onsdag den 16. september 2015

Dope - Steen Langstrup

December i København.
Byen er pyntet op til jul, mens den første sne daler fra himlen. Den russiske mafia mangler to kilo hvid dope. Laila har en plan. Slimy har paranoia. Poul fra Jylland har en gammel Ford Granada. 
Politiet står med et russisk lig på et offentligt toilet. Rowan drømmer sig væk til Goa. Birgers mor har kræft, men ingen penge til et privathospital. Iggy Pop har et rygende hul i hovedet. Lenoid har intet problem med at torturere en ung kvinde.

Dope er en krøllet gangster-krimi med tungen i kinden. Humoren er rå, miljøet koldt og dopen stjålet fra den russiske mafia.



Først ville jeg egentlig kun have givet den her bog 2-3 stjerner. Meget af den læste jeg med forvrænget ansigt og udspilede næsebor, for jeg kan faktisk ikke ret godt lide bøger med narkokriminalitet.
Det er for råt og (heldigvis) langt væk fra min verden til at jeg kan forstå den følelseskulde som narkohandlere besidder. Det gør ondt ind i min sjæl når jeg hører om de stakler, som ender i det, og som aldrig (eller sjældent) får mulighed/mod/styrke til at komme ud af det.

Men da jeg så havde gået og tænkt lidt over det, så var min væmmelse jo netop et tegn på at bogen trængte ind gennem mit hærdede læser-sind og ramte noget ægte. Noget som jeg kunne tro på - samtidig med at jeg helst ikke VIL tro på at det er sådan.
Og derfor endte jeg på fire. :-)

Bogen er bygget op med ikke kronologiske krydsklip af fortid og nutid, hvilket man lige skal vænne sig til, men der er (selvfølgelig) mening med galskaben og til sidst flettes det hele sammen til et naturligt højdepunkt.
Og så er jeg vild med absolut sidste kapitel, hvor man lige føler en smule glæde inden man lukker bogen. 

Sproget er der som sædvanligt ikke noget at udsætte på, og som altid er der grafisk blevet kræset om bogen med fed layout både omkring kapitler og sidetal.
Dope er helt klart en barsk bog, en skræmmende bog, men også en realistisk bog, hvilket er endnu mere grufuldt at tænke på.
Den kommer jeg ikke til at læse igen. Brrrr ....

Tak til forlaget 2 Feet Entertainment for anmeldereksemplar.

Forlag: 2 Feet Entertainment
ISBN: 978-87-4090182-5
Sider: 148
Anmeldereksemplar


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar