tirsdag den 30. juni 2015

Top Ti Tirsdag


Jeg har aldrig ført lavet de her Top 10 lister om tirsdagen, som jeg kan se at andre bogbloggere har, men nu vil jeg da også være med!

Det er da på høje tid. :-)

Dagens Top 10 for i dag skal omhandle de 10 bedste bøger, som jeg har læst i år.

Det er faktisk LIDT svært, for jeg har ikke læst andet end 22 bøger i år, så der er jo ikke så meget at vælge imellem. Meeeen ... jeg vil da gerne give det et forsøg alligevel.

1) Outlander af Diana Gabaldon
Det er først i år at jeg opdagede hele Diana Gabaldons univers med den tidsrejsende Claire, der ender i det skotske højland, men så opdagede jeg så til gengæld BÅDE TV-serie og bøger på samme tid, så det er helt klart den største oplevelse i år.

2) Dragonfly in amber af Diana Gabaldon
Og derfor er nr. 2 i serien selvfølgelig også nr. 2 på min liste, også selv om den første del af bogen, der foregår ved det franske hof ikke fangede mig nær så meget, som når de heltemodige mænd vandrer rundt i kilt i højlandet. ;-)

3) Dr. Søvn af Stephen King
Som jeg skrev i anmeldelsen så er det, at læse Stephen King, for mig som at vende hjem. Jeg har læst ham i stort set hele mit liv og i takt med at han bliver ældre og visere, og jeg bliver ældre og ... nårhja ... så synes jeg at jeg kan blive ved med at finde nye lag i hans bøger.

4) Vil du se min smukke navle af Hans Hansen
Jeg genlæste den her fordi jeg jo er i gang med at skrive ungdomsbøger selv. Jeg kan huske at jeg syntes den var vovet, da jeg selv var teenager. Og bam, i første kapitel er vi inde i en onani-scene. :-)
Men den er godt skrevet og den flyder godt, så der er ikke noget at sige til, at den stadig står på bibliotekerne.

5) Den 1. bog om Satan - Deroute - Martin Schjönning
Satan-serien kommer jeg jo selv til deltage i (lige om lidt), og jeg var temmelig spændt på den første bog her, og den tænker jeg godt nok stadig over ... Puha, hvor den Satan havde grobund for at vokse ...

6) Illa Isabella af Per Lau Jensen
Det er ikke fordi den her roman sprænger nogen rammer, eller rykker livsomstyrtende på ens holdninger, men den har alligevel noget, som jeg godt kunne lide.

7) Den 2. bog om Satan - En sand kunstner - Jakob Friis Andersen
Også andet bud i Satan serien var rigtig godt. Malerisk og er helt hensat i renæssancens tid. En sproglig fornøjelse.

8) De utilpassede - John Kenn Mortensen
Den her dystopiske vampyrfortælling fra Lolland var både morsom og skræmmende. Og illustrationerne var også imponerende.

9) Sandheder og løgne - Mette Julin
En ungdomsbog som er blevet siddende i min bevidsthed. Både af ting, der irriterede mig, men også af ting, jeg syntes var gode.

10) Den druknede - Kristoffer Jacob Andersen
En skræmmende og underholdende gyserroman, som jeg læste på forrygende kort tid.

Såeh ... det var det. Min debut ud i tirsdags-top-tier'ne. Lad os se om jeg kan holde fast ved det. :-)





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar