mandag den 4. januar 2016

PS. Trænger til flødeskum (og diller) - Jeanett Veronica Hindberg

Jeanett er som alle andre kvinder på 40 år. Og så alligevel ikke. Hun er alenemor til en teenager, hører Nik & Jay og har indset, at alle de lækre mænd pludselig ikke er ældre, men yngre end hende selv.
Hun eksperimenterer med at forene sin fastekur med sin besættelse af flødekager og bruger alt for mange penge på tøj fra Zalando.com. Eller, det gjorde hun, indtil posten en dag ringede på og leverede en pakke med sexlegetøj til hende. Nu tør hun ikke bestille pakker, før der er kommet et nyt postbud.

Om fire måneder fylder Jeanett 41 år. Til den tid skal hun have tabt sig og fået noget ordentligt sex. Gerne med sangeren Joey Moey, en af dem fra dating.dk - eller ham den unge medarbejder nede i Kvickly, der altid smiler så frækt til hende. Og så skal hun have fundet et arbejde.
Hendes far synes, hun skal skrive en bog om zombier. Men det gider Jeanett ikke. I stedet går hun i gang med at skrive alt det ned hun oplever i de fire måneder, der er til hendes fødselsdag. Fire måneder, hvor intet går helt som planlagt.

PS. Trænger til flødeskum (og diller) er en hudløs ærlig fortælling i dagbogsform. Forfatteren Jeanett Veronica Hindberg blev kendt som internetfænomenet "Bitterfissen Bethany" - den i lang tid hemmelige blogger, som lagde sig ud med alt og alle, ikke mindst en perlerække af kendte danskere. 
Hun udgav i 2012 bogen "En Bitterfisses Bekendelser". PS. Trænger til flødeskum (og diller) er hendes første bog under eget navn. Her begraver Jeanett Veronica Hindberg for altid sit alterego og beskriver bl.a. hvilke mange udfordringer, der fulgte med den pludselige berømmelse.


Som så mange andre læste jeg med da Bitterfissen Bethany slog sine folder i den danske bloggerverden. Jeg kom godt nok noget sent ind i det, netop som det var ved at kulminere, men jeg elskede den måde at Bitterfissen revsede alle de åh så såkaldte politiske korrekte. Jeg elskede at hun tog kampen op mod selvfede bloggere og debatører, hvis meninger var så meget bedre og rigtigere end vi andres.
Jeg var faktisk imponeret over hende dengang og tænkte også på hvordan det mon skulle ende. Hvem der end sad i den anonyme ende af Bitterfissen, måtte modtage temmelige nogle harske ord fra kendisverdenen og kultureliten.

Til sidst afslørede bloggeren sin identitet, hvilket igen medførte en masse postyr. Mange positive tilkendegivelser, men igen også en del negative. "Sådan er det jo", man skal jo ikke tro man er noget ...

Derfor har jeg også længe tænkt på at jeg ville læse hendes (næsten) ærlige dagbogsromaner, for at finde ud af hvem Jeanett Veronica Hindberg - forfatteren bag Bitterfissen - mon kunne være.
Hvad havde hele den der affære gjort ved hende? Hvem var hun egentlig?

Og det viser sig jo at hun er en ganske almindelig kvinde med problemer og fejl som alle andre, men som - på trods af sin angst - er meget ærlig omkring dette. Det er meget forfriskende at læse i den her tid hvor alt jo fremstilles så glansbillede-agtigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det må være en hård måde at udleve sin forfatterdrøm på. At være usikker og tvivle på sig selv kender vi jo alle. Forfattere specielt, når vores babyer skal hhv. først sælges og derpå læses og bedømmes.
Her har man så en forfatter, der virkelig kan noget med sproget, som bliver kendt på et alterego der revser bl.a. de korrekte, og som derefter skriver en meget nær roman om egne fejl og mangler.
I forvejen kan det at udgive en bog føles som at rende rundt uden hud på, at gøre det på denne måde ... det er jo bare at fjerne endnu et lag kød.

Og lige nu gør jeg det samme som gør at hendes fremgangsmåde er så skånselsløs. Jeg fokuserer på forfatteren og ikke historien, og det var vel det jeg forsøgte at sige lige før. At man med en selvbiografisk roman netop retter fokus på sig selv, hvilket virker temmelig kamikaze-agtigt.

Nåh, men bogen ... det er realistisk chitlit og man griner og græder med Hindberg. Man jubler når det lykkes at smide endnu et kilo og sukker når hun får endnu et dillerbillede tilsendt.
Til gengæld må jeg også indrømme at jeg er glad for at den ikke var længere. Ud over frustrationerne er der ikke noget virkeligt drive i bogen, omvendt læser man jo også videre og det vidner jo om gode skriveevner. 

Hun skriver i bogen at hun slet ikke kan finde ud af det med plots og derfor slet ikke vil skrive skønlitteratur, men jeg håber virkelig at hun en dag overvinder den hurdle og forsøger sig. Der er jo ingen der siger at man skal ud og vinde De Gyldne Laurbær. Mindre kan også gøre det, og jeg er ret sikker på at Hindberg kunne gøre det.
Og jeg ville glæde mig til at læse det.

Forlag: Turbine
Sider 319
Lydbog



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar