fredag den 26. juni 2015

Månebarnet - Spejlporten 1 - Patrick Leis

Lucas er tre år gammel. Han taler ikke, har aldrig sagt et ord. Men han synger. Med en høj, klar stemme af overjordiske toner.
Og når Lucas synger, åbner spejlene sig og noget fra en anden verden kryber gennem revnerne i glasset.

Og selv om hans storebror, Mark og dennes venner fornemmer, at noget er frygteligt galt i Vejby, synes de voksne intet at bemærke.

Men de tror jo heller ikke på hverken hekse eller vampyrer.




Det hele starter på Lucas' tre års fødselsdag. En kæmpe havefest hvor Marks lillebror bliver fejret på bedste manér. Men noget er galt, men der er ikke andre end de fire venner; Mark, Sille, Peter og William, der ænser at tingene ikke er helt som de skal være.

Store flokke af fugle forsamles og det er som om der er noget trykkende i luften. Så meget at Sille får næseblod og de andre får dundrende hovedpine.
Efterfølgende sker der flere mystiske hændelser, der får børnene til at ænse at der snart vil ske noget grimt i den lille, rolige provinsby.

Månebarnet er den første bog af fire i bogserien Spejlporten, og det er vist første gang jeg stifter bekendtskab med Patrick Leis, selv om jeg har set hans navn poppe op flere gange. Nok også i forbindelse med illustrationer og det er da også forfatteren der har stået for den skræmmende illustration på forsiden her.
Skræmmende er den i hvert fald, for jeg har flere gange måtte tage mig i, ikke at lade den ligge med forsiden opad i nærheden af min datter, så hun ikke skulle få mareridt. :-)

Bogen henvender sig først og fremmest til de yngre læsere som både kan lide gysende fantasy, for der er virkelig nogle passager, der nok skal få de yngre til at sidde med puden foran øjnene.

Den er også fint opbygget, igen til den unge læser, der ikke gider at vente lang tid på at der sker noget. Der er fart over feltet allerede fra første side og det fortsætter lige til den bitre ende, hvor de fire unge mennesker ganske vist får has på den umiddelbare fjende, men man ved godt at noget ikke helt er som det skal være. De der spejle der ... fik de nu lukket dem helt? Og hvad med Peter ...? Er alt som det skal være?

I hvert fald greb jeg med det samme den næste bog i serien (fik dem heldigvis til anmeldelse alle sammen på samme tid), som jeg nu er i gang med. :-)

Personligt er jeg nok langt over målgruppen til disse bøger, og stiller lidt større krav til både opbygning og sprog, men til den yngre læser der vil have fart over feltet, uhygge og spænding, tror jeg den rammer rigtigt fint.

Tak til Forlaget Valeta for anmeldereksemplar.

Forlag: Valeta
ISBN: 978-87-7157-060-1
Sider: 190
Anmeldereksemplar

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar