørn fanger ikke fluer" eller malerisk smuk som i Jakob Friis Andersens "En sand kunstner" og Aske Munk-Jørgensens "Kærlighedens væsen", men mytologisk som mit eget bud.
Sjovt at man alligevel kan se nogle fællestræk, selv om de er så forskellige.

Jeg har to bøger tilbage i serien, som jeg glæder mig meget til at læse. Jeg synes kvaliteten har været rigtig høj og det har været spændende læsning.

Hov, og så kan lige tjekke endnu et punkt af på læseudfordringslisten for 2016, nemlig bøger, der er læst på under et døgn. Denne her gled bare hurtigt ned, og jeg læste også alt for længe i går aftes, da jeg lige var gået i gang med den. :-)

Jeg tror i øvrigt at det her er Signe Fahls første selvstændige roman, og jeg håber virkelig at vi får mere at se til hende i fremtiden. Hendes sprog er meget stilsikkert og forførende. Hun tabte mig ikke en eneste gang!

Forlaget Kandor
Sider 57
Trykt eksemplar 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar