SPOILER-ALERT
I slutningen af bind 3 blev Rhett og Scarlett endelig gift. Som læser havde man jo hele tiden håbet på at det skulle blive de to. Rhett, den fandenivoldske og ubændigt charmerende forfører mod den viljestærke og temmelig overfladiske Scarlett.
Ærligt ... Scarlett er både en hårdhjertet og kold personlighed, som man sjældent føler noget sympati for. Det eneste positive træk er at hun er en fighter. Hun går efter det hun vil have, og får det også. Desværre sker det hele tiden på bekostning af alle andre.
Hun sårer folk så ofte og dybt, at man undres over at de kan holde hende ud.
Til sidst går det dog endelig op for hende hvad der virkelig betyder noget. At de mennesker, der har stået last og brast med hende gennem så mange år, virkelig elskede hende, og at hun rent faktisk elsker dem.
Hun erkender pludselig at Ashley Wilkes som hun så stædigt og uopnåeligt har elsket gennem alle årene, faktisk er noget af en vatnisse. Hans ære og moralbegreber holder ham i et uovervindeligt følelsesmorads, og nu da Sydens traditioner og normer er væk, har den stakkels mand intet at holde fast i længere.
Men det er for sent. Hun har slidt Rhetts kærlighed op med sin hårdhjertethed, og man er da tårerne nær da de i slutscenen er lige så langt fra hinanden, som de har været gennem så lang tid.
Indtil Rhett rejser, og Scarlett pludselig finder sin vilje igen. Nu vil hun have hans kærlighed tilbage. Koste hvad det vil. Så kender vi hende jo igen. ;-)
Alt i alt er jeg utrolig positivt overrasket. Som jeg vist skrev tidligere, så havde jeg forventet en temmelig voldsom omgang sødsuppe, men det er der altså forsvindende lidt af. Faktisk havde jeg da næsten håbet på noget mere, så Rhett og Scarlett kunne kaste sig i armene på hinanden.
Så romantisk er jeg da åbenbart. ;-)
Den giver også et fantastisk godt billede af det slagne Syd, og man begynder faktisk at kunne forstå de bevæggrunde der var for Ku Klux Klans opståen.
Jo, der er vist ikke noget at sige til at denne er en klassiker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar